Siegfried Lenz: Vinter- og julefortællinger. Oversat fra tysk efter »Eine art Bescherung. Weihnachts- und Wintergeschichten« af Inge Nissen. 103 sider. 149,95 kr. Hovedland.
Da Anden Verdenskrig slutter, befinder den 19-årige deserterede tyske soldat Siegfried Lenz sig i sydsjællandske Næstved. Hvor skjuler han sig? Har en hjælpsom dansker foræret ham et sæt civilt tøj? Hvem husker det i dag? Ingen, velsagtens. Hvis man imidlertid må gætte lidt, så gætter jeg personligt på, at han har en blyant og en notesbog i lommen. For han elsker at skrive. Eller mere præcist: Han elsker at se og skrive det ned, han har set.
Da Siegfried Lenz omtrent ti år senere skriver de fleste af sine små, såkaldte Vinter- og julefortællinger, er han allerede en dreven forfatter. De erfaringer, han har gjort sig, og den måde, han arbejder på, går nu op i højere enhed. Når han skriver om sin østpreussiske barndom, kan man ligefrem lugte det svovlholdige mosevand fra de masuriske sumpe. Når han skriver om flygtningebarakker efter krigen, kan man ligefrem mærke sulten og den juleglæde, 20 gram grisefedt kan vække hos den, der får lov til at stege tre-fire kartofler i det. Siegfried Lenz skriver maskulint, enkelt og blufærdigt om drikfældige skovarbejderes, hjemvendte soldaters, gamle koners og gav- tyveagtige småforbryderes jule- og nytårs- aftener. Lidt kul til at varme op med, et brev, der når frem, eller en hånds overraskende banken på en isblomstplettet rude: Den slags er jule- og nytårsmirakel nok i hans ordknappe før-, under- og efterkrigstidskrybbe- spil. Hyrderne, fårene, tre hellige konger og ledestjernen hører vi ikke meget til. Men hvem ved? Måske venter de derude i sneen.
Den måske bedste fortælling i den smukt oversatte lille samling er den grumme »Julemænd« fra 1958. En krigsinvalid ekssoldat udkommanderes på bedste militæriske vis til at uddele julepakker. Han skal »melde sig hos Köhnke«, lyder ordren. Men hvem viser denne Köhnke sig nu at være? Ja, ingen ringere end hans gamle oberst fra Østfronten, nærmere bestemt fra det blodige omringningsslag ved Demjansk syd for Leningrad, som kunne være blevet den nazistiske krigsmagts første store nederlag, hvis ikke det i sidste øjeblik »mirakuløst« var lykkedes 100.000 tyske soldater at undslippe ad en smal korridor. Selv under slaget ved Demjansk var der imidlertid julemænd, mindes den krigsinvalide og oberst Köhnke, da den første når frem med sin pakke, og de to sidder lidt sammen i en opvarmet stue og stirrer på en spruttende stjernekaster. De skulle bringe pakker ud til dem, der lå i sneen i de forreste skyttegravsstillinger. Men vores julemand nåede aldrig frem, mindes krigs- invaliden. Han blev skudt af russerne. For russerne havde også stjernekastere. Selv julenat. Alt i alt et par minutter tilbringer den forhenværende soldat og den pensionerede, barnløse oberst sammen. Da stjernekasteren er brændt ned, stirrer de ud i mørket. Så bryder man op. Skilles. Der er ikke mere at sige.
