At være enlig mor, for tyk, elske og hade familien, føle skam over sin seksualitet, være psykisk sårbar, klima­bekymret, imod overforbrug og udnyttelse af de fattige i tredjeverdenslande.

Lyder det som temaerne i en stribe læserbreve i Politiken? Nej, her taler jeg om genkommende temaer i den helt nye og yngste samtidskunst, som man møder den på den nys åbnede udstilling med Det Kgl. Danske Kunstakademis billedkunstneriske dimittender. Lyder det samtidig som temaer, vi kender fra kunsten i 1970erne, hvor sloganet lød, at »det private er politisk«? Både ja og nej.