Ane og Noa. Om Putin og kattekillinger, bumser og nerf guns.

Mit 2018

Mit 2018 Af Røskva Würtz

Ane: Nu kommer jeg lige med min mening. De ideer, som Trump har, er altså ikke de bedste i verden.

Jeg hedder Ane Halkjær Søndergaard. Jeg er 11 år og bor i Aarhus med min mor og far, min lillesøster, min kat Simba og kaninen Kuro.

Jeg tror, jeg er blevet lidt mere moden i år. Før kunne jeg blive meget ked af det – også over ting, der er sket for længe siden. Men jeg har fået mere kontrol over følelserne.

Min kanin og kat har hjulpet mig. Hvis jeg er ked af det efter skole, så kan jeg snakke med dem – de vil altid gerne høre på, hvad jeg siger.

Det værste, der er sket i 2018, er, at min farmor har haft en hjerneblødning.

Hun er en rigtig god farmor og vildt god til at lave vafler og have det hyggeligt med. Så det var et kæmpe chok, da min far ringede og sagde, at hun var blevet hentet med ambulance.

Vi fik ikke rigtig noget at vide lige i starten, så vi vidste ikke, hvor slemt det var. Jeg anede jo ikke noget om, hvad en hjerneblødning er.

Jeg fik lov til at besøge hende. Hun lignede sig selv, selvom der var en masse ledninger fra hendes hænder og omkring hende. Hun delte stue med en, som ikke havde det så godt, og der var lidt uhyggeligt på hospitalet. Jeg var bange for, at hun skulle blive der, men så kom hun på genoptræning oppe i Skive, og det var faktisk rigtig hyggeligt.

Jeg tror, det har gjort mig mere modig. Nu ved jeg, at jeg kan klare meget mere, end jeg troede.

Den bedste oplevelse i år var, da vi skulle på sommerferie og blev nødt til at sende min kat, Simba, på kattepension. Vi kørte den derud under ret stor jamren. Simba tudbrølede simpelthen hele vejen. Da vi kom derud, var der seks små killinger. Jeg er vildt meget et kattemenneske, så det var bare fantastisk, at jeg måtte holde dem og bære rundt med dem. Og Simba blev gode venner med en anden kat, som hedder Speedy.

Vi kørte på ferie i vores store blå Volkswagen – mig, min mor, min far og min lillesøster. Vi var i Normandiet i Frankrig. Dér skete et stort slag under Anden Verdenskrig kaldet D-dag. Jeg interesserer mig meget for historie.

Jeg elsker den der serie Historien om Danmark. Den er heldigvis lige kommet på DRs hjemmeside, så jeg kan se den igen. Jeg har ikke så meget skærmtid, men jeg ser Ultra Nyt hver dag ved morgenmaden. Jeg synes også, de der små nyheder i Faktisk er gode.

Jeg synes, politik er meget interessant. Især det, der ligger lidt tilbage. Stemmeret for kvinder kom først for lidt over hundrede år siden i 1915. Det er interessant at sammenligne med nutidens politik.

Nogle gange virker det, som om tingene er sværere i dag. Under Anden Verdenskrig vidste man nok godt, at Nazityskland det var dumt. I dag er der flere beskidte tricks, tror jeg.

Det kan godt være lidt bekymrende, alt det om Putin mod Trump. Eller rettere Putin mod alle andre lande. Nu kommer jeg lige med min mening. De ideer, som Trump har, er altså ikke de bedste i verden.

Jeg er et barn, der virkelig kan lide at følge med i verdens gang. Det gør mig mere tryg, for så rammer det ikke så hårdt, når der sker noget stort og skræmmende.

Nogle gange føler jeg, at jeg er den eneste, der følger rigtigt med. Drengene i min klasse tror, der kommer krig på grund af Trump. Men nu er der jo lige kommet styr på midtvejsvalget i USA, og demokraterne har fået et flertal i … Huset, hedder det vistnok. Så jeg er ikke så bekymret lige nu.

I 2019 skal jeg til Mallorca. Min farmor bliver nemlig 70 år, så vi skal allesammen på ferie sammen.

Og jeg kommer til at blive 12 år. Jeg glæder mig på en måde, men jeg ville også gerne bare blive ved med at være 11 år lidt endnu. Det hele går lidt for hurtigt.

