Latterliggørelsen af humaniora har stået på en rum tid. I økonomiske optimerings- og effektiviseringstider, hvad i alverden skal man så med indsigt, fordybelse og forståelse af andre mennesker og kulturer? Humaniora er langsommelighed og kompleksitet, når arbejdsmarkedet vil have viden i bullitform. Det er mest til besvær. Og nedskæringerne har da også haglet ned over uddannelsesområdet generelt, og humaniora i særdeleshed.
Når der forleden var indkaldt til protest mod de vedvarende besparelser, var vi der ikke. Vi kunne ikke nå det. For mens humaniora bløder, er vi dem, der sveder. Vi er en del af det såkaldte akademiske prekariat på universitetet. To af de cirka 3000, alene på Københavns Universitet, der er ansat som videnskabelige assistenter, eksterne lektorer, postdocer eller i andre midlertidige ansættelser. Forskere og undervisere som lever på kontrakt – fra halvår til halvår. Tre år ad gangen, hvis man er rigtig heldig. Mange kender ikke vores eksistens. De fleste studerende, journalister, styrelser eller organisationer, som vi er i kontakt med som en del af vores daglige arbejde, kender ikke nødvendigvis forskel på titler som ekstern lektor og lektor. Mange tror, at en ansættelse på universitetet er lig med gode kår. Det kan vi godt forstå. Det er bare ikke rigtigt. I realiteten udgør vi halvdelen af de forskningsfagligt ansatte på universitetet og har vores gang i universitetets auditorier eller er i kontakt med samfundsmæssige aktører inden for vores forskningsfelt. Ikke desto mindre er vores tilknytning formelt set løs. Vi er de såkaldt løstansatte.
Måske var det din datter, vi stod med forleden, måske var det din kollegas. Hende den 20-årige superskarpe med et enkelt sabbatår, som nu læser på humaniora. Der er mange af hende: Hun kommer med store forventninger til en ny kultur, som hun både skal blive en del af og lære konkrete færdigheder fra. Vi gør os umage. Vi laver studiegrupper, varierende undervisningsformer, giver feedback, kommunikerer og vejleder på den digitale læringsplatform. Nå ja, og så møder vi hende selvfølgelig flere gange i løbet af ugen, hvor vi søger at skabe en relation, der på en og samme tid gør det muligt at tænde interesse, stille faglige krav og være den lette hånd i ryggen.
Noget af det arbejde får vi penge for. Meget af det må vi tage fra vores fritid.
Når vi to år senere møder din datter, og hun oplever sig presset, bryder sammen i vejledningen eller går ned med stress, så er vi også dem, der møder hende. Det er os, der sidder i vejledningsrummet – efter fremdriftsreformen altid beredt med kleenex – og beder hende passe på sit helbred først og fremmest. Det er os, der bryder opgaven ned i bidder, laver planer, støtter op, og viser veje til, hvor hun skal gå hen i systemet. Det tager som regel længere tid end det normerede kvarter afsat til vejledning. Nogle gange meget længere. Den ekstra tid, der lægges, det er også vores fritid.
Mange af os er ansat på deltid. Selvom vi arbejder mere end fuldtid. Vi får løn for at undervise og i princippet for at forberede os, det vil sige sammensætte læseplaner, læse litteratur, skabe inddragende og varierede arbejdsformer, stille løbende opgaver på læringsplatformene, besvare mails fra studerende og lave forelæsninger.
Vi skriver i princippet, fordi tiden selvfølgelig ikke slår til. Heller ikke, hvis vi bare gør det »godt nok« eller »80 procent«, som synes at være blevet det nye ledelsesmantra inden for det offentlige. Det gør det for så vidt heller ikke for vores fastansatte kollegaer. Mange af dem bruger i stedet dele af deres forskningstid på at levere »fremdriftig«, »arbejdsmarkedsrelevant« og »anti-frafaldende« undervisning. I stigende grad gælder det derfor for fastansatte såvel som løstansatte, at forskning er noget, der foregår i weekenden.
