Der var engang, for kun et par hundrede år siden, hvor de færreste kunne læse. Der var heller ikke noget tv eller internet. Så hvad fordrev folk egentlig tiden med efter en lang dags slid i marken? De fortalte hinanden historier. Drabelige eventyr om smukke piger, modige drenge og onde kræfter i mørke skove.

Fortællingerne spredte sig fra mund til øre og muterede undervejs, lidt som i en hviskeleg. Hver historiefortæller havde sin egen version. Sådan er det også i Grimm – grumme eventyr genfortalt for gamle og unge. Forfatterne Benni Bødker og Kenneth Bøgh Andersen skiftes til at fortælle, og de gør det på hver sin måde.