Måske var du en af de mange millioner af børn og unge, der gik rundt og fangede små monstre med din mobiltelefon, da Pokémon GO-spillet tog hele verden med storm for tre år siden. Mobilspillet udkom i april 2016, og siden er det blevet downloadet mere end 850 millioner gange og spilles stadig over hele verden. Det samme er tilfældet med Pokémon-byttekortene, som blev lanceret helt tilbage i 1996. Og hvis man er vild med Pokémon-universet, kan man også opleve figurerne i tegnefilm, tv-serier, bøger, tegneserier, computerspil og alle mulige former for legetøj.

Med POKÈMON Detective Pikachu rykker Pokémon-universet for første gang ud af tegnefilm-universet og op på biograflærredet i en rigtig liveaction-film med skuespillere og computereffekter. Og lad det være sagt med det samme: Filmens absolutte stjerne er titelrollen, den gulpelsede, kaffeglade og ekstremt nuttede Detektiv Pikachu, som den amerikanske skuespiller Ryan Reynolds lægger stemme til og gør både levende og charmerende. Uden ham havde det været en tom omgang.