Nedrivningsklar. Lundtoftegade har været prærie, betondrøm og banderede. Men er det også en ghetto? Landsbyggefonden har investeret trecifrede millionbeløb i at forskønne boliger og arkitektur. Alligevel hænger regeringens trussel om nedrivning over blokkene. Mød tre, der elsker at bo i Lunden: 80-årige Henny Jensen, rapperen Bar Z og bagermester Allan Ibsen.

En smuk grænseghetto?

En smuk grænseghetto?

Jeg flytter ingen steder. Mig skal de bære ud.« Selv om 80-årige Henny Jensen blot bor på fjerde sal i blok C, er der en imponerende panoramaudsigt fra den store, glasinddækkede altan. TDCs teletårn troner lige fremme. Støjskærme mod Bispeengbuen dækker højre del af synsfeltet, de blokerer trafikstøjen ret effektivt. Indenfor pipper en flok kanariefugle panisk. De får et tæppe over sig.

»Godnat, små venner,« siger Henny. Hun har hvidt, opsat hår, rød læbestift, store perleøreringe, lidt hals på sweateren. »Dronningen af Lunden« kalder drengene fra blokken hende. Man forstår hvorfor. Henny har boet her i 50 år.

Hun har konfronteret pushere og uddelt verbale tæsk til borgmestre og ministre, når de har svigtet Lunden. Hun har siddet i afdelingsbestyrelsen og i beboernes »bekymringsgruppe«. Hun er stadig med i festudvalget og syklubben. Om natten tager hun Natteravnenes gule jakke på og deler »festpakker« med bolsjer og kondomer ud. Da Loyal to Familia under bandekrigen i 2017 gik gennem Lunden, ringede utrygge beboere til Henny, og hun måtte bede dem kontakte politiet.

Henny elsker at bo i Lundtoftegade. Hun synes, her er smukt. Med hjælp fra Landsbyggefonden blev det almene boligbyggeri totalrenoveret i 1990erne, og i 2010 bevilgede fonden yderligere knap 150 millioner kroner til at forskønne området på Ydre Nørrebro. Samme år stod Lunden på VK-regeringens allerførste ghettoliste. Renoveringen fik nye familier til at flytte ind, Lunden zigzaggede ind og ud af listen og vristede sig fri i 2015-17.

Men hvad med i 2018? 1. december offentliggør Transport, Bygnings- og Boligministeriet den ny ghettoliste med skærpede kriterier. Ifølge prognosen fra foråret vil Lundtoftegade igen krybe over grænsen til ghettoland. Fem år i træk på listen, så kan tvangsnedrivning komme på tale.

Truslen kommer paradoksalt nok i en tid, hvor mange beboere i Lunden synes at gå mere rankt end nogensinde, og hvor Lundtoftegade allerede har taget mange af de tiltag, regeringen efterlyser: Store renoveringer, kæmpe nye familielejligheder, leg og liv i gårdene, identitet, åbenhed og fællesskab tænkt ind i arkitekturen. På ydermuren fire forløsende ord: Ingen frygt, kun kærlighed.

»De kan sgu ikke være det bekendt,« siger Henny om udsigten til igen at træde ind i ghettoland. »Vi har været berygtet – og med god grund. Men i 20 år har vi arbejdet med de unge og deres forældre, og der er foretaget store forbedringer af boligerne udenpå og indeni.« 50-årsjubilaren bruger ord som »smædekampagne« og »manipulere«, og hun siger, at politikerne burde prøve at bo her, »så de ved, hvad de taler om«.

»Man skal synge for sin syge moster for at få lov til at bo her, for det er nogle flotte lejligheder, vi har,« fortsætter Henny. Hun henter den »sorte boks«, og snart fylder papirer og avisudklip om Lunden den matblå sofa.

Henny Jensen, også kendt som »Dronningen af Lunden«. FOTO: SOFIA BUSK
Henny Jensen, også kendt som »Dronningen af Lunden«. FOTO: SOFIA BUSK

I starttresserne boede mange københavnere i uhumske lejeboliger. Folk gik på lokum i gården, badede på anstalt, fyrede op i brændeovn. Området ved Lundtoftegade blev kaldt »prærien«. Det var sporadisk bebygget, Ladegårdsåen snoede sig gennem landskabet – og ræven gik derude.

Den anden industrielle revolution fik folk til at strømme til København, og det pressede hovedstaden. Løsningen var modig – vertikale betonbyer. Hele kvarterer blev fjernet, almene lejeboliger voksede frem i højden. Betonelementer blev stablet, som var det Brio-byggeklodser.

