Historien er efterhånden velkendt: En nuværende eller tidligere elev på en amerikansk skole går amok med skydevåben og dræber uskyldige børn og unge i hobetal. Drabene fortsætter, indtil politiet skyder gerningsmanden, eller han vender geværløbet mod sig selv. Senest ramte tragedien Stoneman Douglas High School i Parkland, Florida, hvor 19-årige Nikolas Cruz skød 17 lærere og elever på sin gamle skole med en automatriffel, inden han, lidt usædvanligt, blev fanget i live.

Den lille by har dermed fået sit navn skrevet ind i historiebøgerne ved siden af urovækkende navne som Columbine, Virginia Tech og Sandy Hook. Massakren er den trettende i USA på 20 år, hvis man da kun medregner tilfælde med mere end fem dødsfald. Medregnes alle skoleskyderier med dødelig udgang, nærmer tallet sig 60 siden 2010, og alene i 2018 var Parkland det tredje af slagsen.