Konservatisme eller kaos

I sin bog Brødrene Møller fra 2007 – om brødrene Aksel og Poul og deres konservative familiedynasti – hæfter Nikolaj Bøgh sig ved en afgørende forskel på Det Konservative Folkeparti og henholdsvis Venstre og Socialdemokratiet: Hvor de to sidstnævnte partier var grundlagt for at mobilisere ressourcesvage, underkuede grupper (henholdsvis bønder og arbejdere), repræsenterede de konservative den tid- ligere magtelite. Konsekvensen var, at bondepartier og arbejderpartier som Venstre og Socialdemokratiet opbyggede stærke organisationer og skabte en ånd om, at man holdt sammen, selv når man var uenige. Hos de Konservative var det svært at skabe denne form for fodslag, og topstyring og stram organisation var ikke velset blandt de selvbevidste godsejere, akademikere og selvstændige, der længe dominerede partiet.

Denne løsere partistruktur hos partier, der repræsenterede de gamle magteliter, er ifølge Harvard-politologen Daniel Ziblatt (ja, det er ham med Hvordan demokratier dør) nøglen til at forstå det moderne repræsentative demokratis hårde fødsel. I bogen Conservative Parties and the Birth of Democracy, der udkom i 2017, lancerer han en simpel, men overbevisende tese: Kun hvor de konservative kræfter viste sig i stand til at skabe effektive partier, der kunne konkurrere på lige fod med eksempelvis arbejderpartierne, forligede den tidligere elite sig med demokratiet; og kun disse steder slog folkestyret rod i perioden 1848-1950.