Helt skørt
Ellen Trane Nørby, Sundhedsminister (V)
I WA den 18. januar kalder chefredaktør Martin Krasnik det »helt skørt«, at psykiatrien fylder nul og niks i regeringens udspil til sundhedsreform.
Jeg synes, at det er helt skørt, at Martin Krasnik påstår, at den fylder nul og niks. Han burde sætte sig bedre ind i tingene.
Nærhed, sammenhæng, kvalitet og styrkede patientrettigheder er nøgleordene for fremtidens sundhedsvæsen og sundhedsreformen, som vil styrke behandlingen og trygheden i hele landet for alle patienter. Det gælder også den psykiatriske patient.
Vi har fremlagt et gennemarbejdet sundhedsudspil for det samlede sundhedsvæsen – for at styrke indsatsen for psykiatriske og somatiske patienter under ét. Sundhedsreformen skal ses i sammenhæng med, at regeringen i efteråret fremlagde en handlingsplan kun for psykiatrien, der har fokus på de områder, hvor psykiatrien har særlige udfordringer.
I regeringens udspil til sundhedsreform bygger vi oven på handlingsplanen – på samme måde som regeringens dataudspil og et udspil om at løfte almen praksis sidste år også er byggesten, der indgår i den samlede reform af sundhedsvæsenet. De skal altså ses i forlængelse af hinanden, hvilket Martin Krasnik overser.
Vi læner os ikke tilbage og venter på, at udfordringerne vokser sig til problemer. Vi tager handsken op og kommer med vores bud på, hvordan vi kan løse nogle strukturelle og kvalitetsmæssige problemer, som går på tværs af en række sygdomsområder.
Det er problemer med sammenhæng, som vi ved er udbredt blandt mennesker med kroniske sygdomme som diabetes og KOL og også blandt mennesker med psykiske lidelser. Og det er problemer med, at patienterne får behandling af skiftende kvalitet på tværs af landet.
Vi oplever i disse år en meget bekymrende stigning af især unge mennesker med ondt i livet og begyndende psykisk sygdom. Psykisk sygdom må ikke gro fast og forhindre mennesker i at leve deres liv, og derfor skal vi sikre, at de bliver taget langt bedre i hånden. Vi skal skabe tryggere og mere sammenhængende overgange mellem behandlingen i psykiatrien, de praktiserende læger og de kommunale behandlingstilbud. Vi kan simpelthen ikke se os selv i øjnene, hvis mennesker bliver tabt i denne »bermudatrekant«, fordi kasserne i systemet ikke kan arbejde sammen. Det går ikke mindst ud over vores ressourcesvage borgere, og det skaber social ulighed i sundhed.
Eksempelvis viser tal fra 2017, at 18 procent af de indlagte voksne i psykiatrien svarer, at de slet ikke oplever, at de fik hjælp med at tage kontakt til kommunen. Mens Region Nordjylland overholdt fristen for hurtig udredning af patienter i børn- og ungepsykiatrien i 97 procent af alle sager, kunne Region Hovedstaden kun overholde fristen i 56 procent af alle sager. Og Region Midtjylland har det højeste antal akutte genindlæggelser på psykiatriske afdelinger. 24,2 procent i 2017. Landsgennemsnittet var 22,3 procent. Disse regionale forskelle skal vi til livs.
Derfor skal 21 nye sundhedsfællesskaber skabe en ny ramme for samarbejdet mellem sygehuse, egen læge og kommunen, hvilket også omfatter psykiatrien. I sundhedsfællesskabet skal de fagprofessionelle aftale, hvordan overgangene mellem de forskellige instanser kan gøres mere sammenhængende og gnidningsfri for mennesker med psykiske lidelser. Det skal en ny kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen for mennesker med blandt andet angst og depression også hjælpe med. Heri indgår også at styrke tilbud i børn- og ungepsykiatrien, og med flere praktiserende børn- og ungepsykiatere vil vi kunne sætte tidligere ind og gribe flere. I kommunerne er kvaliteten også svingende – det skal vi ændre på med en kvalitetsplan for det nære, hvor vi stiller bindende krav til kvaliteten i kommunernes sundhedstilbud.
