Efter syv ugers massive folkelige protester og et sidste lille skub fra den magtfulde hærchef Ahmed Gaid Salah gik Algeriets aldrende præsident, Abdelaziz Bouteflika, endelig af. Den magtklike, der har ledet Algeriet fra skyggerne i årtier, håber nu, at de kan bevare deres magt og privilegier, mens de på skrømt styrer Algeriet gennem nyvalg og reformer.

Formelt følger regimet forfatningens artikel 102. Ifølge den skal der holdes valg inden 90 dage, når en siddende præsident har trukket sig. Lederen af Algeriets overhus, den 77-årige Abdelkader Bensalah, er udnævnt til midlertidigt statsoverhoved, valgprocessen overses af forfatningsrådet med Tayeb Belaiz i spidsen, mens en overgangsregering er nedsat, ledet af den tidligere indenrigsminister Noureddine Bedoui. Alle tre navne er gamle travere fra Bouteflika-styrets tid og ses af de fleste algeriere som rene marionetter for de egentlige magthavere, »Le pouvoir«.