Min mors slægt er fyldt med spøgelser. Det er mennesker med navne, som skulle have været der, men faldt ud af historien før tid. Men spøgelserne er lige så virkelige for mig som min fars familie, landboslægten fra Nordjylland, som jeg elsker i kraft af mit direkte kendskab til dem. Deres aftryk er erfaringen med nærvær; de dødes arv er myterne.

Jeg ved ikke, hvorfor det i min familie er kvinderne, der har domineret, og deres historier, som er blevet fortalt. Men jeg ved, det er på trods af, at min mormor, som hed Ruth Tschemerinsky Kirkeby, kun blev 50 år gammel, mens hendes mor, Anja Tschemerinsky Cohn, var 47 år gammel, da hun døde. Begge kvinder beholdt efternavnet Tschemerinsky, da de blev gift, og begge døde af kræft.

Jeg bærer også navnet Tschemerinsky, men det har jeg ikke altid gjort. Ved min fødsel fik jeg navnet Kathrine Lund-Kirkeby, men da jeg var 16 år gammel, tilføjede jeg min mors konsonanttunge mellemnavn (som hun i øvrigt også valgte til, dengang hun var 21), og med tiden udraderede det resten som et farvestrålende cirkustelt, der bliver slået op og blokerer for udsynet til resten af landskabet.

I de næsten 15 år, der er gået, siden jeg traf beslutningen, har jeg altid undgået spørgsmålet om, hvorfor jeg dengang valgte at tage et nyt navn, og hvilken betydning det har haft. Det kunne ikke lade sig gøre længere, da jeg begyndte at følge navnets vej gennem historien og pludselig befandt mig i en hviderussisk landsby.

Én fortælling har nemlig altid manglet i vores overlevering, og det er historien om navnet Tschemerinsky. Hvor kom det fra, og hvordan kom det til Danmark?

Et muligt svar begyndte at tage form, da jeg for nogle år siden fandt ud af, at min tipoldefar Chaim Eliezer Moshe Tschemerinsky i begyndelsen af 1917 skrev sine memoirer, da han lå for døden på et russisk hospital i byen Yekaterinoslav, som i dag hedder Dnipro og hører til Ukraine. Bogens originaltitel, Ayarati Motele, er hebraisk og opsummerer fint fortællingens omdrejningspunkt: landsbyen Motele, hvor han blev født på den første dag af den jødiske lysfest chanukka omkring år 1862.

»Min hjemby har hverken havn eller jernbane eller hovedvej. Sporene, der servicerer passagerer og varer, passerer Motele forbi, og den blev derfor ladt i fred.«

Med disse ord indleder Chaim Tschemerinsky sit erindrings- værk, der udkom første gang i 1922 i det etnografiske tidsskrift Reshumot, som blev grundlagt i 1918 i Odessa af de jødiske forfattere og redaktører Hayim Nahman Bialik, Yehoshu’a Hana Ravnitski og Alter Druyanov. Tidsskriftet havde til formål at skildre livet for Østeuropas jøder i de små jiddisch-talende landsbysamfund, også kendt som shtetls. De tre grundlæggere var alle zionister, og tidsskriftet blev etableret i troen på, at fremtiden for jøder lå et andet sted – i Palæstina – hvorfor der var behov for at skildre det gamle liv, før det blev et andet. Denne fornemmelse blev formentlig kun styrket, da Første Verdenskrig brød ud.

I sin introduktion til memoirerne skriver Alter Druyanov, at han og Chaim Tschemerinsky lærte hinanden at kende allerede i 1901, men det var i Tschemerinskys sidste leveår, hvor de begge opholdt sig i byen Yekaterinoslav, at de for alvor blev tætte venner, på trods af at Tschemerinsky på det tidspunkt ikke længere tilsluttede sig det zionistiske projekt og i stedet havde kastet sin fremtidstro på den jødiske territorialist- bevægelse, der kæmpede for jødisk autonomi rundt om i verden.

Om dagen arbejdede de to venner, og om aftenen diskute- rede de deres forskellige skriveprojekter og måske politik – krigen var i hvert fald i fuld gang, og det russiske imperiums dage var talte. Det var en sådan aften, de aftalte, at de hver især skulle skrive en beretning om den landsby, de voksede op i.

