Påskeliljer, påskeæg, påskebryg, påskekyllinger og de invasive påskeharer, der først kom hertil sydfra i første halvdel af 1900-tallet – det er alt sammen noget, der hører med til en god dansk påske. Men påskelatter! Hvem har nogensinde hørt om påskelatter, og hvor hører den hjemme?
Det viser sig, at selvom ordet nok er nyt for de fleste, så har påskelatteren rødder i en gammel kirkelig tradition, hvor den ovenikøbet har den fine latinske betegnelse risus paschalis. Selve ordet påskelatter optræder første gang på skrift i en bog fra 1518, skrevet af en højlærd og alvorlig præst, Johannes Oecolampadius, og formet som et brev til hans ven og foresatte Wolfgang Capito, der også har skrevet forordet. Af bogen fremgår det, at det nogle steder i Sydtyskland var blevet skik, at præsten påskedag helst skulle have folk til at le, og at han derfor inddrog anekdoter eller vittigheder i sin prædiken. Hverken Oecolampadius eller Capito var tilhængere af den slags spøgefulde indslag, og det blev ikke bedre af, at der tilsyneladende skulle ret skrappe midler til for at få folk til at more sig. Nogle af historierne var grovkornede og yderligere ledsaget af prædikantens illustrerende fagter, hvorved han for menighedens øjne fremmanede, »hvad ægtefolk plejer at muntre sig med i sovekammeret, når de er alene og uden vidner«, som Capito skriver i sit forord. Og selv om man tager højde for, at kritikken kan være fortegnet, så er det forståeligt, hvis ikke bare teologer, men også folk i menigheden tog afstand fra sådanne præstelige udfoldelser på en højhellig påskedag.
På den anden side har morskaben nok i de fleste tilfælde været mere uskyldig, og påske er jo en glædelig begivenhed. Efter den lange fastetid kaldte påskeevangeliet om Jesu opstandelse på glæde og befrielse, foråret var ved at slå igennem, og i den gammeltestamentlige salme, der hører til påskedag, opfordres menigheden til om ikke at le, så dog til at juble: »Denne dag har Herren skabt, lad os juble og glæde os på den.« Det er svært at juble lydløst, og det kan være derfor, Grundtvig i sin gendigtning af salmen er mere behersket og nøjes med at opfordre til en stille fryd: »Denne er dagen, som Herren har gjort,/ den skal hans tjenere fryde.« På Grundtvigs tid lo man ikke i en kirke, men sad roligt på sin kirkebænk og frydede sig i sit stille sind.
Påskelatteren har i århundreder ført en ubemærket tilværelse i Danmark, men den mangel har lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Benny Grey Schuster nu taget sig for at gøre noget ved, så han har undersøgt og beskrevet fænomenet påskelatter helt fra den første begyndelse og indtil i dag, hvor det ser ud til, at det er på vej tilbage også i den kirkelige verden. Resultatet er et meget smukt og meget lærd værk, Om påskelatteren, der har det tilfælles med en del andre bøger om humor og latterteologi (det er der virkelig noget, der hedder), at den er et alvorligt stykke forskningsarbejde, så der er ikke umiddelbart noget at grine af. Men i kraft af forfatterens humoristiske sans dog noget at more sig over.
Schusters udgangspunkt er Oecolampadius’ bog fra 1518. Oecolampadius var på det tidspunkt præst i Weinsberg i Tyskland, og baggrunden for bogen var, at Capito havde skrevet til ham og fortalt, at nogle af præstekollegerne havde beklaget sig over hans prædikener. Kritikken havde to sider, idet de pågældende på den ene side syntes, at prædikenerne manglede alvor, men på den anden side fandt de dem alt for alvorlige og rent ud sagt kedelige. Den første indvending viste sig ifølge Capito at gå på, at Oecolampadius hverken med trusler eller vilde fagter udmalede evangeliets alvor og derved skræmte kvindfolkene (der i forvejen på grund af deres natur og hang til overtro var lette at skræmme), mens den anden anklage gik ud på, at han hårdnakket afholdt sig fra, hvad Capito kaldte »småhistorier, køkkenpjank og lån fra kvindelig løssluppenhed«.
