Jeg kender til flere kunstnere, kritikere, kunsthistorikere og kuratorer i USA, som for tiden er pænt frustrerede over, at den fabelagtige amerikanske kunstner Cady Noland har bestemt sig for, at hendes retrospektive og største udstilling nogensinde skal finde sted uden for Guds eget land. Nærmere betegnet i Frankfurt på Museum MMK für Moderne Kunst. Det er også lidt ironisk, at en kunstner, hvis værk i den grad udgår fra og handler om USA, vælger, at de i alt 84 værker skal vises i Tyskland på en udstilling, som der i skrivende stund ikke er nogen planer for skal rejse videre.

Med til historien hører, at udstillingen også markerer et comeback for Noland, som har været omgærdet af en del mystik, siden hun i 1999 pludselig forlod kunstscenen, tilmed på et tidspunkt, hvor karrieren gik strygende og interessen for hendes kunst var stor. Ingen ved helt hvorfor. Men på en måde havde hun allerede sat sit solide aftryk. I 1992 deltog hun eksempelvis på Documenta i Kassel, en af verdens mest toneangivende udstillinger.