Barnestjerne. Den unge svenske klimaaktivist Greta Thunbergs berømmelse og popularitet ligner den, der blev den mytiske og gådefulde Kaspar Hauser til del i 1800-tallet. De var begge ventet af deres tid, mener tysk filosof.

Den enfoldige frelser

Den enfoldige frelser

I 1828 dukkede en besynderligt klædt ung mand op på torvet i Nürnberg. Han kunne ikke tale, men var dog i stand til at skrive sit navn på et stykke papir: »Kaspar Hauser« skrev han, og efterhånden kunne han også forklare, at han var hittebarn og opvokset i en mørk kælder på et ukendt sted. Den unge mands mystiske forhistorie satte mange spekulationer i gang i hans samtid. Han blev gjort til genstand for grundige pædagogiske, filosofiske og politiske studier, og det blev et vedholdende rygte, at han i virkeligheden var søn af storhertug Karl af Baden og dermed arveprins.

Hvorfor tiltrak en tilfældig ung mand sig så stor opmærksomhed? Det gjorde han, fordi hans samtid på forhånd så at sige havde skabt en plads til ham. Det mener den tyske professor i filosofi ved Hochschule für Philosophie i München, Dominik Finkelde, der i den tyske ugeavis Die Zeit for nylig har sammenlignet Kaspar Hauser med den unge svenske klimaaktivist Greta Thunberg. »Was Hegel schon über Greta Thunberg wusste« – Hvad allerede Hegel vidste om Greta Thunberg – hedder artiklen.

Det er Finkeldes tese, at fænomenerne Hauser og Thunberg kan forklares med filosoffen G.W.F. Hegel, der mener, at sociale og politiske forhold kan skabe forestillinger, der endnu ikke er erkendte, men som mere eller mindre tilfældigt giver rum til enkeltindivider, der gør forestillingerne virkelige.

»Både Hauser og Thunberg har været ventet af deres tid henholdsvis ud fra håbet om en god og dygtig arvtager til storhertugdømmet og ønsket om en politisk handlen på de alvorlige klimaproblemer, som verden står over for. Det har faktisk en profetisk dimension,« fortæller Dominik Finkelde fra sit kontor i München.

Kaspar Hausers samtid var præget af den schweiziske filosof Jean-Jacques Rousseaus romantiske tanker om en fri børneopdragelse på afstand af den dekadente civilisation. Hausers opdragelse levede noget ufrivilligt op til dette ideal, og hvis han havde været arving til tronen, havde han følsomt og helt ukorrumperet kunnet regere sit hertugdømme.

»Hauser og Thunberg legemliggør idéen om det ’uskyldige’ og ’kloge’ barn. Begge er opvokset afsondret fra det øvrige samfund, Hauser ved at vokse op i en kælder, mens Greta Thunberg lider af Aspergers, hvilket bringer hende på afstand af sit omgivende miljø på samme måde som fængslingen i en kælder. Forfattere i 1800- og 1900-tallet så Hausers afsondrethed som noget, der havde givet ham en sund naivitet, helt ubesmittet af samfundet, mens vi ’normale’ i dag tager Thunberg meget alvorligt; gennem hende sætter vi spørgsmålstegn ved vores egen adfærd og spekulerer over, om autister har en bedre forståelse af virkeligheden, end vi hidtil har vidst – og end vi selv har,« siger han.