Det kunne Oecolampadius naturligvis ikke have siddende på sig, så han greb til pennen. Den første anklage om, at han tog for let på truslerne om straf og fortabelse, gjorde han ikke meget ud af, men til gengæld gav anklagen for at være for kedelig ham en god anledning til at hænge de prædikanter ud, der forsøgte at more folk ved på selve den højhellige påskedag at diske op med lystige fabler. Det var efter hans mening blevet en ulidelig skik, at præster plaprede løs med »en så latterlig omgang vås, at jeg skammer mig over at svine mine skrifter til med sådanne vitser, for ikke at krænke fromme ører«. Oecolampadius havde ikke noget imod, at præsterne inden for deres egne vægge og i passende selskab morede sig med uskyldige fortællinger, men det havde efter hans mening ingen berettigelse, at en præst fra prædikestolen ikke alene opvartede med »milesisk sniksnak, teaterhistorier og det evindelige kællingevrøvl«, men også »med hele kroppen efterligner skuespillernes bevægelser og lægger sig efter deres beskidte ordbrug og uklædelige mangel på skamfølelse, glemmer alt om, at han er præst, og vier størstedelen af sin tid til dette ene formål at skildre enhver vederstyggelighed, ja faktisk ikke foretager sig andet end at spille klovn«.
Ifølge Oecolampadius hører morskab ikke hjemme i kirken, og slet ikke i påsken, hvor den tåbelige glæde og lystighed for en kristen er ret og slet vanvid, og hvor prædikanten ikke bør spilde tiden med, hvad han konsekvent betegner som »sniksnak«. Og han citerer med tilslutning en kær kollega, der stillede det retoriske spørgsmål, om »påsketiden er ved at gå til i fordærv, siden visse latterlige prædikanter i deres vilde overstadighed ligefrem opfordrer til latter og lystighed?«
Oecolampadius var ikke en helt almindelig lyseslukker. Hans bog er skrevet lige før Reformationen, så han var stadig katolsk præst, men han var også humanist og kendte Erasmus af Rotterdam, der med sine satiriske skrifter havde gjort groft grin med kirkens misbrug og svage sider. Selv sluttede han sig få år efter til den schweiziske reformator Ulrich Zwingli og slog sig ned i Basel, hvor han boede indtil sin død i 1531. I Basel tog man kristendommen alvorligt, og Oecolampadius blev foruden en værdsat teolog også kendt som en streng prædikant, der gik ind for kirketugt og alvor i kirkerummet.
Oecolampadius stod heller ikke alene med sine synspunkter. Reformatorerne – Luther inklusive – var kritiske over for de vildtvoksende kirkelige tiltag, der havde bredt sig i den sidste del af Middelalderen. Luther selv skriver ikke direkte om påskelatteren, men i en bog om påsken tager hans gode ven Johannes Bugenhagen udtrykkelig afstand fra de prædikanter, der »kun går efter, hvordan de kan gøre folk glade ved påskefesten og foranlediger risus paschalis, det er en påskelatter, med deres fabler«. Også fra katolsk side strammede man op på formerne og havde allerede før Oecolampadius’ bog forsøgt at begrænse præsternes brug af »opdigtede mirakler, nye og falske forudsigelser, og andre letfærdigheder som knapt kan skelnes fra kællingesnak« – kvinderne står for skud i begge lejre, når det gælder om at udmale omfanget af den ukristelige lystighed i kirkerne.
Umiddelbart skulle man ikke tro, at en så forholdsvis uskyldig livsudfoldelse som latter kunne fremkalde de store teologiske uoverensstemmelser, men det er helt forkert: Latter er en alvorlig sag, og dens tilstedeværelse i kirken har altid været omgivet af ambivalente følelser. På den ene side rokker den ved værdigheden, på den anden side er den et godt pædagogisk redskab, som kirken har vidst at benytte sig af langt tilbage i tiden – vel at mærke uden for kirkerummet, men dog i forbindelse med de kirkelige højtider, hovedsagelig ved jul og fastelavn. Middelalderens folkelige skuespil og pantomimer havde religiøst indhold, og de var ofte – som det fremgår af Oecolampadius’ beskrivelse – grove i deres virkemidler, når det gjaldt om at udstille Djævelen og hans dæmoner i al deres ynkelige og latterlige dumhed. Sådanne spil og optrin var populære, men de foregik aldrig i selve kirken, men på kirkepladsen eller på markedspladser, ligesom det var skuespillere og gøglere, der optrådte, og ikke præster. Som Oecolampadius skriver, så er det ikke foreneligt med præstens værdighed at glemme, at »det, der er tilladt for skrighalse på torvet og de berygtede pantomimespiller, er ikke tilladt for ham«.