Lunden blev født, Brøndby Strand fik 12 højhuse, og en bid længere inde i Køge Bugt voksede Ishøj-planen frem. Tusinder af familier fik bad, lokum, centralvarme og betonfacader med altaner, de kunne pynte med pelargonier, parasoller og pyntenips.

Henny flyttede ind i Lundtoftegade med sin mand og to børn. Det tredje barn fødte hun senere ude på toilettet. Mange veluddannede flyttede med, husker Henny, kirurger, læger, lærere. Så besluttede Trafikministeriet at bygge Bispeengbuen, en sekssporet motortrafikvej, som skulle løbe op ad de nye lejligheder i Lunden.

Henny og andre beboere hejste et spydigt banner ud ad vinduerne og skældte ud på borgmester Urban Hansen. Det var fantastisk at mærke, hvordan beboerne stod sammen, husker Henny. Men de tabte til Urban, og Bispeengbuen rejste sig som en sekstunget kobra over betonjunglen. I dag dæmper støjskærme dyret, men dengang fandtes de ikke. Trafiklarmen fik dem, der kunne, til at flytte.

Titusinder af gæstearbejdere kom til Danmark i de år, tyrkere, marokkanere, pakistanere. Nogle af dem flyttede ind i de tomme lejligheder i Lundtoftegade. I 1973 ramte oliekrise og arbejdsløshed. Danmark indførte stop for indvandring, men mændenes koner og børn fik fortsat lov at komme, så indvandringen fortsatte i 80erne og 90erne. Til sidst havde to ud af tre beboere i Lundtoftegade anden etnisk baggrund end dansk. Lundtoftegade fik tilnavnet Marokkanerbyen, og det var ikke positivt ment. Københavns Kommune rådede over hvert tredje lejemål, og de blev især brugt til danskere med sociale problemer og misbrug.

I dag bor der 1.504 personer i det det almene 70'er-byggeri. FOTO: SOFIA BUSK
I dag bor der 1.504 personer i det det almene 70'er-byggeri. FOTO: SOFIA BUSK

»Det var ikke kønt«

Cocktailen af arbejdsløshed og socialt udsatte gjorde Lundtoftegade sårbar. Hells Angels rykkede ind. Pusherne hang ud i underetagen, hvor der stod cykler og barnevogne, og hvor Henny og andre beboere havde bogklub og håndarbejde. »Nu er nok nok,« sagde beboerne, og så flyttede pusherne sig lidt, men snart var de tilbage.

Da ukendte gerningsmænd smed en pose med vand oppe fra et højhus og lavede en dyb kløft i taget på en taxa, nægtede taxachaufførerne at køre ind i området. Det gav katastrofal medieomtale.

Problemerne var nok sociale, men man begyndte også at se på rammerne for livet i Lunden. Betonen blev ikke længere set som modig og funktionel, men som trøstesløs og lukket. Dobbeltdækker-parkeringen mod Lundtoftegade var som en mur, der skærmede for byen. Mørket var perfekt for lyssky kriminelle. Mange beboere følte sig utrygge i arealerne mellem højhusene og blokkene. Gangene, hvor pusherne hang ud, var overmalet med graffiti-tags. Hærværkskontoen løb op i en halv million kroner om året. Betonen revnede, også bogstaveligt. »Det var ikke kønt,« husker Henny.

Lunden havde brug for et makeover og fik det med den første store renovering finansieret af Landsbyggefonden. I 1990erne kom der fliser på badeværelset og nye vinduer i Hennys lejlighed. Altanen blev 30 centimeter større og beklædt med glas. Folk piblede ud og missede med øjnene som små mus, der kommer frem fra vinterhi.

Betonfacaderne blev dækket af glatte, lysegrå aluminiumplader. Dobbeltdækkerparkeringen blev revet ned. Lyset væltede ind. Der blev brudt hul i højhusene og anlagt stier mellem gårdene, så børnene kunne komme fra én gård til den næste.

Det var som at fjerne kalk fra en indsnævret arterie. Livet begyndte at strømme mere frit. Pushergangene blev pyntet med motiver af Bamse og Kylling. Beboerne førte penslerne, og børnene hjalp til. Få år senere kvitterede Ekstra Bladet ved at give Lundtoftegade prisen som landets øjebæ. Men beboerne havde fået selvtillid. De gav en brækspand retur, som journalisterne kunne kaste op i.