I efteråret 1916 blev Tschemerinsky sendt til Kaukasus på en arbejdsrejse for deres fælles arbejdsgiver, men nogle få dage senere vendte han tilbage til Yekaterinoslav i en droske assisteret af en sygeplejerske.

»Man behøvede blot at se på hans ansigt én gang for at forstå, at han befandt sig ved dødens dør,« skriver Druyanov og fortsætter sin sørgelige beretning: »Han rejste sig aldrig igen fra sin seng, men kæmpede en brav kamp mod døden i fire lange måneder og døde i februar 1917.« Ifølge Druyanov blev følgende ord indgraveret på min tipoldefars gravsten: »En overflod af lidelse, knust af livet/ tørstig efter land og liv/ kollapsede han/ berøvet livet«.

Men Chaim Tschemerinsky nåede at overholde sin del af aftalen; på cirka seks uger skrev han sine memoirer og overdrog sit udkast til Druyanov få dage før sin død, hvorefter vennen påtog sig opgaven at redigere og udgive materialet først i 1922 og siden i 1951, da han stod i spidsen for forlagshuset Dvir i Tel Aviv.

Memoirerne, som Tschemerinsky valgte at skrive på hebraisk, selvom hans modersmål var jiddisch, består af tre dele. Den første del er en humoristisk oversigt over landsbyens forskellige erhverv, anden del er portrætter af Moteles karismatiske karaktergalleri. I tredje del beskriver Tschemerinsky sit barndomshjem, sine forældre Shmuel-Yitzhak og Hannah, de to søstre og den kradsbørstige bedstemor Rachel. Særligt interesseret virker han i at beskrive de jødiske højtider, som de blev fejret i familien, og maden, som de spiste i hans barndomshjem. At netop disse beskrivelser af traditionelle retter såsom tavchik-chac (kartoffelbudding), krupnik (suppe bestående af svampe, byg og flere kartofler) og frugtkompot er bogens mest sanselige passager, kan jeg ikke undgå at tænke har en morbid sammenhæng med omstændig- hederne, bogen blev til under. Druyanov beskriver, hvordan Tschemerinsky, som led af mavekræft, i løbet af sin sidste tid på hospitalet svandt ind til et skelet og kun kunne ligge på ryggen på grund af de forfærdelige smerter, sygdommen forvoldte. Men selv om man ikke kan spise, kan man stadig skrive om mad.

I bogens afsluttende kapitel, som Tschemerinsky kalder »Mit liv og gerning«, reflekterer han over værkets sandhedsværdi:

»Her slutter min historie. Jeg har bestræbt mig på kun at fortælle sandheden, fakta og fortællinger, som jeg så med mine egne øjne eller hørte om fra sandfærdige og kosher vidner … Men husk på, mine herrer: Poesi er ikke sandhed, og det kan være, at mine instinkter har fået mig til at overdrive en lille smule for eksemplets skyld. Men jeg sværger, at selv hvis der er en lille fejl, blev den ikke begået med vilje. Jeg forstår det ansvar, der påhviler én, som skriver for Reshumot. Jeg må fortælle tingene, som de var.«

Hvis bogens første dogme er sandfærdighed, er det andet dogme, som kendetegner Chaim Tschemerinskys efterladte manuskript, et konsekvent fravær af henvisninger til hans liv, efter at han forlod Motele. Den eneste undtagelse er en kort beskrivelse af hans sidste rejse til landsbyen i 1905, samme år som han deltog i den syvende zionistkongres i Basel, hvor ideen om at arbejde for en jødisk stat i Uganda blev endegyldigt forkastet.

Tschemerinsky, viser det sig, var nemlig modstander af ideen om, at en forfatters personlige biografi er relevant for teksten.

»Læseren kunne undre sig og konstatere: ’Du fortalte os om alt, men om dig selv sagde du nærmest intet. Og det er temmelig åbenlyst, at man må være bekendt med en specifik forfatters livsbegivenheder, såfremt man vil forstå hans arbejde, og derfor må du også fortælle os dine mysterier.’ Til det svarer jeg: ’Mysterier har jeg ingen af, og mine livsbegivenheder rager ikke andre end mig selv. De har ikke noget at gøre med mine værker.’«

Men Tschemerinsky stopper ikke her, og i det følgende udfald, som altså er noget af det allersidste, han skriver, før han dør, kan man næsten mærke blodtrykket stige i hospitalssengen:

»Du er nysgerrig og suger næring af kildede nerver, og på grund af det skulle jeg afsløre mit hjertes hemmelig- heder og lade dine øjne betragte dem, som en mand åbner sin slåbrok? … Aldrig i livet. En mands hjerte tilhører kun ham selv, og ingen andre får adgang uden tilladelse.«

Heldigvis findes der andre kilder, der kan bidrage til beretningen om, hvem Chaim Tschemerinsky var.

I JERUSALEM møder jeg den israelske historieprofessor David Assaf. I 2002 stod han bag genudgivelsen af Ayarati Motele, som udkom på et israelsk universitetsforlag, og han forsynede både teksten med fodnoter og et nyt forord. Jeg har taget kontakt til Assaf, da jeg er nysgerrig efter at høre, hvad der efter hans mening er bogens litterære kvaliteter. Jeg kan nemlig ikke selv læse hebraisk og har kun haft mulighed for at stifte bekendtskab med teksten takket være en engelsk pirat- oversættelse, som en fjernt beslægtet fortidsjæger fra New York på et tidspunkt sendte til min mor.

Væggene i Assafs hjemmekontor er fyldt med bøger om livet for Østeuropas jøder frem til Anden Verdenskrig, og da han skal forklare, hvad der i sin tid fik ham til at genudgive Tschemerinskys bog sammen med et andet memoireværk forfattet af en mand ved navn Yekhezkel Kotik, som også kom fra en shtetl i det nuværende Hviderusland, hæfter han sig ved de to teksters sproglige kvaliteter såvel som det faktum, at de er nogle af de første eksempler på vellykkede jødiske memoirer fra det 20. århundrede.

Hverken Kotik eller Tschemerinsky hylder nemlig sig selv, forklarer Assaf. Kotiks helt er for eksempel hans bedstefar, og når man læser bogen, har man på fornemmelsen, at hans intention virkelig var at beskrive, hvor han kom fra. Ikke at få sig selv til at fremstå bedre.

Samtidig bemærker Assaf, at begge bøger er skrevet uden nostalgi. Begge forfattere forlod på et tidspunkt den landsby, hvor de voksede op, men de er ikke nostalgiske omkring det, de har forladt.

Det skyldes, ifølge Assaf, blandt andet at begge tekster blev skrevet længe før Anden Verdenskrig, og de to forfatteres erindring er derfor ikke mærket af krigens katastrofale konsekvenser for jødisk liv i Østeuropa, som heller ikke gik Motele forbi.

{embedded type="node/bondquotes" id="17784"}

Den 26. juni 1941 blev landsbyen, der frem til 1939 hørte til Polen og derefter Sovjetrusland, besat af Nazityskland, og den 1. august 1941 påbegyndte SS-tropper likvideringen af landsbyens jødiske indbyggere. Op mod 2.000 børn og voksne mistede i den forbindelse livet, og denne tilintetgørelse af Moteles jødiske liv er beskrevet af en mand ved navn A.L. Poliak, der overlevede massakren og efter krigen slog sig ned i Amerika, hvor han nedskrev et voldsomt vidnesbyrd, som blev publiceret i Israel i 1956.

Men krigens rædsler ligger fortsat langt ude i fremtiden, da Chaim Tschemerinsky ånder ud, og på sit kontor i Jerusalem hiver professor Assaf et ringbind frem med dokumenter, han har samlet om min tipoldefar.

»Det er utroligt,« bemærker Assaf, der gennem årene både har besøgt Motele og landsbyen Kamenets Litovsk, hvor Kotik opvoksede, »hvordan de her landsbyer, der er omgivet af et af Europas største sumpområder, kunne generere så mange dygtige mennesker«.

Moteles mest berømte bysbarn er den kemiuddannede Chaim Weizmann, som var Israels første præsident fra 1949 og frem til sin død i 1952. Han var Chaim Tschemerinskys fætter, og i sin memoirer nævner Tschemerinsky flere gange sin onkel Ozer, Chaim Weizmanns far, der fungerede som en form for borgmester, indtil han flyttede sin familie til Pinsk i slutningen af 1880erne.

Når mennesker ser tilbage på deres liv, fordeles vægten af betydning forskelligt. For nogle indeholder barndommen alt, der er værd at sige. Sådan var det for Chaim Tschemerinsky – i hvert fald hvis man skal dømme efter hans erindringer – men for hans fætter Chaim Weizmann, som i 1949 udgav selvbiografien Trial and Error, er det episoder, møder og præstationer i ungdoms- og voksenlivet, der får hukommelsens vifte til at blafre. Alligevel er en af de mest intense passager beskrivelsen af hans mor, Rachel Leah Weizmann, som nåede at føde 15 børn og ifølge sin søns beskrivelse var en udmattet kvinde, der sjældent forlod sit køkken, men alligevel mente noget om både den kommunistiske søn Schmuels og zionisten Chaims drømme.

»Hvad end der sker, skal det nok gå mig godt. Hvis Schmuel har ret, vil vi alle blive lykkelige i Rusland, og hvis Chaim har ret, skal jeg tage til Palæstina og leve,« skulle hun have ytret, og udsagnet er sigende for den tid, som også var Chaim Tschemerinskys. Der var nemlig ikke blot én, men mange forskellige ideer om, hvad der var det forjættede land.

Netop det gør en figur som Chaim Tschemerinsky så interessant: Tidens brydninger synes at have indlejret sig i hans karakter og biografi. Det bedste indtryk af det får man ved at læse nekrologen, som hans ven og tidligere kollega Shmuel Rosenfeld skrev til den hebraisk-sprogede ugeavis HaAm, der udkom i Moskva den 10. februar 1917, få uger før starten på Den Russiske Revolution.

Nekrologen, som findes i Israels nationalbiblioteks arkiv, fylder tre avissider og er et detaljeret portræt af Chaim Tschemerinsky, som i litterære kredse blev kendt under for- fatternavnet Reb Mordechaile.

»Således levede og døde denne ekstraordinære mand, som hele sit liv stræbte efter storhed og altid for vild, men aldrig lykkedes med at finde én vej, sin vej,« skriver Rosenfeld, og denne konklusion er sigende for det generelle indtryk, teksten efterlader én med.

Den verden, som Chaim Tschemerinsky blev født ind i, var forankret i religion og årstidernes skiftende rutiner, men som ung mand valgte han at forlade Motele og søge mod større byer, og der blev han yderligere påvirket af den jødiske oplysnings- bevægelse, også kendt som haskalah, der fra slutningen af 1700-tallet og de næste hundrede år udbredte idealet om moderne europæisk uddannelse og sekularisme blandt Europas jøder.

Men Tschemerinskys livsrejse var, hvis man skal tro Rosenfelds udlægning, ikke blot en simpel, gnidningsfri bevægelse fra tradition til modernitet og fra land til by. Den er seismografisk sitrende og hæsblæsende uforløst.

Hvornår Tschemerinsky forlod Motele, og under hvilke omstændigheder, vides ikke helt præcist, men i 1880, skriver Rosenfeld, kunne man møde ham i Kijev, hvor han var ansat på en træfabrik. I 1889 giftede han sig med min tipoldemor Luba og slog sig ned i hendes fødeby Elisabethgrad, i dag Kropyvnytskyi, i det centrale Ukraine. Der begyndte han at arbejde for hendes far, som, hvis man skal tro Rosenfelds lidet flatterende beskrivelse, var en meget velhavende pamper. Men Tschemerinsky var ikke nogen dygtig forretningsmand. På et tidspunkt købte han en malingfabrik for sin svigerfars penge, men da han indså, at hans arbejdere havde brug for brød, købte han også et bageri, og det kræver mel, så han købte også en mølle. Foretagendet gik, måske ikke overraskende, fallit efter kort tid, og da ægteskabet også kuldsejlede i 1899, med det resultat at min tipoldemor rejste til Tyskland med deres to fælles børn, flyttede Tschemerinsky til Odessa. Der stiftede han bekendtskab med Alter Druyanov og andre prominente skikkelser fra det jiddische litteraturmiljø. Alligevel rykkede han videre, og i byen Kertj på Krim-halvøen fik han sin studentereksamen i 1903 og efterfølgende tilbuddet om en stilling som rabbiner for den lokale jødiske menighed. Men Tschemerinsky takkede nej til jobbet med den begrundelse, at han ikke ønskede at få »trimmet sine vinger«, når nu de lige var begyndt at vokse. I Warszawa boede han ad flere omgange; det samme gælder Skt. Petersborg, som på det tidspunkt gik under navnet Petrograd. Det var i disse år, han for alvor begyndte at skrive, blandt andet fabler, føljetoner og poesi, samtidig med at han oversatte fra både hebraisk og russisk, opfandt en form for parfumeflaske og blev tilknyttet det russiske imperiums første jiddisch-sprogede dagblad, Der Fraynd, som også var Rosenfelds arbejdsplads.