Teologernes betænkelighed ved latteren kan spores helt tilbage til den tidlige Middelalder, hvor det indgik i klosterreglerne, at munke og nonner burde holde sig fra at le og i stedet øve sig i alvor og tavshed. Alligevel går der måske en tråd fra morskaben på torvet til latteren i kirken, for da byerne efterhånden begyndte at vokse, fik blandt andre Frans af Assisi øjnene op for, at kirken måtte gøre noget for at udbrede evangeliet og få almindelige mennesker i tale. Derfor begyndte han og hans små brødre at drage rundt i de italienske byer og prædike på modersmålet, og – som enhver taler ved – så er en god historie ikke at foragte, hvis man vil have folks velvillige opmærksomhed. Både dominikanerne og franciskanerne var gode prædikanter, men de prædikede ikke i kirkerne, men på byens pladser, hvor de konkurrerede med råbende sælgere, raslende trækvogne, gøende hunde og kaglende høns, så hvis de skulle have en chance for at blive hørt, måtte de inddrage anskuelige eksempler og gode historier til at vække og fastholde folks opmærksomhed. Allerbedst var det, hvis man kunne få folk til at le, så prædikenstilen ændrede sig i en mere folkelig retning, og de retoriske greb flyttede åbenbart på et vist tidspunkt ind i kirken.
Ikke alle brød sig om den nye udvikling, og man kan følge latterens indtog i gudstjenesten gennem kritikken af den. Dante Alighieri (1265-1321) skriver således i en sidebemærkning i Den guddommelige komedie, at Kristus aldrig havde befalet sine apostle, at de skulle gå ud og prædike tom snak for folk, og Dante harcelerer derfor over, at prædikener nu består »af vitser og fjolleri, og bare der bliver grinet, kroer munken sig, så han er ved at revne«. Dantes samtidige, humanisten og forfatteren Giovanni Boccaccio (1313-1375) kommenterer også morsomhederne, men han bruger dem til at retfærdiggøre sin egen brug af »løjer og abekattestreger«, for når munken kan bruge den slags i sine vækkelsesprædikener, kan en forfatter vel også gøre det. For Boccaccio er det et godt middel til at fordrive sine læserinders melankoli, og hvis læsningen skulle vække overdreven latter, kan læserinderne bagefter søge helbredelse herfor i mere alvorlige skrifter såsom den hellige Maria Magdalenes bodsøvelser.
Så det var ikke kun Oecolampadius, der fandt det uværdigt og skadeligt for evangeliets forkyndelse, at præsterne optrådte som entertainere og i ord og i fagter bestræbte sig på at vække ikke bare et stille smil, men højrøstede og larmende latterbrøl. En saglig indvending gik på, at de gode historier skyggede for evangeliet, så folk bagefter kun kunne huske vittighederne, men ikke forkyndelsen. Men det virkelig problematiske var nok, at man aldrig rigtig ved, hvordan man skal tackle latteren. En stille, forsonende latter kan være både god og gavnlig, det samme gælder en lidt stilfærdig klukken, men hvordan med det højrøstede latterbrøl? For slet ikke at tale om det hånlige grin? Eller den hoverende latter? Der er noget ukontrolleret ved latter, hvor man bare giver sig hen, men på den anden side er der også noget ukontrollabelt ved latter, og hvis man er øm over sin værdighed, så er det ubehageligt ikke at kunne finde ud af, om folk ler med en eller ad en.
Så der kan siges både for og imod – kirken har mest gjort det sidste, og modstanden mod lystigheden fik en særlig tyngde, hvis man kunne kæde den sammen med Bibelens vidnesbyrd. For hvor står det skrevet, at Jesus lo? Eller hans disciple? For slet ikke at tale om Gud selv? Faktisk kan man flere steder i Det Gamle Testamente læse om Guds latter, men den er fremkaldt af menneskers dårskab, så det er ikke en munter eller forsonende latter, men en tordnende hånlatter, der skal vække rædsel hos dem, der sætter sig op mod hans planer. Og i Det Nye Testamente fortæller evangelisterne om Jesu gråd, men ikke om hans latter. Det kan der være flere grunde til. Den mest nærliggende må være, at det har været en så naturlig ting for dem, at de har fundet det unødvendigt at nævne det. Eftersom Jesus var menneske, så har han ligesom alle andre mennesker ikke bare grædt, men også moret sig. Ikke desto mindre fik evangelisternes tavshed med hensyn til Jesu latter allerede kirkefaderen Johannes Chrysostomos (ca. 350-407) til at afvise tanken om, at frelseren skulle have leet, ligesom hans samtidige, biskoppen Basilios den Store, i sin klosterregel anbefaler munkene at vænne sig af med at le.
Men igen: Kunne påsken ikke netop være en undtagelse? Kunne der her ikke være tale om en hjertelig eller forsonende latter ved forkyndelsen af Jesu opstandelse fra dødsriget? Et spontant glædesudbrud over, at døden så alligevel ikke fik det sidste ord?