Jeg er i øvrigt meget enig med Martin Krasnik i, at psykiatrisk behandling virker bedst i de regioner, der politisk har besluttet sig for at bruge tid, penge og ledelse på det. Regionerne har ikke selv formået at prioritere penge til psykiatrien ud over dem, der er øremærket fra Christiansborg. De sidste ti år kan alle løft i psykiatrien krone for krone relateres til aftaler på Christiansborg. Regionerne har ikke selv løftet, og det er vel et meget klart eksempel på et område, som i den grad er nødlidende i den nuværende struktur.
Til gengæld er jeg helt uenig med Martin Krasnik i, at en reform ikke vil ændre på dette. Psykiatrien er nemlig et klokkeklart eksempel på, at vi har brug for at sætte en klar retning for sundhedsvæsenet over hele landet, så det ikke er dit postnummer, der afgør, hvilken behandling du bliver tilbudt. Udspillet til sundhedsreform er en ambitiøs udviklingsplan for et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen, hvor vi sætter patienten først og styrker kvaliteten i det danske sundhedsvæsen.
Læs også Martin Krasniks leder fra Weekendavisen #3, fredag 18. januar 2019: »Helt skørt«
Luftforurening
Sebastian Nils Swiatecki
Klemstrupvej 19
8500 Ryomgård
I Radioavisen på P1 klokken 13 den 12. marts blev det fremført, at 800.000 mennesker i Europa dør af luftforurening. Den måde at opgøre skader fra luftforurening er meningsløs, selv om den er udbredt i flere medier. Problemet er, at der mangler oplysning om, hvor mange år den givne grad af forurening forkorter liv: En 90-årig, der dør af en luftvejslidelse, som kan tilskrives luftforurening, har måske fået forkortet sit liv med tre måneder. En 30-årig, der dør af det samme, har måske fået forkortet sit liv med 60 år. Statistisk set kan man ikke blande de to tilfælde sammen, sådan som det sker med en oplysning om, at 800.000 mennesker dør af luftforurening i Europa. Det, der derimod giver mening, er at oplyse om, hvor mange år en given luftforurening forkorter liv, sammenlignet med hvis den ikke fandtes. Dette tal kan sagtens beregnes. Må man bede om dette fra det organ, der står bag, med henblik på at få seriøsitet ind omkring oplysninger om de politisk ladede tal for skader fra luft- forurening i Europa. Fornemmer man en skræmmedagsorden med nævnte måde at melde ud om skadevirkningen på? Det er i hvert fald hverken seriøst eller sobert. Offentligheden fortjener bedre.
Islam
Peter Sander, sognepræst
Brøndby Strand Kirke
Klaus Wivels leder »Der Untergang« om Islamisk Stats undergang var glimrende, men som så mange andre går han let uden om muslimernes forhold til deres traditioner og tekster.
KW’s intention er der intet i vejen med. Han vil politisk islam til livs. Og han rammer plet, når han kritiserer vestlige politikere for at undgå at forbinde IS med islam, for selvfølgelig er der en forbindelse.
KW vil væk fra imamernes bogstavtro tolkninger og fra islamisternes drøm om en stat baseret på sharia-loven. Men han er tilsyneladende ikke bevidst om, at det kun er igennem en ekstremt selektiv tolkning af Koranen og af hadith- og siralitteraturen, at man kan nå frem til den form for afpolitiserede islam, som han drømmer om.
Skal man skille det politiske og det religiøse ad i islam, skal man skille profeten Muhammed ad, for det religiøse og det politiske er vævet ind i hinanden igennem hans person og de åbenbaringer, han fik.
Det er fra denne rodede åbenbaringstradition, at IS har kunnet hente sin åndelige ammunition. En tradition, der ikke vender den anden kind til, og som aldrig formår at tage klar afstand fra brugen af magt i religiøse spørgsmål.
KW peger på Sherin Khankan, men denne er næppe et eksempel til efterfølgelse, hvad angår en nytolkning af islams kilder. Der findes stadig regler for teksttolkning, en imam kan ikke bare tolke sine tekster, som han har lyst til, ligesom en præst ikke kan tolke Bibelen efter forgodtbefindende. KW ville næppe bryde sig om, hvis hans egne tekster blev tolket efter samme metode, som hun tolker Koranen med.
Hvorfor har KW og andre, der lever af at skrive, egentlig så svært ved at forstå, at muslimerne ikke bare uden videre kan omfortolke/ignorere det, de ser som Guds skrevne ord, så islam kan passe bedre ind i en moderne verden?
