Gunnar Olesen, cand.scient.pol. og international rådgiver
Fra Arilds tid havde straffeloven en blasfemiparagraf: »Den, der offentligt driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes ...«
Den kunne regeringen have brugt til at rejse sag mod Jyllands-Posten i 2005 for dens profetkarikaturer, hvilket Anders Fogh Rasmussen kunne have anvendt som argument på sit møde med de muslimske landes ambassadører – uanset hvad domstolene måtte nå frem til. Men det blev den altså ikke.
I stedet blev den på Enhedslistens initiativ afskaffet i 2017 af alle partier undtagen Socialdemokratiet. Selv om terroreksperter havde advaret mod konsekvenserne. Man mente, at paragraffen kunne krænke ytringsfriheden ved at indskrænke religionskritik.
Siden 1939 har der været en racismeparagraf, gradvist ændret til: »Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes ...« Paradoksalt nok er denne paragraf ikke mindst blevet brugt til at straffe religionskritik, herunder af islam.
Men så dukkede der med Rasmus Paludan en jurist og politiker op, der kender kunsten at gå til grænsen, men ikke over. Hvor andre havde udtrykt sig skriftligt med generelle udsagn, bruger han ytringsfriheden til provokerende, men lovlige, symbolske handlinger.
Lovliggørelse af blasfemi og udvidet anvendelse af racismeparagraffen afspejler et forsøg på at følge med tiden, det vil sige med en kulturliberal tendens, som fra Murens fald og frem til Trump og Brexit havde stor politisk og mediemæssig magt i Vesten. Den prioriterer frie rettigheder på alle planer for penge og individer, inklusive valg af opholdsland, tro, ytring, køn og seksuel orientering, og går ind for globalisering og multikultur. Uddannelse og ny teknologi er dens »tro«, mens den ser religion som noget privat, der er på vej væk. I sit overmod kom den til at overse sin sameksistens med en modsatrettet tendens til, at aktiv religionsudøvelse igen er på vej frem. Ikke mindst inden for islam, som gennem migration er kommet til at omfatte en betydelig minoritetsbefolkning i Vesten.
Et positivt syn på minoriteter og multikultur var – hvad karikaturkrisen demonstrerede for Danmark og verden i 2006 – ikke nok til at forhindre et logisk nødvendigt sammenstød mellem de to tendenser. Krisen kom til at koste Danmarks renommé dyrt og kunne have været undgået, hvis man havde brugt blasfemiparagraffen frem for en absolut prioritering af ytringsfriheden. I stedet blev den afskaffet, mens minoritetshensyn skal tilgodeses gennem paragraffen om racisme.
Paludan har givet dette system et realitetstjek, som det ikke har bestået. Man står nu med det noget absurde forhold, at åbenlyst provokerende handlinger skal beskyttes af politiet. I Danmark, som i forvejen har et flosset ry i den muslimske verden og ofte betegnes som racistisk i international presse, er det altså ikke smart at brænde koraner af. Man ved udmærket godt, at det provokerer en del af de danske muslimer og sætter Danmarks møjsommeligt genopbyggede forhold til den muslimske verden i fare med dertilhørende skade for eksporten og risiko for ny terrorisme.
Muslimske reaktioner har krævet genindførelse af blasfemiparagraffen eller noget, der ligner, og de fleste politikere har gentaget, at det kan man ikke, da det krænker ytringsfriheden. Samtidig med at de, for at undgå mere bøvl, lettere indpakket opfordrer politiet til at forbyde Paludans demonstrationer af hensyn til den offentlige orden. Hvis man brænder tilstrækkelig mange biler af i gaderne, gør det alligevel ikke noget med ytringsfriheden! Nettoresultatet af Paludans virksomhed har været at demonstrere, at islam faktisk har magten i visse danske områder.
Det er noget rod, at en delikat politisk balancegang således overlades til politiet, og krænkende for sund fornuft, at dets ressourcer skal anvendes på den måde. Kulturliberal jura og politik er kommet til kort over for realiteterne i en folkeblandet verden, og de kulturliberale er fanget af deres ignorering af, at religion har en anden karakter end enhver anden ytring. Fra grundlovsgivernes side var ytringsfrihed ment som et værn mod despotiske magthavere. Drevet ud i sin yderste konsekvens bliver den til et værn for provokationer, som der i de sociale mediers tid altid vil være nok af. Det kunne man løse, nemt og bekvemt, ved at genindføre blasfemiparagraffen og anvende den.
Terroreksperter og socialdemokrater havde ret, da de henholdsvis advarede og stemte imod dens afskaffelse.
Dette er en et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Du kan indsende forslag til en et debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk
