Dansk erhvervsliv. Ny afhandling viser, at den danske regering hen imod slutningen af 1930rne tillod import af tyske raceprincipper i dansk erhvervsliv. Jødiske erhvervsfolk bad Udenrigsministeriet om hjælp, men forgæves.

»Renset for jøder«

»Renset for jøder«

I sommeren 1938 indledte den jødiske ejer af Skandinavisk Kunst-Silke Import, Harald Michelsen, en korrespondance med det danske udenrigsministerium. Han ønskede tilladelse til at importere sine varer fra England, for flere af hans tyske samarbejdspartnere havde ophævet deres kontrakter. Årsagen var, at de national- socialistiske myndigheder siden 1937 havde ført en forsætlig og målrettet politik mod jødiske virksomheder i andre lande. Som følge af de racemotiverede handelsbarrierer måtte de tyske virksomheder enten ophæve deres kontrakter eller forsøge at få de jødiske repræsentanter til at træde tilbage.

»Hvis vi ikke kan få den nødvendige støtte fra den danske stats side, vil dette betyde, at vor eksistens som købmænd og menneske(r) trues,« appellerede Michelsen og påpegede det principielt problematiske i, at tyske myndigheder indførte raceprincipper på det danske marked.

Den 19. december samme år skrev Michelsen igen om det, han kaldte ariseringen af det danske forretningsliv.

»Det begynder med jøderne, men tyskerne kan måske en skønne dag også nægte at betale eller arbejde med danske undersåtter af katolsk tro, eller danske undersåtter, som er socialdemokrater, radikale, konservative, venstre etc.,« bemærkede han.

Michelsens brev var en respons til den danske udenrigsminister Peter Munch, som få dage forinden havde indtaget Politikens forside med beskeden om, at »der ikke var nogen Realitet bag Rygterne« om, at danske virksomheder skulle være udsat for tyske »Arieserings-bestræbelser«. Denne hovmodige afvisning fik det til at vælte ind med henvendelser, for Michelsen var ikke den eneste dansk-jødiske forretningsmand, som var offer for tyskernes internationale ariseringspolitik.

Da Tyskland var en af Danmarks største handelspartnere, omfattede det adskillige danske virksomheder, som enten blev udelukket eller lod sig omstrukturere for at tilpasse sig tyskernes krav. Nogle appellerede, andre bøjede sig og fyrede deres repræsentanter uden protest. Endnu andre forsøgte at omgå reglerne med mere kreative løsninger.

I medicinalfirmaet Lundbeck opgav den jødiske medejer Eduard Goldschmidt på pragmatisk vis sit formelle ejerskab, men beholdt en uformel magt over selskabet selv efter sin flugt til Sverige i oktober 1943. Og i stålfirmaet Alfred Raffel A/S., som blandt andet stod bag tyske leverancer til den gamle Lillebæltsbro, forsøgte man at snyde tyskerne ved at oprette et andet selskab, Stameco, hvor den jødiske direktør Alfred Raffel ikke var andelshaver, men blot bestyrelsesmedlem. Det blev dog opdaget, og Alfred Raffel blev efterfølgende presset helt ud af det danske erhvervsliv.

Det præcise omfang af den tyske ariseringspolitik kendes ikke, men den omfattede alt fra en tøjbutik i Lemvig til en fileteringsfabrik i Rønne og ramte både enkeltmandsvirksomheder og store selskaber.

Udenrigsministeriet kom ikke Michelsen og de andre jødiske forretningsfolk til hjælp. Med undtagelse af ganske få møder udfordrede de danske myndigheder aldrig for alvor tyskerne på spørgsmålet, men overlod det i stedet til jøderne at kæmpe deres egne kampe. Ikke desto mindre var den danske regerings viden om problemet både præcis og omfattende.

Sådan konkluderer historiker ved Copenhagen Business School Jacob Halvas Bjerre i sin nye ph.d.-afhandling Excluding the Jews – The Aryanization of Danish-German Trade and German Anti-Jewish Policy in Denmark 1937-1943. Her gør han op med forestillingen om, at ariseringen var drevet af ad hoc-initiativer. Tværtimod konkluderer han, at den økonomiske eksklusion af jøder i dansk erhvervsliv var den mest succesfulde del af den tyske Judepolitik i Danmark. Dermed tilføjer han endnu et banesår til Danmarks kollektive samvittighed og endnu et aber dabei i den altid omdiskuterede samarbejdspolitik.

Ariseringspolitikken var uformel og gelinde, da man heller ikke fra tysk side ville spolere det frugtbare samarbejde. Alligevel gik det så effektivt til, at den tyske gesandt i Danmark, Cecil von Renthe-Fink, i september 1942 kunne meddele Berlin, at den tyske udenrigs- handel i Danmark var blevet »renset« for jøder. Ganske vist var der stadig 12 jødiske selskaber, hvis produktion var vigtig for den tyske krigsøkonomi, men året efter var det antal nedbragt til tre.