Selvfølgelig skal tekster som Koranen ikke altid tages helt bogstaveligt, da disse tekster indimellem anvender billedsprog eller lignende, og naturligvis kan man ikke læse tekster, der er mange hundrede år gamle, som var de dagens avis. Men når det er sagt, så gælder der de samme regler i tolkningen af religiøse tekster som i tolkningen af andre tekster.
Der er ingen vej udenom. Islam defineres primært af, hvad muslimernes egne tekster siger, og ikke af, hvad folk på Weekendavisen synes, at islam skal indeholde. Ellers tak til KW for en god leder.
Klimaangst
Bertel Lohmann Andersen, Lyngby
Klimaangsten breder sig. Men gør vi nok, eller snakker vi bare? Det var emnet for DR2s Debatten den 7. marts. Her var den overvejende stemning, at situationen er meget alvorlig, hvorfor ethvert politisk tiltag fra nu af skal tage hensyn til det »klimaaftryk«, som det vil medføre. I den kommende valgkamp skal »klima« være den helt dominerende dagsorden. Det blev i udsendelsen sagt, at »det gælder om at redde verden«.
Hvis vi ser på baggrunden, så forholder det sig således, at Danmarks udslip af CO2 udgør 0,093 procent af verdens udslip (Verdensbankens data for 2014). Vi runder op til 0,1 procent. Det er nu blevet en folkesag, at dette tal skal nedbringes til nul, og partierne kappes om, hvor hurtigt denne omstilling skal gå. De 99,9 procent, som udsendes af andre lande kloden rundt, omtales ikke.
Tallet 0,1 procent er et lille tal. Dettes nedbringelse skal nu være den sag, hvorom al dansk politik drejer sig. Hvor flere tiltag er mulige inden for områder som sundhed, uddannelse, kultur, økonomi og alle andre, da skal tiltaget med det laveste »klimaaftryk« vælges, uanset alle andre hensyn. Det kan næppe bestrides, at dette er en enorm påvirkning af det danske samfund. Her kommer det gamle ordsprog fra bondesamfundet til fuld udfoldelse: »Liden tue kan vælte stort læs«. En lille årsag med kolossal virkning.
Lad os nu betragte sagen fra en anden vinkel. Det er opfattelsen, at Jorden er truet af klimaforandringer, som i nogles fantasi har antaget apokalyptiske dimensioner (Jordens undergang), som der ikke er dækning for i videnskaben. Det vil danske politikere gøre noget ved. Derfor beslutter de at lave samfundet helt om. Kul, olie og gas skal væk og energiforsyningen i løbet af få årtier baseres på såkaldt vedvarende energi, som er stærkt varierende uden menneskers kontrol. Intet industrisamfund på kloden har hidtil gennemført en sådan omstilling. Dette tiltag skal være Danmarks bidrag til at redde klodens klima. Vi foretager os noget, som håbes at blive årsag til en bedring af klimaet. Hvilken virkning vil denne årsag have på klimaet? Med andre ord: Hvordan vil klimaet påvirkes, hvis udsendelsen af CO2 reduceres med 0,1 procent? Svaret er: ingen synlig virkning. Situationen er det modsatte af det ovenfor betragtede: Her er årsagen stor, nemlig en total ændring af det danske samfund, men virkningen meget lille. Ingen af disse tal blev nævnt i Debatten.
Kære smatso
Karen Mygind
Halvtolv 3
146 København K
Vedrørende artiklen med overskriften »Kære Smatso« af Poul Pilgaard Johnsen den 1. marts i Weekendavisen: Hvorfor skal Weekendavisens dyre spalteplads bruges til at viderebringe et par gamle skolekammeraters – nu semikendte skribenters – helt private had til hinanden? Hvorfor denne åbenlyse foragt over for noget, der faktisk hverken vedrører Poul Pilgaard Johnsen eller Weekendavisens læsere, men som han alligevel med sin nyfigne brug af oplysninger fra nettet og de sociale medier og sin priviligerede adgang til avisen vælger at citere råt for usødet?
Hvor smagløst.
Jeg er fuld af undren.
Løngab
Helle Mathiasson, sygeplejerske
Kære Danmark,
I er hermed inviteret til 50-årsfødselsdagsfest.
Tjenestemandsreformen fylder 50 år. Normalt markeres en 50-årsfødselsdag med drinks og snacks. Det gør vi ikke denne gang. Alligevel er tømmermændene enorme.