Men Chaim Tschemerinsky havde hverken talent for journalistik eller oversættelse, skriver Rosenfeld, der både forklarer det med en »unik distraherbarhed« og en manglende evne til at kunne differentiere mellem det, som er vigtigt, og det, som ikke er. I forbindelse med Første Verdenskrig mistede Tschemerinsky endnu en gang alle sine penge som resultat af en dårlig investering, og hans sidste år var, ifølge Rosenfeld, karakteriseret ved fattigdom og fortvivlelse. I en periode overvejede han ligefrem at emigrere til Amerika, hvor han havde familie, men til sidst besluttede han i stedet at genoplive et gammelt projekt, et lånesystem baseret på lotterimodellen, som han mente ville kunne redde Ruslands såvel som hans egne finanser. Det lykkedes ham rent faktisk at overbevise en velhavende slægtning om projektets potentiale, og i 1914 finansierede denne slægtning både Tschemerinskys rejse til og underhold i Skt. Petersborg, som på det tidspunkt fortsat var den russiske hovedstad. Planen var at sælge ideen til Pyotr Bark, tsarens finansminister.

Ifølge Rosenfelds nekrolog blev Bark rent faktisk præsenteret for planen, og han fandt den også interessant. Sine kommentarer nedskrev han på et papir, som Tschemerinsky fik retur, og da Rosenfeld mødte Tschemerinsky i Skt. Peters-borg omkring år 1915, forberedte de mødet med Bark, som Tschemerinsky håbede på ville udløse 100.000 rubler og vende hans modgang.

»Vi forberedte talen sammen, og for første gang i mit liv sad jeg over for en original mand, som stirrede mig direkte ind i øjnene i 15 minutter, som var jeg ministeren,« skriver Rosenfeld.

Men desværre, tilføjer han, fik Tschemerinsky aldrig mulighed for at se den rigtige finansminister i øjnene, og i 1916, mens Første Verdenskrig var på sit højeste, forlod han Skt. Petersborg og rejste videre til Yekaterinoslav, hvor han altså døde mindre end et år senere.

Men historien om mit navn slutter ikke her. Det var nemlig ikke kun Chaim Tschemerinsky, der nedskrev sine erindringer, da han lå for døden. Det samme gjorde hans datter.

{embedded type="node/node_image" id="17783" width="screen_width"}

Da min oldemor Anja Tschemerinsky Cohn døde i København den 17. oktober 1940, efterlod hun sine to teenagebørn, Ruth og Ove, et upubliceret romanmanuskript på næsten 700 sider, som bærer titlen Brydninger. Teksten, som er skrevet på skrivemaskine og er fyldt med hendes håndskrevne rettelser, er baseret på hendes liv fra fødslen i Elisabethgrad i 1893 over opvæksten i Dresden og Berlin, ankomsten til København i 1914 og frem til hendes sidste gensyn med den tyske hovedstad i midten af 1930rne, efter at nationalsocialisterne havde overtaget magten.

Manuskriptet, som hun skrev på dansk, er desværre ikke forsynet med et forord, så det er ikke til at vide, hvorfor hun valgte at fortælle sin historie som roman og ikke memoirer. Var det af sikkerhedshensyn (da hun færdiggjorde romanen, var Danmark allerede besat af Nazityskland), eller fandt hun genren kunstnerisk frisættende? Måske var hun inspireret af den russiske forfatter Mikhail Sjolokov, som i 1936 besøgte hende og hendes mand Gersons rækkehus ved Svanemøllen, efter at hun havde oversat hans romansaga Stille flyder Don til dansk. Konsekvensen er under alle omstændigheder, at det ikke fremgår tydeligt, hvad der er baseret på virkelige hændelser og samtaler, og hvad der er opdigtet. Ligesom samtlige karakterers navne er ændret med undtagelse af hovedpersonen Veras far, en fraværende fiduskunstner, der hedder Chaim.

