Da Margrethe Vestager i 2014 blev udnævnt som EUs nye konkurrencekommissær, rynkede mange danskere på næsen, uimponerede over positionens tyngde. Konkurrencelovgivning har siden vist sig at være et af de vigtigste områder i international politik. Emnet er blevet afgørende for vores tid, fordi den moderne lovgivning er ude af stand til at inddæmme den form for magt, som verdens mest værdifulde private selskaber, de globale techgiganter, er i færd med at opbygge.
Techgiganterne lukrerer på en koncentration af markedet, som er forårsaget af netværkseffekter og datadrevne stordriftsfordele. Den nye dynamik i den digitale økonomi udfordrer nationalstaternes evne til at regulere de frie markedskræfter, og i forsøget på at håndtere denne trussel udvikler rammerne for konkurrencelovgivningen sig i dag i tre forskellige retninger globalt. Verdens stormagter – USA, Kina og EU – har tre forskellige interesser i at begrænse techgiganternes magt og forskellige ideer om, hvordan markedet bør reguleres, og hvem der bør eje data.
Resultatet af denne udvikling er, at internettet splittes op i tre adskilte sfærer. I Europa er det reguleret af persondataforordningen GDPR og en konkurrencekommission, der forholder sig kritisk til virksomhedernes kontrol over markedet. Her opfatter man data som individets ejendom. I Kina regerer det autokratiske kommunistparti gennem sin Store Firewall, og data ejes grundlæggende af staten. Og i USA drager techindustrien fordel af at høre hjemme i den mindst regulerede af de tre regioner, og data ejes af de virksomheder, som indsamler det.
Med Margrethe Vestager i spidsen er europæiske politikere de mest aktive i kampen mod techgiganternes magt. Målet for EUs politik er at sørge for, at virksomhedernes dominans ikke skader konkurrencen på markedet. Alle typer virksomheder, små som store, skal sikres lige vilkår. Europæernes ideer om konkurrence er formet af den såkaldt ordoliberale ideologi og har givet sig til udtryk ved flere lejligheder over de seneste år i kraft af EUs domme mod Google, Apple og Amazon. Det er en tankegang, der giver staten en større rolle at spille i markedet end hos den klassiske liberalisme, og som har kendetegnet fremtrædende konkurrencekommissærer fra Peter Sutherland i 1980erne over Neelie Kroes i 2000erne til Margrethe Vestager i dag.
USA har ingen Vestager, men har til gengæld tradition for indflydelsesrige økonomiske tænkere, hvis ideer fortsat udøver stor magt over antitrust-lovgivningen. Inspireret af økonomer som Milton Friedman og jurister som Richard Posner fra Chicagoskolen er det dominerende paradigme i USA baseret på neoliberalismen. Her vurderes magtkoncentrationen på et marked ikke ud fra konkurrencen i sig selv, men snarere ud fra hvorvidt markedet er effektivt eller ej.
Det aflæses først og fremmest i priserne på varer. Forbrugerne lider først skade, når en overdreven markedskoncentration forårsager højere priser end ellers. Men eftersom techgiganterne ofte sænker priserne, selvom de har enorm magt over markedet, mangler de amerikanske myndigheder motivet til at regulere gratis tjenester som Facebook og Google eller virksomheder som Amazon. Som konsekvens har de føderale lovgivere endnu ikke lagt afgørende begrænsninger på techgiganternes magt, sådan som det er sket i Europa.
I Kina holdes tech-giganterne derimod i stram snor. Virksomheder som Tencent og Alibaba, hvis markedsværdier rangerer blandt de ti højeste i verden, eksisterer på kommunistpartiets nåde og agerer derefter. Kinas Store Firewall definerer egenrådigt spillets regler på det kinesiske internet og gør livet besværligt for vestlige techgiganter og uforudsigeligt for kinesiske virksomheder. Styrets kontrol af markedet skyldes ikke et ønske om at optimere konkurrencen på nettet, for den kinesiske regering bifalder magtfulde virksomheder, sålænge den er i stand til at kontrollere dem. I så fald tjener de blot til at øge kommunistpartiets egen magt. Den altoverskyggende motivation for kinesiske politikere er derimod opretholdelse af social orden og at fremme kinesiske virksomheder.
