Lad os begynde med vækkeuret. I mange år har der været skiftende systemsvigt, så Nikolaj har sovet over sig og er gået glip af de aftaler, der måske, måske ikke kunne have bragt ham videre i tilværelsen.
Et vækkeur er en anonym og selvfølgelig ting, et lille apparat med en stor historie. Efter sigende er det opfundet af de gamle grækere i bestræbelsen på at samle friske unge til dagens undervisning, og siden har det struktureret menneskehedens adfærd. Forudsætningen er imidlertid, at det virker. Hvad skal der til? Der er teknikken, selvfølgelig, man skal helst ikke smide for meget med sin telefon, så den går itu og mister alarmfunktionen, og så er der hukommelsen, man må ikke være så skæv eller træt, at man glemmer at indstille sit ur eller overhører lyden, når alarmen bimler.
Men der er også alt det andet. Det, der gør, at man er filtret ind i andre i en gensidig blanding af pligt, ansvar og virketrang. Det, der gør, at man ikke smider med telefonen i raseri, at man ikke doper sig skæv, og at man står op, selv om man kun har sovet tre timer.
Vækkeuret har sin egen diskrete rolle i den forandring, der tegner sig. Siden august sidste år har det med præcision ringet kl. 5.15 alle hverdage, så Nikolaj kan nå hjemmefra kl. 6.00. Der er arbejde, og der er uddannelse, og begge dele røgtes med omhu. At kokain er ude, morfin er ude og hash nede på en enkelt joint en enkelt lørdag om måneden, er naturligvis ikke uden betydning, men hvad kom først?
Lærlingens lod
Taget hver for sig er det hele sket før, men ikke i sammenhæng og ikke over så lang tid. Fortsætter det, ender Nikolaj med indfødsret til det gode liv, som vi har talt om gennem syv år og i 13, nu snart 14 artikler på denne plads. Længslen efter det normale og den klassiske drengerøvsmodel med hus, bil, hund, kone, børn og masser af penge uden for meget sved på panden er blevet nævnt flere gange, men hvordan gør man? Nikolaj er fyldt 25, og selv om nogle af elementerne indimellem har været på plads, er andre aldrig kommet det. Det mest stabile har hele vejen været hunden, et gadekryds ved navn Balder, som dog altid har haft adresse hos hans mor.
Ellers: Der har været bil, men ikke kørekort, og kørekort, men uden ret til at køre bil. Der har været arbejde, men aldrig fast, altid i en eller anden kommunal støtteordnings regi med sidste udløbsdato. Der har været uddannelse, men aldrig den rigtige. Der har været børneplaner, men de var kærestens og de vordende bedstemødres. Men mest har der været undskyldninger, alt for mange og alt for gode, for at lade situationer forblive uforandrede og skylden være andres. Indtil nu.
Da Nikolaj derfor for første gang i et år glemmer vores aftale og brænder mig af foran tømrerskolen i det nordvestlige København, virker det nærmest trygt på en trist måde. En gammel blanding af ærgrelse og uro emmer ud af det, jeg indtaler på hans telefonsvarer. Han ringer straks tilbage. Det er kun mig, ikke skolegangen, han har glemt. For en time siden var der bud fra hans mor, mens han stod og arbejdede i skoleværkstedet. Nikolajs yngre bror på 21 var blevet anholdt i nat, noget med at køre for hurtigt i en bil med en kammerat. Hun er taget på stationen, Nikolaj er taget hjem til hende for at se efter sine små søskende på 12 og 7.
»Det er dem, jeg skal passe på, ikke min bror,« siger han roligt, da jeg ikke kan lade være med at spørge, hvornår han holder op med at rage de andres tossede kastanjer ud af familiens ild.
Det nye: Han er kommet i gammeldags mesterlære hos en traditionsrig tømrermester, som han selv har fundet; der er skrevet kontrakt, han får løn, og han siger vi, når han taler om firmaet. Han ved en del om at stemme hængsler i, fremstille døre fra bunden, renovere tagkonstruktioner i fredede bygninger og om lærlingens lod, som er at gøre, hvad der bliver sagt, selv om den, der siger det, er yngre end én selv.
Man glædes forsigtigt, men holder vejret. De seneste to et halvt år har Nikolaj bevæget sig mellem ekstremer på en måde, der kan være svær at forstå, og for at afkode ruten, må vi dele historien op i to. Første del følger her.