{embedded type="node/bondquotes" id="17786"}

Men sammenligner man fortællebue, karaktergalleri og fakta med anden tilgængelig information, virker Brydninger virkelighedstro, og teksten giver en fornemmelse af, hvordan min oldemor forstod sig selv og verden omkring hende i årene op til sin død.

Desuden indeholder manuskriptet en mulig forklaring på, hvorfor min oldemor (og hendes efterkommere) aldrig hørte om de memoirer, Chaim Tschemerinsky skrev på sit dødsleje.

De fleste mennesker vil kunne nævne én eller to begivenheder, som har fundet sted i løbet af deres liv og gav dem oplevelsen af, at deres personlige skæbne var hæftet sammen med den større historie.

For min oldemor Anja viste retssagen mod en jødisk alt- muligmand ved navn Menachem Mendel Beilis sig at være et af disse øjeblikke.

I 1911 blev Beilis anholdt i Kijev mistænkt for at have myrdet en 13-årig ukrainsk dreng, og sagen udløste en anti- semitisk kampagne, da der blev spredt rygter om, at Beilis, som ikke var religiøs, skulle have dræbt drengen som led i et jødisk ritualmord. Sagen skabte voldsom polemik i den østeuropæiske presse, og én af dem, der dækkede sagen, var Chaim Tschemerinsky. Han skrev blandt andet en satirisk tekst til Der Fraynd med titlen »Kiddush levanah«, som er et jødisk ritual, hvor den nye måne velsignes, og for den blev han sendt i fængsel, ligesom den, ifølge Shmuel Rosenfelds nekrolog, resulterede i avisens lukning.

Sagen mod Beilis, som blev frikendt i 1913, er også nævnt i Anjas Brydninger. Først da hovedpersonen Veras onkel, som er advokat, fortæller sin familie, at han har i sinde at rejse til Kijev og forsvare Beilis – han »opgiver« dog dette foretagende, da dygtigere advokater melder sig til at forsvare den anklagede – og senere, da Vera hører, at hendes far er blevet idømt fængselsstraf for en polemisk tekst, han har skrevet om sagen.

Det, som følger, er én af bogens mest brutale passager. En dag modtager Vera nemlig et brev fra sin far.

»Du er vejet og fundet for let, min datter,« skriver far Chaim. »Der var intet Brev og intet Telegram, ingen Deltagelse, ingen Forespørgsel fra Dig paa Dommens dag. Dommen er faldet, jeg vandrer i Fængsel i morgen, hvor jeg faar 3 Maaneder til at tænke over alle mine Misgerninger.«

Hvorefter kapitlet slutter med følgende konstatering:

»Det var det sidste Brev, Vera fik fra sin Fader; han svarede ikke mere på hendes gentagne Henvendelser.«

I min oldemors fiktive erindringer bryder faren simpelthen kontakten med sin datter i vrede over, at hun ikke har udvist mere barmhjertighed i hans penible situation, og episoden kan, medmindre Chaims reaktion er opdigtet, forklare, hvorfor både Chaim Tschemerinsky og landsbyen Motele forsvandt ud af familiens fortælling om sig selv i næsten hundrede år.

En tidlig morgen i begyndelsen af september 2018 forlader min mor, lillebror og jeg selv Minsk i en bil, vi har lejet. Vi er på vej til Motele, som ifølge gps’en ligger 290 kilometer fra den hviderussiske hovedstad i sydvestlig retning. Jeg sætter Gogol Bordello, et sigøjnerpunkband fra New York omkring årtusindeskiftet, på anlægget, og min bror ler genkendende. Det er soundtracket fra filmen Alt bliver oplyst, der er baseret på Jonathan Safran Foers roman af samme navn, som vi så i forbindelse med vores »research« til rejsen. Bogen handler om en ung amerikansk mand, Jonathan Safran Foer, der rejser til Ukraine for at se den landsby, hvor hans bedstefar voksede op før Anden Verdenskrig, og som han slap fra i live.

I forbindelse med bogens udgivelse fortalte den virkelige Jonathan Safran Foer, at romanen var inspireret af en rejse, han selv foretog, da han var 19 år gammel og tog til Ukraine med et gammelt fotografi, der forestillede en smuk, unavngiven kvinde, som efter sigende reddede bedstefarens liv.