Tjenestemandsreformen blev nemlig en fest, som kvinder kun skulle betale ind til, men ikke deltage i. Ansatte i traditionelle kvindefag er hårdt ramt af følgerne. Det koster på vores lønniveau, vores levestandard, uafhængighed og mulighederne i vores alderdom.
Da tjenestemandsreformen blev vedtaget i 1969, argumenterede man(d) for, at lønnen til kvinder for deres arbejde skulle tage højde for, at det blot var en forlængelse af hendes sysler i hjemmet, båret af næstekærlighed og behovet for at yde omsorg. Derfor blev lønniveauet for for eksempel sygeplejersker og pædagoger sat lavere end typiske mandefag. Vanvittigt meget lavere.
Her i 2019, 50 år efter, slæber vi fortsat rundt på konsekvenserne af tjenestemandsreformen. For eksempel er uddannelseslængden ens til sygeplejerske og diplomingeniør. Imens sygeplejersken ansat på et sygehus i København tjener cirka 25.574 kr. om måneden i startløn, modtager en diplomingeniør en vejledende startløn på minimum 37.400 kr. om måneden. En forskel, som giver os voldsomt ulige livsvilkår.
Jeg er uddannet sygeplejerske og har arbejdet som sådan i 23 år. Jeg er desuden specialuddannet og står dagligt med ansvaret for strålebehandling af kræftsyge. Det er endnu ikke lykkedes mig at komme op på niveau med en nyuddannet diplomingeniør. Fortsætter jeg blot hjemmets sysler? Er jeg fritaget fra opgaver med at forsørge mig selv og min familie? Det må blive et nej herfra. Men det har faktisk større betydning, hvad du mener om det. For jeg og mine kolleger kan ikke opnå rimelighed uden din opbakning. Jeg mener at tiden er inde at få ligeløn for lige uddannelses- niveau uanset fag.
Kom så Danmark. Lad os blive tidssvarende sammen her i 2019. Giv os mulighed for at fortælle de kommende generationer, at 2019 var året, hvor vi besluttede, at vi er et land, som ikke forskelsbehandler mænd og kvinder så afgrundsdybt. At vi tog ansvar og benyttede os af landets gode økonomi til at bruge anstændighed som rettesnor og skrive danmarkshistorie. At vi brugte tjenestemandsreformens jubilæumsfest til at markere overgangen til ligeløn.
Dødshjælp
Svend Lings, fhv. overlæge, forfatter, ph.d.
Læger for aktiv Dødshjælp
Der er kun få måneder til det næste folketingsvalg. Læger for aktiv Dødshjælp opfordrer alle og enhver til at deltage i så mange valgmøder som overhovedet muligt og stille spørgsmål til kandidaterne om aktiv dødshjælp. Lad dem ikke slippe af sted med henvisning til Etisk Råd, »risiko for misbrug«, »glidebane« og så videre. Det er skrækfantasier, som er uden hold i virkeligheden, og som ikke kan dokumenteres (at hyppigheden i Holland stiger, viser jo for eksempel bare, at behovet er stort og udækket). Forsøg at tvinge hver enkelt kandidat til en personlig begrundelse.
Man hører ofte modstandere af aktiv dødshjælp hævde, at der er mange problemer. Men »assisteret selvmord« har været lovligt i Schweiz siden 1942, i Oregon siden 1994 og i Holland, Belgien og Luxembourg (der ligner Danmark på alle punkter) i snart 20 år. Det er lige nu lovligt i 17 lande, og det er på vej igennem New Zealands parlament. Hvis der havde været så mange problemer, var lovene naturligvis blevet afskaffet for længe siden.
Spørgsmålet er i virkeligheden principielt og enkelt: Skal staten og lægerne bestemme over din sidste tid, eller vil du selv?
Respekt?
Keld Skovmand, lektor, ph.d.
I sidste uges udgave af WA tager Jens Rasmussen & Andreas Rasch-Christensen (RRC) til genmæle mod mine tidligere indlæg, men det sker på et forkert grundlag. De tillægger begreberne »målstyring« og »læringsmålstyring« den daværende regerings folkeskoleudspil fra 2012, men disse begreber findes slet ikke i udspillet. Desuden hævder RRC, at den politiske aftale om folkeskolereformen blev indgået 7. juni 2014, men også denne »oplysning« er forkert. Aftalen blev indgået et år tidligere. Det er en besynderlig måde at udvise »respekt for historiske kendsgerninger« på, således som RRC hævder, at de gør.