Et langt anklageskrift
I sommeren 2016 faldt to livsomvæltende begivenheder sammen med få ugers mellemrum. En morgen i juli bankede politiet Nikolaj og kæresten op, ransagede lejligheden og tog Nikolaj med, da de kørte. En aften få uger senere fik han en søn, og på en ledsaget udgang fra fængslet holdt han drengen for første gang. På det fotografi, der blev taget, ligner han selv en dreng og smiler hele vejen op over ørerne.
En del kan ikke skrives her. Noget med organiserede tyverier af designermøbler, som førte til de siden medieomtalte anholdelser i begyndelsen af juli og derpå fem måneders varetægtsfængsling. Noget med at være rastløs og kede sig, noget med gamle venskaber, familiesammenhold og musketéreder, noget med struktur og fællesskab, om natten af sted på opgave, om dagen grille i solen med medkombattanterne og familien. Politiet havde haft en specialstyrke på sagen, der var aflyttet telefoner, der var agenter med kodenavne i felten, som fulgte gerningsbiler og observerede omlakerede Arne Jacobsen-myrestole blive båret fra bagagerum til kældre og omvendt, og som observerede ægtepar i pyjamas stå i vejkanter i sommerhusområder med telefoner ved ørerne for at anmelde mystisk adfærd. I juli rykkede ordensmagten så ud og anholdt fem unge mænd i en koordineret manøvre.
Ved det endelige retsmøde i slutningen af november 2016 er tilskuerrækkerne i retten i Lyngby besat af et hold søvnige erhvervspraktikanter, diverse vidner og kontaktpersoner og en lille trio bestående af Nikolajs kæreste, hans misbrugskonsulent og mig. I venteværelset passer bedstemødrene den lille.
Hvem der har gjort hvad, fortoner sig. Flere af de tiltalte har nægtet sig skyldige og afvist at udtale sig i sagen, eller rettere sagerne: Anklageskriftet er et opsamlingsheat med 27 punkter, hvor hver enkelt tiltalt står nævnt for alt fra individuel besiddelse af peberspray til gruppedeltagelse i indbrud og hæleri. De tiltalte selv sidder tavst bag deres forsvarere, fem karsede unge mænd med brogede baggrunde og familier, der ikke altid elskede eller evnede at tage vare på dem, så de har heller ikke altid elsket eller evnet at tage vare på sig selv, endsige på andre. En af de fem er Nikolajs lillebror. En anden er Nikolajs første barndomsven i Ballerup.
Dommeren er i sort kappe, høj med et knæk i nakken som en menneskelig fiskehejre; han bakser med de elektriske persienner, da solen brager pludseligt ind på de sagesløse domsmænd. Forsvarerne læser Kriminalforsorgens personundersøgelser op, Nikolajs beretter blandt andet, at »tiltalte har været kæreste med sin samlever siden 2008, at han gik ud af 6. klasse på Frederiksberg og ikke har gået i skole siden, at han i sin fritid er sammen med sin bror, sine venner, sin kæreste, spiller playstation og kører en tur, at han er sund og rask og har et fint humør, og at han har et moderat forbrug af alkohol og et mangeårigt misbrug af hash, som nu er sat ned.«
Kriminalforsorgens konklusion: »Tiltalte skal have en helt eller delvist betinget dom, forsvareren anbefaler betinget. Vilkår: Behandling mod misbrug. Finder retten, at han skal have en betinget dom uden samfundstjeneste, skal det være under et års tilsyn fra Kriminalforsorgen.«
Begrundelse: »Kriminalforsorgen lægger vægt på, at Nikolaj på trods af en vanskelig opvækst har vist ansvar for at tage vare på sig selv. Han er motiveret for samarbejde. Det peger på særvilkår i forbindelse med misbrugsafvænning og hans planer for fremtiden. Han vil,« fortsætter forsvareren og anslår i kortform det gode liv, som Nikolaj gennem årene tilbagevendende har talt om, »forsørge sin kæreste og sit barn og vil arbejde, hvilket blev forhindret af sagen her«.
Det er rigtigt, hvisker kæresten, han skulle være begyndt på noget gartnerarbejde samme dag, som politiet brasede ind i vores hjem og anholdt ham.