»Det skulle gå roligt til, men man ville også se kontinuerlige fremskridt i ekskluderingen af de danske jøder. Det gjorde man ved denne her langsomme udskillelsesproces, men man kan samtidig sige, at den danske regering strakte sig langt for at bevare samarbejds- politikken,« fortæller Bjerre.

Det var Reichsstelle für den Außen- handel, en enhed under det tyske udenrigsministerium og handelsministerium, som i samarbejde med det tyske gesandtskab sørgede for at eksekvere politikken. Med undtagelse af ganske få møder forholdt de danske myndigheder sig tavse, og Bjerre afdækker desuden, at dansk politi i mere end 200 tilfælde hjalp til med at identificere jøder, hvormed de leverede informationer, som understøttede den tyske ariseringsstrategi.

»Jeg synes, det er særligt problematisk i førkrigsperioden, hvor man havde et større diplomatisk råderum. Flere af de jødiske virksomhedsejere, jeg har undersøgt, var afhængige af leverancer fra Tyskland. De forsøgte forgæves at få importtilladelser fra andre lande, så de kunne fortsætte deres virksomhed. Dér kunne man godt have været lidt mere large. Man kunne også have påtalt det mere konsekvent over for Tyskland eller gået offentligt frem, som man gjorde i Sverige,« uddyber han.

– Hvorfor gjorde de danske myndigheder ikke mere?

»Modsat eksempelvis Sverige og Norge er vi nabo til Tyskland, og vi havde det tyske mindretal i Sønderjylland i en tid, hvor Tyskland var begyndt at kræve disse mindretalsområder tilbage. Man var bange for at provokere og følte sig underlegne. Samtidig var Tyskland vores allervigtigste handelspartner, og det blev vores eneste afsætningsmarked,« svarer Bjerre.

Han bemærker, at Danmark blandt andet producerede 14 procent af tyskernes kød- forbrug i de kritiske år 1943-45.

Forsiden af Politiken 11. december 1938, hvor udenrigsminister Peter Munch afviser, at tyskerne skulle forsøge at udrense jøder fra dansk erhvervsliv.
Forsiden af Politiken 11. december 1938, hvor udenrigsminister Peter Munch afviser, at tyskerne skulle forsøge at udrense jøder fra dansk erhvervsliv.

Den danske regering var fleksibel og accepterede gradvist flere tyske krav om uformelle tiltag mod jøderne. Særligt under de store kriser, Danmarks indtræden i Antikominternpagten i 1941 og Telegramkrisen i 1942, steg presset på den danske regering. Som den israelske historiker Leni Yahil viste i bogen Et demokrati på prøve fra 1967, undlod den danske regering at udnævne eller forfremme jøder til fremtrædende offentlige stillinger. Jøder blev desuden forhindret i at optræde i radioen, og flere jødiske journalister blev fyret fra danske aviser.

»Med undtagelse af nogle ægteskabslove i førkrigsperioden rettet mod udenlandske jøder og kontorer, hvor man kunne få udstedt officielle arierbeviser, var der ikke formelle racelove i Danmark. Men forskningen viser, at uformelle tiltag jo kan være lige så effektive,« bemærker Bjerre.

Hans ph.d.-afhandling påviser dog også, at et mindretal i den danske regering, inklusive statsminister Erik Scavenius og indenrigsminister Knud Kristensen, ad flere omgange var klar til at indføre formelle jødelove for at redde det dansk-tyske samarbejde.

Jacob Halvas Bjerres forskning er inspireret af den svenske historiker Sven Nordlund, som har afdækket lignende sager i Sverige. Mens de fleste andre europæiske lande for længst har afdækket den handelsmæssige diskrimina- tion af jøderne, er Bjerres afhandling den første store undersøgelse af Tysklands ariseringspolitik i Danmark.

»Jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, at jeg kan skrive om, at der er foregået arisering i Danmark så mange år efter, at andre lande har afklaret det. Jo mere jeg graver i det her, desto mere går det op for mig, hvor lidt vi egentlig ved i forhold til, hvad vi burde vide. Det undrer mig, at man endnu ikke har undersøgt de her ting på en mere struktureret måde,« skoser Bjerre.

Han mener ikke, at Danmark tog del i den store bølge af holocaustforskning, som satte i gang efter de schweiziske bankskandaler i slutningen af 1990erne. Dengang viste en række afsløringer, at schweiziske banker lå inde med tusindvis af konti, der tilhørte holocaustofre. Derudover besværliggjorde de udbetalingen til efterkommerne ved eksempelvis at kræve dødscertifikater, som ikke eksisterede. Sagen ledte til, at de fleste europæiske lande påbegyndte undersøgelser af, hvad der var sket med jødiske aktiver, herunder jødiske firmaer. Flere steder blev jødiske konti og stjålet kunst ført tilbage til de retmæssige ejere.

