For anden gang inden for to uger bringer WA et læserbrev, hvori vi af Keld Skovmand beskyldes for at lyve. Vi lyver, skriver KS, når vi siger, at vi ikke »under nogen former (har) været involveret i forberedelserne af folkeskolereformen«. Nu ved vi ikke, hvorfor det er KS så magtpåliggende at gøre os til ansvarlige for en reform, der jo er et resultat af politiske beslutninger. Når det gælder folkeskolereformen endog beslutninger truffet af en meget bred forligskreds. Denne gang begrunder KS sin beskyldning med, at vi var medlemmer af den såkaldte mastergruppe, der skulle bistå Undervisningsministeriet med forenkling af Fælles Mål. Det er rigtigt, at vi var medlemmer af mastergruppen. Det har vi aldrig benægtet. Men det gør os ikke på nogen måder ansvarlige for reformen.

KS er af den opfattelse, at forarbejdet til en reform forløber skridtvis. Det er sjældent tilfældet. Flere af elementerne i folkeskolereformen blev udarbejdet parallelt med politikernes og Undervisningsministeriets endelige færdiggørelse af reformen. Det gælder for arbejdet med forenkling af Fælles Mål. Det var nemlig regeringens og forligskredsens ønske, at de nye forenklede Fælles Mål skulle træde i kraft samtidig med reformen ved skoleårets begyndelse i 2014.