Anklageren hoster og taber et glas vand i sin computer, men er ikke i tvivl om strafferammen. Der opremses generalieblade tilbage til midt i 00erne, der tales om konfiskerede totenschlägere, macheter og butterflyknive, der henvises til en nylig lovstramning af strafferammen for hjemmerøveri og indbrud, fordi det anses for en alvorlig krænkelse af folks tryghed at trænge ind i deres hjem, der henvises til parallelle domme og læses op fra Tidsskrift for Kriminalret. Da anklageren når til Nikolaj og påstår en straf på tre et halvt års ubetinget fængsel, hiver kæresten efter vejret og begynder at græde uden lyd. Domsafsigelsen udskydes til torsdag.
Tiden i fængslet
Fredag morgen ser alt anderledes ud. I en sms skriver kæresten, at retten lyttede til forsvareren: »Det gik helt fantastisk. Nikolaj er kommet hjem og skal ikke ind igen.«
De henter mig på Ballerup Station midt i december, drengen sover i en høj, ny barnevogn med overtræk af noget, der ligner karamelfarvet hessian, de har været i BR og en børnetøjsbutik, der er indkøbt hagesmække, sokker og en legedims i stof med lyd og små ben. I Netto anskaffes to liter Faxe Kondi samt en æske kiks med karamel og chokoladeovertræk, en pakke rugbrød og en eller anden pålægssalat. Hej basse, siger Nikolaj ned i barnevognen, da han ser, at drengen ligger med åbne øjne.
Den helt nye, kommunalt tildelte lejlighed er holdt i sort og hvidt og får lys ind fra altanen, hvor forældrene går ud for at ryge en cigaret, mens jeg holder øje med drengen. Fjernsynet kører en tegnefilmskanal, som han betragter opmærksomt, mens han bliver rød i hovedet af at presse. Kæresten går afsides med ham, og Nikolaj sætter et bryg kaffe over til mig. Han skifter ikke ble, han putter ikke i bad, det er det samme, som sidst vi talte om ham og småbørn. Siden han som lille dreng blev misbrugt i længere tid af en ældre mand i en kolonihave, har han haft det svært med nøgenhed. Gennem årene har han lagt fortiden bag sig mange gange, men aldrig sluppet den, og efterhånden har han følt sig mere og mere inficeret af det, der skete. Sad han på en fortovscafé ved siden af en barnevogn, var han sikker på, at folk ville tænke: Der sidder en pædofil. I foråret begyndte han i behandling hos en ’terapeut-shit’, og hun forklarede ham, at alt, hvad han følte, var ganske normalt for folk, der har været udsat for seksuelt misbrug. At han stadig går hos hende, er nok den mest revolutionerende beslutning, han har taget i nyere tid.
»Nikolaj er en god far, han tænker meget i, hvordan det skal gå vores søn i skolen, og hvad for noget tøj, han skal have på den første dag,« siger kæresten. Det er en anderledes Nikolaj, synes hun, mere taknemmelig. Hun håber, at han bliver, og at de kan få et almindeligt liv, selv om hun ved, at han vil finde det kedeligt.
Det lyder som det almindelige liv, du har efterlyst i alle vores samtaler, Nikolaj?
Nikolaj: »Jeg vil gerne kunne slappe af i det almindelige liv. Men jeg føler mig ikke tilpas, fordi jeg savner spænding.«
Og så er det, du dummer dig.
Nikolaj siger ingenting. Han har røget hash dagligt, siden han kom ud af fængslet, Kriminalforsorgen har ikke kontaktet ham endnu, skønt han er ude på ’narkovilkår’ (betinget dom, der fordrer misbrugsbehandling og ingen stoffer i dommens løbetid), og hans advokat har sagt, at han bare skal vente, til han bliver ringet op. Han siger, at han er glad for den personundersøgelse, han fik lavet, hvor alle de gode ting, man har, kommer frem, men narkovilkår er åndssvagt, siger han mørkt: »De kan ikke bare komme her fra den ene dag til den anden og tage urinprøver.«
Men du kunne jo droppe hashen af hensyn til dig selv og din søn.
Han svarer ikke. Siger, at han bare ikke skal i fængsel igen, og at det jo heller ikke er sundt at drikke.
Hvordan klarede du dig i fængslet?
»Som jeg sagde for snart mange artikler siden, kan jeg tilpasse mig alle miljøer. De rige i Nordsjælland, hvor jeg har arbejdet, Torben og Bente på Frederiksberg, hvor jeg har boet, og hvor man taler ordentligt og opfører sig ordentligt. Jeg er nok en af dem, hvor folk tænker, han er flink. Det er noget med at gøre tjenester. Jeg smuglede breve op til min sidemand, så har man noget at bytte med, og jeg havde tjenester til gode, da jeg kom ud. Det handler om at kunne aflæse koderne. Jeg registrerer allerede første dag, hvordan reglerne er, hvem der er stærkest, og hvem der bestemmer.«
Og sådan gik tiden?