Det var ikke så enkelt. Det særlige ved påskelatteren var naturligvis, at den foregik under påskegudstjenesten i selve kirken, men problemet var, at den ikke kun var accepteret, men endog tilstræbt. Det kan man slutte deraf, at der trods modstanden mod latteren til stadighed udkom bøger med samlinger af småhistorier, som præsterne kunne bruge for at fremkalde den. Ikke desto mindre var fænomenet omstridt, og i 1700-tallet forstummede såvel påskelatteren som al anden latter i kirken. Oplysningstidens toneangivende mænd dyrkede fornuften, og det gjorde dem til alvorsmænd.
Men påskelatteren var ikke besejret, og når den efterhånden er vendt tilbage, har det ifølge Schuster at gøre med en nytolkning af begrebet humor, der efterhånden er blevet det moderne menneskes mest eftertragtede egenskab og omgives af en næsten religiøs aura. Så selvom påskelatteren ikke er udtryk for almindelig humoristisk sans, så vil ingen beskyldes for mangel på humor – heller ikke præster. Og så har latteren en særlig egenskab, der måske giver den en vis hjemret i gudstjenestesammenhæng.
Det særlige ved latter er, at den kommer uventet og overrumplende, så den leende mister kontrollen og giver sig hen, og netop derved ligner latteren den religiøse erfaring. Latteren omfatter både sjæl og krop og befinder sig, som en af latterforskerne skriver, i spillerummet mellem det enkelte menneske og samfundet, det rationelle og det irrationelle. Ved at være et pludseligt og spontant udbrud ligner latteren også dansen, som fra gammel tid har været forbundet med magiske kræfter. Dans indgik i religiøse ritualer, hvor man gav sig hen i øjeblikkets ekstase for så at sige at genopstå med nye kræfter og i en ny virkelighed. Det får samme forsker til at konkludere, at påskelatteren ligefrem kan opfattes som en form for Kristi efterfølgelse, hvor menigheden med- og gennemlever hans død og opstandelse for sammen med ham at opstå til nyt liv.
Hvordan så med den forestående påske? Skal vi forvente, at latteren blander sig med salmesang og orgeltoner i menighedens påskefejning – eller hvad? Jeg tror, det er i bogen Orm og Tyr, forfatteren Martin A. Hansen efter en opførelse af et teaterstykke i en af de gamle middelalderkirker efterlyser mere drama i gudstjenesten. Nu er chancen her. Hele påskeugen med Jesu lidelseshistorie og hans opstandelse er ét stort dramatisk forløb, og drama kalder på såvel latter som gråd.
Det springende punkt er nok, hvilken latter man tænker på? Emnet er også til debat i nutiden, hvor der er mange diskussioner om, hvad der er passende i en kirke. Skal vi forvente små morsomme historier? Et hurtigt opslag på nettet under »påskelatter« bragte blandt andet historien om hønen, der havde fået feber, og derfor kun lagde hårdkogte æg – nej vel? Det er faktisk ikke morsomt, men giver til gengæld forståelse for Oecolampadius’ advarsel om, at man skal passe på de historier, der »undergraver et mere alvorligt emnes vægtighed«. Man kan også sige det på den måde, at der er intet sted, hvor kitsch afsløres så effektivt som i et kirkerum. Så man må som kirkegænger håbe og bede til, at præsterne udviser kvalitetssans, hvis de vælger at indlægge historier eller litterære eksempler i påskeprædikenen.
Måske skal man være digter for at gøre det? H.C. Andersens eventyr Nattergalen er et påskedrama. Det handler om liv og død og om kejseren, der livet igennem vælger det uægte for det ægte, det falske for det sande, det kunstige for det levende, men nu ligger han for døden. Hans tjenere har forladt ham, og døden sidder på hans bryst og ser på ham med sine store, tomme øjenhuler. Den har taget hans guldsabel, hans fane og hans krone, der er ganske stille i rummet, men rundt om i folderne af de store sengegardiner hvisker kejserens onde og gode gerninger: »Husker du det? Husker du det?« Da kommer den levende nattergal tilbage, og den synger for kejseren, den synger for døden, den synger døden fra kejserens bryst, og han falder i en dyb og velgørende søvn. Da han vågner, beder han den om at blive altid, men nattergalen vil tilbage til sine skove. Men den lover at komme igen.
Næste morgen stod kejseren op og iførte sig hele sin kejserlige dragt. Og »tjenerne kom ind for at se til deres døde kejser; – – jo, der stod de, og kejseren sagde: ’God morgen!’ – »
Lo de så! Næppe. Men det gjorde kejseren, og han kunne lige så godt have sagt: Glædelig påske!
Benny Grey Schuster: Om påskelatteren. Forlaget Vandkunsten.