»Selvfølgelig fandt jeg hende ikke,« fortalte Safran Foer dengang. I stedet rejste han hjem og opfandt en historie om, hvad der kunne være sket.

På den anden side af bilruden ændrer landskabet sig, så snart vi har forladt Minsk. Væk er de slangende lejlighedskarreer, og landskabet er i stedet en jævn vekslen mellem marker og landsbyer. Vi driller vores mor med hendes mavetaske. Hun siger, de er kommet på mode igen. Vi siger, det ikke er mode, når man aldrig tog den af.

»Se, der er en afviser til Motele,« siger min bror efter cirka tre timer og peger på et skilt med kyrilliske bogstaver. »Vi er der lige om lidt.«

Jeg blev faktisk overrasket, da han sagde ja til at rejse med. Spørgsmålet om identitet har aldrig fyldt lige så meget for ham som for mig, og han har for eksempel heller ikke taget navnet Tschemerinsky. Hans store passion, lige nu i hvert fald, er Grønland, og vi har haft telefonsamtaler, hvor jeg sad i min lejlighed i Jerusalem, som jeg deler med min mand, der er fra Israel, mens min bror sad i Ilulissat, hvor han rejste til for at arbejde, da han blev færdig på universitetet.

»Hvad ser du, mens jeg ser på en palme?« spurgte jeg en dag.

»Jeg ser en mand, som står på en hundeslæde og er i gang med at skære en sæl op,« svarede han.

Det er godt at have en bror, som kan minde én om alt det, man ikke blev for at blive en anden.

Men denne idé om, at man kunne have boet et andet sted og levet et andet liv, finder man også i min oldemor Anjas manuskript, og dér kaster den lys på omstændighederne, der førte hende, og derved navnet Tschemerinsky, til Danmark.

{embedded type="node/bondquotes" id="17785"}

Alle familier har historier, de fortæller om sig selv. De handler om, hvorfor man gør, som man gør, og hvorfor ting blev, som de blev. Og så er der alt det, vi ikke engang ved, vi gør af en årsag.

I min familie har der »altid« eksisteret en historie om, at vi strandede i Danmark under Første Verdenskrig, fordi min oldemor, altså Chaims datter, som var russisk statsborger og derfor blev regnet som en »fjendtlig udlænding« i Tyskland, ikke fik sit gennemrejsevisum til Sverige, hvorfra det var meningen, at hun skulle fortsætte rejsen »hjem« til Rusland.

Men i Brydninger fortæller hun en anden version af historien.

Da det er blevet besluttet, at hovedpersonen Vera og hendes mor Lisa skal forlade Tyskland over Sassnitz til Sverige og videre derfra, skriver Vera et ulykkeligt afskedsbrev til sin tyske veninde Gerda, som bor i Hamborg. Næste aften dukker Gerda pludselig op, og de to går en tur i Berlin.

Her opdager de, at de begge væmmes ved krigens forherligende sprog, det pludselige fjendskab mellem folkeslagene og anklagerne om »landsforræderi«, hvis man ikke istemmer det nationalistiske kor. Da Vera afleverer Gerda ved Potsdamer Bahnhof senere samme aften, har hun besluttet sig for, at hun ikke vil tilbage til Rusland, og hendes påskud til moren bliver ønsket om »en lille afstikker« til København.

Det er umuligt at vide, hvad der egentlig skete i 1914, da min oldemor forlod Tyskland sammen med sin mor og altså endte i København, hvor de slog sig ned. Måske er det her sandheden, måske er det snarere et udtryk for min oldemors syn på verden, da hun sad og skrev bogen i slutningen af 1930rne.

En ting er i hvert fald sikker: Anja Tschemerinsky Cohn mistede ganske vist kontakten til sin far, Chaim Tschemerinsky, men de to havde én vigtig ting til fælles: Ingen af dem havde lyst til at vælge, og i min oldemors tilfælde betød det, at valget faldt på Danmark.

{embedded type="node/node_image" id="17782"}

Tilbage i Motele parkerer vi bilen og stiger ud. De hvide- russiske landsbyer er klynger af gamle huse bygget af træ, malet i klare farver, gul, grøn, blå og rød og omgivet af haver, der lige nu er fyldt med græskar, blommer og solsikker, gæs og katte.

