Overskriftens kombination af fransk og dansk siger egentlig det hele. Fransk prins af Danmark! Kan man tænke sig noget mere selvmodsigende i et land, hvor livet er for kort til franske film? Ganske vist har den franske ambassadør François Zimeray allerede sagt det rigtige: »Henrik er på én gang den mest franske dansker og den mest danske franskmand.« Men hvordan kan man være det i praksis, især når man som Margrethes udkårne havde det uheld at komme til Danmark samtidig med Europa?

Danmark begyndte at overveje tilslutning til Fællesmarkedet i 1966 og 1967, da han blev forlovet og gift med den danske tronfølger. Og i 1972, da Margrethe blev dronning efter Frederik IX’s død, stemte danskerne sig ind i EF. Flertallet var ganske vist overbevisende, men befolkningen var dybt splittet. Og ingen havde større følelse af europæisk fællesskab. Det var den situation, den elegante og flotte franske adelige nu skulle manøvrere i. Men han begik den udbredte fejl at tro, at Danmark er et normalt europæisk land. Sådan ser det ud på overfladen, hvor det meste bare virker veldrevet, og alle forstår engelsk. Man skal tæt på for at opdage den særlige danske omgangsform.