»Selv Sverige og Schweiz, der var neutrale, har undersøgt det. Vi har ikke, måske fordi vi var i den her mærkelige position mellem et besat land, et neutralt land og måske senere et krigsførende land. Det er bemærkelses- værdigt. Vi må i det mindste kunne sige med god samvittighed, at der ikke er foregået noget. Spørgsmålet er, om historien om redningen af de danske jøder har stået i vejen for det. Måske har vi ikke følt, at det var vigtigt at undersøge de diskriminerende tiltag, fordi jøderne overlevede. Måske har der bare ikke været politisk vilje, eller også har der ikke været noget stort udenlandsk pres, eksempelvis fra jødiske organisationer.«

Ved indvielsen af den gamle Lillebæltsbro den 14. maj 1935 ses her de ledende herrer bag projektet. Nummer tre fra højre er Alfred Raffel. FOTO: RAFFEL & CO
Ved indvielsen af den gamle Lillebæltsbro den 14. maj 1935 ses her de ledende herrer bag projektet. Nummer tre fra højre er Alfred Raffel. FOTO: RAFFEL & CO

– Der har da været relativt mange forskningsprojekter, som har problematiseret og undersøgt Danmarks rolle under Besættelsen?

»Det har du ret i, men de kommer drypvis. Vi har haft en meget fragmenteret forsknings- indsats, som er baseret på engagerede forskere, der har valgt at kaste sig over det her emne. Der var historien om Riffelsyndikatet eller F.L. Smidth, der brugte tvangsarbejde i Baltikum, men vi får altid kun en lille flig. Vi får aldrig det fulde billede.«

Jacob Halvas Bjerre efterspørger derfor en koordineret forskningsindsats.

Det havde Danmark med Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier, der i år 2000 blev oprettet for »at fortælle om de sorte pletter i vores historie«, som Poul Nyrup Rasmussen anførte i sin åbningstale. Allerede i år 2002 blev det selvstændige center dog sløjfet. Den forhenværende leder, historiker og professor emeritus Uffe Østergaard forklarer til Weekendavisen:

»Da den borgerlige regering kom til i 2001, lagde den centeret sammen med DIIS, og dér blev det prioriteret længere og længere ned. Interessen var der, men den var konjunkturelt bestemt. Der var ikke begejstring i det politiske miljø, og jeg fornemmede også en vis sparsommelighed i embedsmandsmiljøet. Jeg har ikke skrevet historien om holocaust- centerets storhed og fald, men man kan ikke sige, at det har været omgivet af stor interesse og begejstring.«

Han suppleres af holocaustforsker og lektor i historie ved Københavns Universitet Sofie Lene Bak. Hun mener også, at de politiske konjunkturer er afgørende for mængden af holocaustforskning. Derfor var det heller ikke tilfældigt, at det store gennembrud kom netop i 1990erne:

»Det handler om den europæiske politiske integration, blandt andet i forbindelse med østudvidelsen af EU. Hvis vi skal finde noget, alle lande kan blive enige om, så er det, at Holocaust ikke må finde sted igen. Som historisk begivenhed er det oplagt som kerneværdi for et europæisk projekt. I slutningen af 1990erne var der stor enighed om at højtidelig- holde og fastholde mindet om Holocaust. Efter Murens fald havde man slettet de ødelæggende spor af Anden Verdenskrig, og der var en optimisme i det europæiske projekt. Samtidig var borgerkrigen i Jugoslavien en alvorlig påmindelse om, at had og vold mellem etniske grupper ikke hørte fortiden til.«

I 2017 forsvandt de allersidste rester af det danske holocaustcenter, da de sidste under- visningspligter og bevillingen til at afholde den årlige Auschwitzdag blev udliciteret til private aktører:

»Min tese er, at der hersker en grundforestilling om, at Holocaust ikke fandt sted i Danmark, når 95 procent af de danske jøder blev reddet. Fra politisk side er der også stolthed over vores historie, og man forestiller sig, at når nu danskerne var villige til at redde jøderne i 1943, så kunne der ikke være antisemitisme i Danmark. Derfor er der stort set ikke blevet gennemført nogle studier af antisemitisme i Danmark efter 1945, selv om vi står og har akut brug for det. Der er tilsyneladende en genopblomstring af antisemitismen i den danske debat, hvilket kommer til udtryk i omskæringsdebatten og i alt-right-medier,« forklarer Bak.

Der er nok at tage fat på, for Bjerres afhandling åbner lige så mange spørgsmål, som den besvarer.

»Nu har jeg afdækket, at langt de fleste danske virksomheder, som handlede med tyske virksomheder, blev ariserede. Men hvad var det for nogen? Hvad skete der med de personer, det gik ud over? Hvad skete der efter krigen? Var der nogen, som blev retsforfulgt? Var nogen ude efter de jødiske firmaers markedsandele? Det, synes jeg, vi mangler at undersøge.«

Side 53