Der gælder således i stigende grad forskellige regler for internettet på tværs af geografiske regioner. De dominerende virksomheder og produkter er ikke de samme. Ejerskab af data varierer. Og statens overvågning og kontrol er vidt forskellig, alt efter om man befinder sig i USA, Kina eller Europa.
Opsplitningen af internettet er mest tydelig i den kinesiske sfære, hvor mange vestlige virksomheder er forbudt adgang, herunder Facebook og Google. Den kinesiske stat kræver, at alle data om kinesiske brugere opbevares i servere inden for Kinas grænser, så regimet potentielt kan få adgang til dem. Derved manifesterer opsplitningen af det digitale internet sig også fysisk.
Men tendensen til separate internetregimer ses nu også i Europa. For at leve op til EUs krav annoncerede Google i oktober, at de ville pålægge priser på deres Android-applikationer for mobilproducenter – men kun i EU. Det skyldes, at Unionens GDPR-lovgivning fra i år betyder, at spillereglerne for internettet i Europa nu adskiller sig kraftigt fra andre regioner. Som New York Times skrev i en leder 16. oktober, står vi i en situation, hvor »alt peger på en fremtid med tre internetblokke«.
Udviklingen drives ikke blot af forskellige ideer om konkurrence og markedskræfter, men også af divergerende syn på privatliv og data. Groft skitseret opfatter man i Europa den individuelle bruger som ejer af sine egne data, i USA tilfalder retten til data virksomheden, som indsamler det, og i Kina har staten den ultimative kontrol. EU tog i 2018 det hidtil klareste standpunkt på området ved at indføre retten til at blive glemt og retten til dataportabilitet – det vil sige brugerens ret over egne data.
Opdelingen forstærkes yderligere af, at der er forskellige politiske interesser med hensyn til at regulere techgiganterne. Staterne har indset, at de kan opnå en langsigtet konkurrencefordel ved at huse stærke techgiganter, da det sandsynligvis er disse virksomheder, der vil være på forkant med den teknologiske udvikling. Eftersom udviklingen af nye teknologier med kunstig intelligens – eksempelvis førerløse biler, ansigtsgenkendelses-software og alt baseret på maskinlæring – kræver store mængder data, har staterne en interesse i at gøre brugen af data så gnidningsfri som mulig for virksomhederne.
De nye teknologier og den økonomiske vækst, de ventes at medføre, ses som en afgørende brik i konkurrencen mellem nationerne i det 21. århundrede. Derfor har staterne også en geopolitisk interesse i at fremme egne virksomheder og begrænse udenlandske. Denne dynamik giver incitament til en protektionistisk regulering af markedet for digitale teknologier, hvor virksomhederne behandles på baggrund af deres nationalitet.
Kina praktiserer allerede i dag en sådan tech-merkantilisme. Både USAs og EUs handlinger kan også i stigende grad forstås ud fra denne prisme. I foråret kritiserede Donald Trump kinesiske mobilproducenter som Huawei for at udgøre en sikkerhedsrisiko for USA, og hans administration blokerede salget af amerikanske Qualcomm (til et Singapore-baseret selskab) af frygt for at tabe en stærk spiller i udviklingen af fremtidens 5G-netværksteknologi. Man var bange for at komme til at styrke kineserne indirekte. EUs strategi er at hæve barriererne for at komme ind på indre marked, men det skyldes, at EU i fraværet af europæiske tech-giganter har en utvetydig interesse i at begrænse virksomhedernes magt og beskytte sine forbrugere.
Hvor staterne på den ene side er interesseret i at fremme nationale virksomheder for at lukrere på deres succes, risikerer de på den anden side, at tech-giganternes magt vokser sig for stor til at kunne blive kontrolleret af national lovgivning. Dét er det fundamentale dilemma for konkurrencelovgivningen i dag. De globale tech-giganter er grundlæggende transnationale selskaber, og allerede i dag har myndighederne udfordringer med at håndhæve sin autoritet på områder som skat og samarbejde med efterretningstjenester.
Tredelingen af internettet bryder endeligt med tidligere tiders opfattelse af internettet som en frigørende, demokratisk teknologi. Udviklingen af internettet er ikke deterministisk, men følger derimod den amerikanske historiker Melvin Kranzbergs første lov for teknologihistorie: »... teknologi er hverken god eller ond; ej heller er den neutral«.
Fasen, hvor internettet deler sig op i separate sfærer med forskellige realiteter og ideverdener, er for alvor begyndt.