Det perfekte sted

»For mig var Lunden et perfekt sted at være barn,« siger Seth Sarpong, alias Bar Z, der er medlem af rapkollektivet FireTolv og hjælper udsatte unge i projektet Streetmanager. Seth sidder tilbagelænet i Natteravnenes lokale under blok E. Han har lånt nøglen hos Henny. Seth var barn i Lunden 1990erne og ung i 00erne. For ham handler Lunden om »kærlighed, identitet og venner for livet«. Seths ghanesiske far og dansk-færøske mor blev skilt, da rapperen var lille. Sammen med moren og tre søskende flyttede han over til mormoren, som også boede i Lundtoftegade. I dag bor han her med sin manager Mansour.

Det er venskaberne fra gården, Seth elsker og beskytter. De var 20-30 unge, som hang sammen, fortæller han:

»Da vi var helt små, blev vi fra de to blokke her sendt ud i samme gård, så vi blev hurtigt ret tætte. Da vi blev lidt ældre, måtte vi gå over i den næste gård, og så blev vi venner med dem også. Vores fritidshjem og børnehave lå også nede i gården, og vores skole lå på den anden side af gaden. Hele dagen mødte vi de samme mennesker. De større drenge var som storebrødre. ’Er du nu begyndt at ryge?,’ spurgte de, og ’pas på, når du går over vejen’. Der var altid nogen, der ville dig det bedste. Det betyder meget for mig at have nogen, hvor man føler, at man er der 100 procent for hinanden.«

I gården skabte drengene deres egen verden med lege og drengestreger, nok i kedsomhed, siger Seth. Med årene blev drengestreger til hærværk og flugt fra politiet i en stjålet bil fyldt med 13-14-årige. Nu, 13 år efter, ser Seth ked ud af det, når han taler om den skuffelse, hans mor følte.

I 7. klasse skiftede Seth skole, og han fandt ud af, at der var en verden uden for Lunden, som var anderledes. Det gjorde det nemmere at klare mødet med nye mennesker i gymnasiet, »som kan være skræmmende, når man har levet hele sit liv i Lunden«, pointerer han. Alligevel mener Seth, at det er en dårlig idé at rive blokke ned og integrere Lundtoftegade med den omgivende by.

»Det kan nok hjælpe ’en smule’ på integra­tionen, men på det individuelle plan vil det være nederen for mange,« siger han. Seth taler om styrken i det nære fællesskab, som de afgrænsede gårde gav, og som gør, at drengene fra dengang stadig står skulder ved skulder. Og han taler om behovet for at være sammen med andre, der slås med nogle af de samme udfordringer i livet.

Hver morgen kører arkitekt Karsten Pålsson forbi Lunden på vej mod sin tegnestue. Han elsker at komme fra Borups Allé og se de forskudte blokke rejse sig. Når han efter fyraften kører den modsatte vej, tjekker han, om alle lysene virker. Pålsson beskriver selv den seneste renovering som en flot konvertering af trist 1960er-betonbyggerifacade til noget, som »udviser en form for sprødhed«.

Den første makeover gjorde det ikke rigtigt for Lunden. De sociale problemer fortsatte i 00erne. Lundtoftegade blev kendt for at have den højeste andel beboere med domme i hovedstadsområdet. Der blev iværksat boligsociale indsatser og udarbejdet helhedsplaner. Byggeriet kom igen under lup, og i 2010 stillede Landsbyggefonden igen med penge.

Arkitekt Pålsson og boligselskabet AKB besluttede at erstatte de indvendige trapper, og beton-svalegangene blev med glas og lette stålskeletter. Pålsson forsøgte at respektere stedets identitet. De murede gavle blev bevaret som et spor fra 1960erne, og over glasfacaderne tegnede designeren Thomas Pålsson, arkitektens søn, et grafisk bånd i hvide, grå og blå farver, som nu sender Ladegårdsåen op på højhusenes gavle og ned over blokkene mod Netto.

Pålsson mener, at man i 1960erne glemte de klassiske urbanistiske grundregler om fælles byrum og byggede almennyttige enklaver. Han bakker op om udviklingen mod blandede boligformer, hvor man ikke kan se, hvem der ejer, og hvem der lejer. »Men man kan ikke lave en hel bebyggelse om på én gang. Det er små nyk.«

Den nye Lunden skulle tiltrække stærke familier. 80 små hybler blev lavet om til familielejligheder på 130-140 kvadratmeter og med kæmpe altaner. Allan Ibsen og Trine Andersen er ikke meget for mærkatet ressourcestærk, men okay, de forstår det godt.