Vi spørger en mand, som er ved at male sit stakit, om vej til landsbyens museum. Han ryster afvisende på hovedet og ser ud til at være irriteret over vores tilstedeværelse. Længere nede ad vejen plukker to kvinder æbler. Dem kan vi heller ikke tale med, men de smiler til gengæld, mens den overmodne frugt lugter, og husenes skarpe farver stikker i øjnene.

Vi husker, fordi vi længes efter noget, som ikke længere er – eller måske aldrig har været – og på hovedvejen i Motele, hvor vi pludselig må springe ud i vejkanten, da en mand og en kvinde kører forbi i en hestekærre og betragter os med stramme ansigter, kan jeg ikke undgå at tænke, at det, der kaldes »historisk bevidsthed«, og som ofte fremhæves som en af tilværelsens bedste navigationsredskaber, også har en slagside. Den, der insisterer på at huske, at verden engang var en anden, risikerer nemlig paradoksalt nok også at overse, at verden, én selv og andre har forandret sig.

I UDKANTEN af Motele, med udsigt til kirken, som er blevet smykket med et glitrende blåt tag og forgyldte løgkupler, ligger resterne af det, som engang var byens jødiske begravelsesplads. Et ornamenteret smedejernsstakit omkranser området, og en tavle, som er blevet rejst af en velhavende efterkommer fra London, forklarer, at begravelsespladsen blev restaureret i 2004 til minde om dennes tipoldefar.

»Der er stort set ikke noget tilbage,« konstaterer min mor, idet hun passerer resterne af en knust gravsten, der ligger trykket ned i græsset.

Sidst på eftermiddagen finder vi huset, hvor Israels første præsident voksede op. Jeg rusker i døren, og den går op, og vi går ind i det tomme hus, som er beklædt med skønne lyserøde og turkise tapeter. På én af væggene hænger der et portræt af Chaim Weizmann omgivet af israelske flag. Ude igen kommer en gammel kone hen til os. Hun har tørklæde om hovedet og to stokke, hun går med. Man kan ikke se, om hun er 80 eller 100 år.

»I er kommet for at se huset?« spørger hun, og min bror, som kan en lille smule russisk, prøver at forklare, at vi allerede har været derinde, men hun insisterer på, at vi skal se det, går ind i sit eget hus og vender tilbage med en kæmpestor smedejernsnøgle, som hun »låser« døren til Chaim Weizmanns hus op med. Indenfor sætter hun sig på en stol og betragter os, mens vi dydigt går rundt og ser på det hele – igen. Før vi går, peger hun på gæstebogen, og vi skriver endnu en hilsen. Mens alt det her står på, bliver hun ved med at tale, mest til min mor, som til gengæld nikker og smiler indfølende, som jeg forestiller mig, at hun smiler til sine døende patienter på den kræftafdeling, hvor hun er læge. Men hvad det er, den gamle kone prøver at sige, finder vi aldrig ud af.

På vejen tilbage til Minsk kører vi en lille omvej. Min mor har nemlig læst, at der eksisterer en endnu mindre landsby, som har navnet Chemeryn, og hvor slægten skulle have levet, før de flyttede til Motele. Efternavnet tog de som et minde om, hvor de kom fra. Begyndelser er nemlig blot en anden måde at tale om slutninger på.

»For vi må ikke glemme, at intet er bestandigt i denne verden, heller ikke vores hjemstavn, og at vores liv er kort, endnu kortere end elefanten, krokodillen og ravnens liv. Selv papegøjer lever længere end os,« skriver forfatteren Joseph Roth i sin bog Jøder på vandring, som er en samling sociale reportager, han skrev om jødisk liv i 1920rne.

Og hvis jeg skal forklare, hvad navnet Tschemerinsky betyder, i hvert fald for mig, er det påmindelsen om, at alt er forgængeligt.

Det er nogenlunde denne historie, jeg fortæller til historieprofessoren David Assaf, da jeg flere måneder senere besøger ham i hans hjem i Jerusalem. Han lytter koncentreret, indtil jeg nævner Moteles overraskende turistattraktion, Chaim Weizmanns hjem.

»Ved du godt, at det ikke er det rigtige hus?« spørger Assaf og begynder så at le. »Huset, han voksede op i, var meget større.«

Åndelig strippoker