Par. Michael og Anna Ancher holdt sammen på mere end hinanden. Det viser den monumentale udgivelse af deres brevveksling.

Kunst og kærlighed

Der er en gammeltestamentlig omhu på færde i seniorforsker Elisabeth Fabritius’ monumentale udgivelse af kunstnerparret Anna og Michael Anchers »Breve og fotografier«. Ikke mindre end seks – meget tykke – bind er der tale om, og man skal indstille sig på at høre om, hvem der avlede hvem og var stamfader til Skagenkoloniens kunstnere. Men det lønner sig!

Som i tv-serien Matador kan man vælge at lade sig underholde, for dybden i værket følger med, som serien skrider frem. I brevvekslingens indføring får vi nogle gode pejlepunkter, der giver et godt billede af datidens kunstnerskæbne­fællesskaber, og det er både ny og gammel viden, at kunstnere fungerer i kredse af mennesker, shakers and movers, for at få gang i karrieren. Skagensmalerne er i dag et selvfølgeligt begreb med eget museum, men som læsere får man nu hele undfangelses­historien og kommer bag kulisserne, og det er godt, for mange af malerierne forestiller jo netop rene drama­dokumentariske kulisser og lysfyldt idyl.