»Nej. Jeg begyndte at gå i skole. Om mandagen var der keramik, der lærte jeg at spille guitar, du ved den der fra Godfather, den lærte jeg at spille på én dag, jeg har aldrig vidst, at jeg var så lærenem. Mandag efter frokost var der samfundsfag, tirsdag matematik, onsdag dansk, torsdag matematik, fredag dansk og matematik.«
I mange år har du sagt, at du ikke kunne gå i skole. Hvad skete der?
»I fængslet vil du gøre hvad som helst, bare du kommer ud af din celle. Jeg var i gang med trin fire, da jeg kom ud. De sagde, at når man har færdiggjort trin fire, er det næste 9. klasses afgangseksamen. Jeg har spurgt, om jeg kan tage den eksamen nu, men de skal først have mine papirer fra fængslet. Om en uge skal vi på jobcenteret, så må vi se. Men jeg skal ikke på sådan en blød skole, hvor jeg spilder min tid. I fængslet koncentrerede de timerne, to-tre timer uden pauser var effektivt.«
Så du skulle bare have med pisken?
Han svarer ikke og hæver det ene øjenbryn i en Nikolaj classic.
Kærlighed og hævn
På den nymalede, hvide væg har kæresten klæbet en sort stencil op: Family is everything. Sentensen skal vel våge over den lille familie, men er også Nikolajs kors.
Hans mor har netop mistet sin mand gennem mange år, far til Nikolajs to mindste søskende. Han døde af en overdosis efter at have været i fængsel. Det var hans metadon, som Nikolaj og lillebroderen blev sendt på Ballerup Station for at sælge, da de var 7 og 11 år.
»Min mor var 16, da hun fik mig, hun har mere haft mig som kammerat,« siger han, »hun har nok ikke tænkt på mig som et barn, hun havde ansvaret for.«
Tænker du på den bagage, nu hvor du selv har fået barn?
»Jeg føler, at min mor siger, bare vent og se, det går galt. Jeg vil gerne vise hende, at sådan behøver det ikke at gå.«
Han ser på sin søn. Han er sød, siger han lavt, næsten undrende:
»Min kæreste ønskede barnet, ikke mig, men skulle vi blive sammen, skulle jeg give hende noget. Et barn følger moderen, sagde jeg, jeg kan gå min vej. Men nu er det mere end dét. Nogle gange glæder jeg mig, til han vågner! Det er lige før, jeg har lyst til at vække ham for at komme i kontakt.«
Og sådan skilles vi på tærsklen til 2017, jeg med krydsede fingre, og Nikolaj med yderstemningernes vekslen i sit blik, desillusionen, anspændelsen, rastløsheden – og som noget nyt den sære ømhed for det spæde menneske, han er blevet betroet.
I april 2017 er det hele vendt på hovedet. Nikolaj er gået fra kæresten, han sover ikke om natten, og hans mentor fra kommunen mener, at han har fået PTSD efter sit fængselsophold. Noget med voldsomme overfald de andre indsatte imellem, én lå med smadret hoved og blottet strube og døde i ambulancen, og Nikolaj kunne intet gøre, heller ikke fjerne sig fra det. Desuden har det trukket alt muligt gammelt med op til overfladen, og det gør det ikke meget bedre, at nogen har overfaldet hans lillebror og stukket ham så dybt i låret, at han måske mister evnen til at gå normalt.
Nikolaj vil have hævn. Hvordan skal det gå? Anden del følger i næste uge.
Nikolajs to liv
Blandt det danske velfærdssamfunds store udfordringer er unge uden uddannelse og arbejde; i dag hver syvende mellem 15 og 29. Nikolaj, født i 1993, har længe været en af dem. Han er vokset op hos sin ufaglærte mor i Ballerup og sine læreruddannede plejeforældre Bente og Torben på Frederiksberg. Han blev tidligt stofmisbruger og kriminel, røg i fængsel og bagefter på kontanthjælp. Det vil han lave om på. Men kan han? Weekendavisen har fulgt ham siden marts 2012. Dette er første del af artikel nummer 14.
Læs også kapitel 14 – anden del – fra Weekendavisen 3. maj 2019: »Jeg har fået for meget at miste«
Læs også kapitel 13 fra Weekendavisen 21. april 2016 her: »En barnevogn på Frederiksberg«
