Henvendt til en mand i sin ungdoms flor skriver Shakespeare i sin sonet nr. 16 om de »levende blomster«, han kunne sætte i verden, hvis blot han giftede sig. Altså de børn, som kunne viderebringe hans sind og åsyn hinsides døden:

»Much liker than your painted counterfeit./ So should the lines of life that life repair/ Which this, time’s pencil or my pupil pen/ Neither in inward worth nor outward fair/ Can make you live yourself in eyes of men./To give away yourself, keeps yourself still,/ And you must live, drawn by your own sweet skill.«