Da parret for seks år siden var til åbent hus i Lundtoftegade, var det især den store plads til rimelige penge, de faldt for. Nu bor de med Isabella, 8, og Alexander, 7, på fem værelser med køkkenalrum, børneværelser, soveværelse og kontor. Om natten laver Allan brød og kager til 800 medarbejdere i Novo Nordisk IT, og Trine arbejder i Irma. Allan er også frivillig i fodboldklubben Nørrebro United og i beboerbestyrelsen.

En dag lød det, som om nogen skød med hundepropper neden for familiens lejlighed. Det var en ung mand, der blev skudt i hovedet. Det var et halvt år efter, familien var flyttet ind. »Min første tanke var, at vi skulle væk så hurtigt som muligt,« siger Allan.

Lidt efter lidt tog en anden følelse over. Børnene har fået en god skolestart, der er venner, grønt, kort afstand til alt og ikke så hård kriminalitet, som pressen skriver, mener Allan. Neden for lejligheden ligger den nye fodboldbane, hvor Nørrebro United træner, også Alexander. Familien holder af menneskene i Lunden. De hilser på alle, går til fællesspisning og synes, at selv de hårde drenge passer på deres børn. De føler, at de er en del af »én stor familie«.

Drømmen om et hus på landet fortoner sig.

»Når jeg hører ordet ghetto, så tænker jeg på en boligblok, der er pakket ind i et hegn, og som man ikke kan komme ud af-agtigt. Vi har grønne områder, og der er åbent mod gaden. Det kan godt være, at vi har nogle højhuse, og der bor mange udsatte mennesker, eller hvad man skal kalde det, men det påvirker ikke vores hverdag,« siger Allan.

»For mig var Lunden et perfekt sted at være barn,« forklarer rapperen Bar Z. FOTO: SOFIA BUSK
»For mig var Lunden et perfekt sted at være barn,« forklarer rapperen Bar Z. FOTO: SOFIA BUSK

»Der vil jeg bo«

Der sker noget forunderligt i de år, hvor familien finder sig til rette i Lunden. Hærværket mod boligerne falder til en tiendedel i forhold til i 00erne. Det er, som om de unge får større respekt for kvarteret. Seth og de andre rappere fra området får unge til at gå ind i musikken og til at bruge den uddannelsesvejledning, som er en del af den boligsociale indsats. Andelen af arbejdsløse og af beboere med anden etnisk baggrund falder. Der er ikke tale om mirakler, nogle problemer fortsætter. Tidligere i år lukkede ungdomsklubben midlertidigt. Der havde været håndgemæng, og nogle pædagoger blev sygemeldt.

Ejendomschef i KAB, der driver Lundtoftegade, Kenneth Fuglsang er ærgerlig over den skade, det kan gøre at komme på ghettolisten igen.

»Hvis du leder efter et hjem, og der på første linje står ghetto, så tænker du jo ikke ligefrem ’jubii, der vil jeg bo’. At flytte det image tager lang tid.«

Han tror ikke på, at nedrivning af Lunden kommer på tale. Rationalet er simpelt. I det øjeblik man har mange beboere uden arbejde, så overgår man til fleksibel udlejning, hvor ressourcestærke kommer forrest i køen, og det smitter af på alle ghettoparametrene. Altså vil man næppe være på listen fem år i træk.

Flere beboere peger samtidig på, at stemplet kan give adgang til midler fra Landsbyggefonden, som igen kan forbedre livet for beboerne. Ghetto eller ej, Henny, Seth og Allan bliver boende, og Alexander fortsætter med at spille fodbold der, hvor en ung mand engang blev skudt.

Thomas Aue Sobol er freelancejournalist.

Lundtoftegade

I foråret skærpede regeringen ghettokriterierne. Ifølge prognosen vil Lundtoftegade igen krybe over grænsen til ghettoland, når listen for 2018 kommer denne weekend. Området slår ud på tre parametre.

* 54,1 procent af beboerne er indvandrere eller efterkommere fra ikke-vestlige lande (må højst være 50 procent).

* 63 procent af beboerne har kun grundskolen som uddannelse (må højst være 60 procent).

* 2,2 procent af beboerne er dømte. (må højst være 2,2 procent).

Det er skærpede krav til andelen af dømte beboere, som giver Lunden det tredje flueben og udløser ghettoprognosen. Transport-, Bygnings- og Boligministeriet oplyser, at det præcise tal er 2,21 procent. 0,01 procent af 1504 beboere svarer rundt regnet til en syvendedel menneske. Dommene dækker straffeloven, våbenloven og lov om euforiserende stoffer. Sat på spidsen: en syvendedel af en hashryger er afgørende for ghettostemplet.

 

Læs også Mathias Kobberrød Rasmussens artikel om »Danmarks første ghetto«

Side 3