»Autister er mere selektive i deres interesser, end vi andre er. Vi sætter fakta i sammenhænge og etablerer relationer mellem dem, mens autister tilsyneladende har en begrænset evne til at se disse sammenhænge. Thunberg tager det, der rapporteres om klimakrisen, som en kendsgerning uden at lægge afstand til eller relativisere denne kendsgerning. Men relativisering er en del af vores hverdag som kompetente sociale væsener. Hvis nogen spørger os: ’Hvordan går det?’, så svarer vi normalt med stereotype sætninger som: ’Jeg har det fint, tak’. Og det er godt. Kun et enfoldigt menneske ville give et ægte svar om sin virkelige mentale tilstand. Samfundet bygger på adfærdsmæssige skabeloner, men når vi taler klimakrise, er vores adfærdsskabeloner problematiske. Vi kan ikke vente på politikernes handlinger, når politikerne omvendt venter på deres vælgeres handlinger. Det fører til gensidig frustration og manglende handling. I sådan en blindgyde kan en autist vise vejen. Da Thunberg hørte om klimakrisen, tog hun det lige så alvorligt – forestiller jeg mig – som den, der gør grundigt rede for sin mentale tilstand på spørgsmålet ’Hvordan går det?’ Det gør hende også til en provokation: Hendes manglende indsigt i, hvordan man opfører sig voksent og ikke-autistisk, og hendes manglende forståelse for den sociale virkelighed og perspektiver og sammenhænge udfordrer os,« siger Dominik Finkelde.

Én, der har følt sig udfordret, er generalsekretæren i CDU, Paul Ziemiak, der på Twitter skrev: »Stakkels Greta ... ikke et ord om jobs, forsyningssikkerhed, udgifter, bare ren ideologi«, da Thunberg havde givet udtryk for sin utilfredshed med den tyske energipolitik.

»Thunberg har det, som man med Hegel kan kalde moralsk vished. Hun ved, at klimakatastrofen er en kendsgerning, og denne kendsgerning er så vigtig for hende, at spørgsmål om jobs og forsyningssikkerhed kommer i anden række. Hun behøver ikke tage stilling til eventuelle dilemmaer, for denne kontekstualisering kan forhindre, at man handler. Hvis jeg kan vælge mellem mulighederne A, B og C, kan jeg spontant vælge B, fordi jeg har vished for, at det er det rigtige, og så behøver jeg ikke forklare, hvorfor jeg fravælger A og C. Det ser Hegel på den ene side som en trussel mod samfundet. Moderne demokratier kan ikke rumme denne radikalitet, men demokratiets problem ligger på den anden side netop i, at man fanges i et net af hensyn og kompromiser. Og for Hegel er visheden absolut; først da kan det være en afgørende kraft, som radikalt kan ændre verden på godt og ondt,« siger Dominik Finkelde. Ifølge Finkelde ligger det ikke i Greta Thunbergs jobbeskrivelse, at hun skal tage ansvar. Hvis man har vished, behøver man ikke at give svar. Han beskriver et YouTube-klip, hvor en journalist spørger hende, om atomenergi har en rolle i en frem- tidig klimapolitik. Thunberg svarer ikke, men går blot med et vredt udtryk. Hun kan sige, at kejseren ikke har tøj på, men hun skal ikke klæde ham på.

Kaspar Hausers berømmelse bredte sig med lynets hast båret frem af en række af tidens store offentlige personligheder. Andre forsøgte at stemple ham som svindler og løgner. Greta Thunberg har her kun godt et halvt år efter sin første offentlige optræden optrådt i adskillige parlamenter og internationale forsamlinger, mødt både pave og statsoverhoveder og er indstillet til Nobels fredspris. Selvom teaterinstruktøren Katrine Wiedemann i Information for nylig argumenterede for, hvorfor hun syntes, at det var en dårlig idé, er der ikke meget medvind til at rokke ved ikonet. Dominik Finkeldes analyse af Thunbergs gennemslagskraft har da også medført adskillige vrede kommentarer uanset analysens indrømmelse af værdien af hendes direkte tilgang til klimaproblemet. En læser skriver i kommentarsporet under artiklen i Die Zeit: »Hvem er den vigtigste person på Jorden? Greta«:

»Nogle af kommentarerne gør mig ærlig talt målløs. Mit argument om, at Hauser og Thunberg er fælles om en afsondrethed fra det omgivende samfund, der har givet dem symbolske roller i deres samtid, er tilsyneladende ikke trængt ind. Men det faktum, at vores tid har ventet på Thunberg, står lysende klart for mig. Særligt i tider med politiske kriser åbnes der rum for individer, der kan gøre op med vores kollektive blindhed. I mange tilfælde spiller tilfældet en stor rolle, hvilket viser grænserne for, hvad vi selv kan tænke os til,« siger Dominik Finkelde.