Jeg har fået mange nye venner, også online-venner. Når vi spiller computerspil, handler det ikke så meget om spillet, det er bare vildt sjovt, når vi sidder og griner. FOTO: NIELS CHRISTENSEN
Jeg har fået mange nye venner, også online-venner. Når vi spiller computerspil, handler det ikke så meget om spillet, det er bare vildt sjovt, når vi sidder og griner. FOTO: NIELS CHRISTENSEN

Noa: Før var jeg mere sådan »det gider jeg ikke,« hvis nogen foreslog noget nyt. Men nu er jeg begyndt bare at sige ja og så se, hvad det er for noget.

Jeg hedder Noa Birk. Jeg er 13 år og bor i den lille by Lisbjerg sammen med min mor og min papfar og fire små søskende, og jeg har også en lillesøster hos min far og papmor.

Når jeg tænker på 2018, føles det ikke, som om der er sket noget vildt. Det er nok, fordi der skete rigtig mange ting sidste år, altså i 2017. Der flyttede vi fra vores lejlighed i Aarhus ud til det her store hus i Lisbjerg, så jeg skulle skifte skole og finde nye venner.

Det gik heldigvis rigtig godt, og i år har jeg fået en del flere venner end før.

Min fætter Kalle er min bedste ven, og han bor lige nede bagved. Vi går tit tur med hans hund ved stranden, spiller computer og går i biografen sammen med nogle venner og min papfar. Det er vildt hyggeligt.

Jeg er også begyndt på Kalles håndboldhold. I starten tænkte jeg »de gider nok ikke have sådan en nybegynder på holdet«, men det gad de godt.

Der er egentlig ret stor forskel på at være 12 og 13 år. Før kunne jeg ikke så godt sidde stille, men nu hopper jeg ikke så meget rundt længere.

Jeg har stadig hele min samling nerf guns hængende på væggen på mit værelse. Det er sådan nogle legetøjspistoler, der skyder med skumgummi-patroner. Men jeg har ikke rørt dem længe. Nogle gange kommer min fætter og lillebror herop, og så går vi helt amok med dem igen. Men det er sjældent nu.

Jeg har alligevel haft et par skader i år. Jeg har slået en negl af min ene storetå og slået hul i hovedet. Jeg landede lige ned på mine håndled i en leg, så jeg brækkede det ene håndled og forstuvede den anden albue. Heldigvis skulle jeg ikke have gips på så længe. Lægen sagde, at børns knogler er ligesom nye grene, der kan bøjes uden at knække. Hvis jeg havde haft gamle knogler, så havde det sagt krunsch.

På en måde har jeg ændret mig det seneste år. Før var jeg mere sådan »det gider jeg ikke,« hvis nogen foreslog noget nyt. Men nu er jeg begyndt bare at sige ja og så se, hvad det er for noget. Jeg har fået nogle helt andre interesser i år. Jeg er for eksempel begyndt at tegne ret meget.

Jeg er også lige begyndt at tage madlavnings­kursus som valgfag sammen med nogle venner i skolen. Det er faktisk virkelig hyggeligt, selvom det også kan være lidt stressende, når vi skal nå at blive færdige med en dessert eller noget.

Vi prøvede også at smage verdens fjerde-stærkeste chili. En Chocolate Habanero. Jeg drak 20 milliliter fløde for at stoppe den brændende følelse. Det smagte vildt dårligt, som en blanding af ost og smør – men det var bedre end den brændende følelse. Og man er nødt til at tygge chilien i helt små stykker. Ellers gør det virkelig ondt, når den skal ud igen i den anden ende.

Jeg kan godt mærke, at jeg er ved at blive lidt teenage-træt. En dag sov jeg helt til klokken 14. Jeg er også begyndt at få lidt bumser i panden, så lige pludselig er der hele hudplejen. Først bruger jeg en sæbe, som skal tørre i ti minutter og så vaskes af. Så er der sådan en lille blå flaske med noget væske i, som skal smøres rundt i hovedet. Det er min mor, som har vist mig hele rutinen. Hun har sagt, at hvis jeg bliver sådan en bebumset teenager, så finder hun skuresvampen frem.

Jeg har ingen anelse om, hvad der kommer til at ske i 2019. Jeg tænker ikke så meget over, at tiden går. Jeg ser heller ikke rigtig nyheder. Jeg lever jo et sted i verden, hvor der ikke sker det fjerneste, så jeg har ikke lyst til at følge med i det hele. Hvis man for eksempel hører om en masse, der er blevet skudt langt væk, så kan jeg ikke altid se, hvorfor jeg skal høre om det. Men hvis der løber nogen rundt med en motorsav inde i Aarhus, så er det nok meget godt at vide det.

Side 71