Helt bortset fra Rasmus Paludans bizarre synspunkter er han et vigtigt symptom. Han har opnået danmarks­berømmelse og kommer nu, måske, i Folketinget på basis af en kampagne stort set kørt uden om de traditionelle medier. Først har han gennemført en lang række optrædener ved skoler, der har gjort ham til en art klovn og kendis for skolebørn. De udgør en overset tilvækst til offentligheden, fordi flertallet af dem nu har smartphones. Det har Paludan forstået. Dernæst har han fortsat sin aktivitet ved at udnytte sin grundlovssikrede frihed til at provokere bestemte grupper. I stedet for at ignorere ham har de gjort ham den tjeneste at løfte ham frem til berømmelse med deres voldelige modreaktioner. Paludan får næppe nogen omfattende vælgeropbakning. Men han tydeliggør, hvad de sociale medier pludselig kan udrette rent politisk, hvordan de kan katapultere en person ind i politik uden om det sædvanlige apparat af parti­foreninger, debatter og etablerede medier.

Hans eksempel tydeliggør en stor og voksende kamp i vor tid. Den står mellem demokrati og sociale medier. Men det er ikke så simpelt, at sociale medier er født antidemokratiske. Årsagen er snarere, at de sociale medier på en ny måde aktualiserer demokratiets interne modsætninger.