Tidspil

Tiden går. Når vi keder os gudsjammerligt, snegler tiden sig af sted, mens den går alt for hurtigt, når vi har forrygende travlt. Det er en talemåde, der giver god mening, men andet end en talemåde er det ikke, for tiden går hverken langsomt eller hurtigt. At tillægge tiden en hastighed, som om den var en bevægelse, er strengt taget nonsens. Enhver bevægelse er jo en ændring i forhold til tiden, og det er meningsløst at tale om tidens ændring i forhold til tiden.

Derimod er det ikke nonsens at tillægge tiden en retning, der altid går fra fortiden mod fremtiden. Vi kan af og til ønske os fortiden tilbage, men ved godt, at vi ikke kan ændre på selve tidens retning, kun drømme om det. Ved egentlig tidsomvending vil alle hændelser, der sker i almindelig tid, forekomme i omvendt rækkefølge, sådan at vi skal bytte om på ordene før og efter. Man kan lege med den slags absurde processer, men de forekommer ikke i virkeligheden. Hvorfor foregår hændelser i den naturlige verden spontant i en vis tidslig orden og ikke i den modsatte orden?