De fastansatte kan heldigvis leve af deres løn. Ligesom de er sikret pension, løn under sygdom, barsel med videre. Flere af os løstansatte får en løn, der ligger på et leje, hvor vi kunne få supplerende dagpenge. Problemet er bare, at vi tit har svært ved at nå at søge andet arbejde ved siden af, fordi vi forsøger at passe det arbejde, som vi lader som om kun er et deltidsarbejde. Folk på universitetet ved det godt. Selvom det ikke siges højt. På humaniora er pengene så små og forberedelsestiden dermed af en sådan størrelse, at man er idiot, hvis man ansætter undervisere på fuld tid. De kan simpelthen ikke levere den undervisning, der skal til. Systemet er også skruet sådan sammen, at mange af os først bliver lønnet for vores arbejde, når de studerende består deres eksamen. Sagt på en anden måde udløser de specialer, bachelorprojekter og opgaver, som vi vejleder, kun løn, når og hvis de studerende bliver færdige. Det er selvfølgelig et vigtigt incitament til at give ekstra vejledning. En ekstra vejledning, som vi vel at mærke selv betaler for. Det er nemlig også tid, der går fra vores fritid.
Så når de økonomiske vismænd fortæller, hvor belastende og uproduktivt for fællesskabet det er med folk, der kun arbejder deltid og dermed ikke bidrager fuldt til skattekassen, så er der en kolonne i regnearket, som mangler. Det er den usynlige kolonne med al vores fritid.
Inden for de senere år er universitetet blevet ramt af fremdriftsreform og dimensionering med svære økonomiske følger, for slet ikke at tale om de tilbagevendende toprocentbesparelser. Det kan lyde af lidt. Men vi er mange. Vi er universitetets besparelser. Det er utroligt besparende at få folk til at arbejde gratis. Når vores kontrakter udløber, og der igen skal spares, figurerer vi ingen steder som fyringer. Vores kontrakter er bare udløbet. Ligesom vores løn.
Så hvorfor blive ved, kan du spørge. Man skulle tro, at to mennesker med hver sin ph.d.-grad kunne regne den bedre ud. Problemet er, at vi ikke er den rationelle aktør, der tænkes som »menneske« på Finansministeriets gange. Ikke alle handler ud fra økonomisk nytteoptimering. Om ikke andet er vi det levende bevis herpå. Vi mener faktisk noget med det arbejde, vi laver. Vi mener, at det batter at skabe nye erkendelser hos den næste generation. At indsigter i klasserummets dynamikker, fordybelse i uddannelsespolitiske konstellationer og forståelse for andre kulturers uddannelsessystemer har en værdi. Vi mener, at humanistiske indsigter og evner til kritisk tænkning, som vores arbejde med de studerende stræber mod, både rummer en værdi i sig selv og indeholder en vigtig ressource for de færdiguddannede kandidater, vi hvert år sender videre ud på arbejdsmarkedet. At det er væsentligt, at der kommer kandidater ud, som kan arbejde nuanceret med pædagogiske problemstillinger, som kan argumentere uddannelsespolitisk, lave didaktisk planlægning og forholde sig til kontekstens betydning for virksomhedens eller børnehavens læringsmiljø.
Og vi nyder at møde din datter, tage hende med ned ad den pædagogiske fagligheds gange. Skabe nye møder og nye erkendelser – også for os. Vi mener bare ikke, at det er helt rimeligt, at vi skal bruge så meget af vores fritid på det.
Måske lander vi på en anden erkendelse en dag. Måske er vores forskning i politiske reformers betydning for den pædagogiske praksis ligegyldig. Måske behøver vi ikke viden om, hvordan skolesystemet ekskluderer, når det forsøger at inkludere. Måske bør vi slutte fred med vores ambitioner om at skabe værdi og i stedet rette ind med »effektivisering«.
Eller måske skulle vi holde op med at følge din datter ned ad den bumlede – intellektuelt og til tider eksistentielt udfordrende – vej, som en universitetsuddannelse også er. Måske. Hvis alle os løstansatte holdt op, er spørgsmålet, som ville melde sig, heldigvis ikke et, vi skal besvare. Det lader vi økonomerne om.
Om os humanister siges det, at vi er bedre til at stille spørgsmål. Et af dem er, hvad der vil koste mest: udgifterne til alle vores dagpenge eller tabet af de usynlige millioner, der årligt fosser ind i statskassen i form af vores fritid. Eller hvad med spørgsmålet om, hvad der bliver dyrest i længden: rimelige vilkår for både forskning og undervisning på universiteterne eller en fortsat »effektivisering« og nedprioritering af den uddannelse, dine og vores børn kan forvente?
Maja Plum og Tine Brøndum er begge ph.d.er og løstansatte på Pædagogik, Københavns universitet.
