Klumme. Månestøv består af små, glasskarpe partikler, som klæber til alle overflader. Det kan give store problemer for astronauter på månevandring.
Det støver på Månen
En af de mange opgaver jeg som forsker har, ud over forskning og undervisning, er at fungere som kritisk læser (på engelsk: referee) af videnskabelige artikler, inden de bliver godkendt til at blive trykt i de forskellige internationale videnskabelige tidsskrifter. Når en artikel bliver indsendt til et videnskabeligt tidsskrift, så sender redaktøren artiklen i en form for høring hos andre forskere. Det er så vores opgave at vurdere, om artiklen dels er interessant (det vil sige, hvorvidt den præsenterer ny viden), dels om forskningen er udført i overensstemmelse med god videnskabelig praksis (det vil sige, at det, der bliver præsenteret, uddybes på en sådan måde, at andre har mulighed for at reproducere resultaterne). Jeg har lige haft den fornøjelse at fungere som referee for tidsskriftet Smart Materials and Structures i forbindelse med en artikel, der omhandlede en teknik til at fjerne månestøv fra overflader.
Under Apollo-månelandingerne viste det sig, at støvet på Månens overflade var til overraskende stor gene for astronauterne. Det satte sig fast alle vegne på deres instrumenter og deres rumdragter samt skabte problemer i kabinen i rumsonden, når de kom tilbage efter at have været ude og gå rundt på Månens overflade.
Del: