Debat

Satspuljeregulering

Preben Etwil
Birkevej 32 B
3460 Birkerød

I dagens Danmark er der næsten 600.000 folkepensionister, der kun har deres folkepension at leve af. De har stort set ikke andre indkomster fra egen opsparing eller arbejdsmarkedspensioner. De lever derfor i dag et ret beskedent og nøjsomt liv.

Godt nok reguleres deres pension med prisstigningerne, men ikke med den almindelige velstandsstigning, som resten af befolkningen oplever.

Pensionisternes reelle købekraft udhules dermed i forhold til resten af befolkningen.

Årsagen er, at pensionerne ikke følger med lønudviklingen, der almindeligvis er et lille nøk højere end prisudviklingen.

Forskellen mellem lønudviklingen og prisudviklingen båndlægges af staten, der putter pengene i den såkaldte Satspulje. Resultatet er, at folkepensionen hele tiden halter bagefter befolkningens velstandsudvikling.

Forskellen mellem pris- og lønudviklingen i det enkelte år er ikke stor, nogle hundrede kroner om året, men over en årrække kan forskellen i folkepensionistens økonomi mærkes med en betydelig tyngde.

Da ordningen har eksisteret siden 1990, er det beløb, som folkepensionisten mister, løbet op i en manko på omkring 8.000 kroner per år – et klækkeligt beløb for enhver folkepensionist.

Der er nok ingen, der forestiller sig, at staten vil være så generøs, at den vil efterbetale dette beløb, men mindre kan også gøre det.

Man kunne starte med at lukke for dette hul, så skaden ikke fortsætter.

Det kan gøres ved, at man allerede fra Finanslov 2019 vedtager at stoppe for satsreguleringen af folkepensionen og sikre, at folkepensionen følger den almindelige lønudvikling.

Kunst

Niels Erik H. Christensen
Birkeparken 266
Odense NØ

Pernille Albrethsen brokker sig i Weekend­avisen over, at kunstnere arbejder gratis for museerne. Ja, hvis ikke kunstnerne kan producere andet end lort på dåse, guldfisk i blenderglas og udstoppede hundehvalpe skal de da være taknemmelige for, at der er nogen, der gider udstille det bras, som de oven i købet har den frækhed at kalde kunst.

Dårlige råd

Bertel Johansen
Kongevejen 44
3000 Helsingør

I WA #46 plæderer forhenværende overvismand Christen Sørensen for, at EU skal skrotte stabilitets- og vækstpakken samt finanspagten og i stedet regulere på betalingsbalancen hos medlems­landene som styrings- og stabilitets­instrument.

Han argumenterer udmærket for, at det ikke så meget er den offentlige saldo, men betalingsbalanceproblemer, der har bragt nogle medlemslande i økonomisk uføre, og at dette uføre kan trække andre EU-lande med ned.

Men her overser den forhenværende overvismand, at betalingsbalancen er en opgørelse af samtlige betalinger mellem et land og udlandet i det forløbne år: omfanget af landets indtægter og udgifter og andre transaktioner i samhandlen med udlandet. Og her er samhandlen den afgørende parameter.

Og størrelsen og værdien af denne samhandel kan EU ikke regulere. Det vil ligge langt uden for, hvad EU har og bør have af beføjelser. Faktisk kan den slags kun lade sig gøre i samfund med diktatoriske styreformer, så som det ­fallerede Sovjet og det reformerede Kina. I demokratier kan værdien af ­samhandel/betalingsbalance kun øjebliksforbedres ved devaluering af egen valuta og dermed øjeblikkelig fattiggørelse af specielt landets lønmodtagere og ­pensionister, eller der kan vælges den varige løsning: reformering af et lands ramme­betingelser på eget arbejdsmarked så disse harmonerer med omverdenen og en tilpasning af overførselsindkomsterne og skatteinddrivelsen.

Og det er så det sidste, EU arbejder med, velvidende at den slags er ­vanskeligt, specielt i lande, hvor politikere i kampen om magten har lovet befolkningen langt mere, end samme befolkning arbejder for og har penge til.

Forhenværende overvismand Christen Sørensens kronik er derfor en helt forfejlet og useriøs kritik af EU og viser endnu en gang, at økonomer véd meget om økonomi, men er farlige at lytte til, når det kommer til de politisk realiserbare løsninger.

Tvivlens nådegave

Lars Nielsen, civilingeniør
Kastanievej 17
Dronninglund

Weekendavisen bragte (16.11) en annonce fra Læger uden Grænser, som stolt udbasunerede: »Vi er aldrig i tvivl.«

Vil det sige, at Læger uden grænser aldrig har tid til eftertanke, aldrig har tid til at overveje, om det, de nu gør, er det rigtige?

Det burde de i alt fald have gjort, inden de lancerede denne annonce, som kolporterede følgende løgnagtige påstand:

»Der er danskere, der hader, at vi yder lægehjælp til alle uanset religion og hudfarve.«

Nej, der er ingen, der har noget imod, at I yder lægehjælp til alle.

Men vi er nogle stykker, der ikke bryder os om, at I yder hjælp til menneske­smuglere. For vores skyld må I gerne fiske flygtninge op af Middelhavet. Men så har I værsgo at sejle dem tilbage til Afrikas kyst.

Når I i stedet smider dem af I Europa, så fremmer I den ulovlige migration af tredjeverdensborgere til Europa. For I ved jo godt, at når migranterne først kommer ind i Europa, kan de ikke smides ud, selv om deres krav om asyl er uberettiget.

Derved sætter I jer over loven og vender jer mod jeres egne folks interesser.

Det gør I selvfølgelig, fordi I føler jer moralsk forpligtede hertil. For I ejer ikke tvivlens nådegave og evnen til at se en sag fra flere sider.

Cyklister

Jens G. Friis, cand.merc., Indehaver af Strat & Co.
Vesterbrogade 14A 4. tv
1620 København V.

Hvad sker der lige, når ellers rimeligt begavede mennesker placerer bagdelen i en cykelsaddel? Råddenskaben tager over, er mit korte og lidt brutale svar efter flere års amatørfeltstudier i indre København. Jeg er – beklager – af og til selv en af dem, ud over at jeg også er både bilist og fodgænger. Som bilist og fodgænger har jeg for længst fundet ud af at tage hensyn og være med til at sikre, at trafikken flyder gennem gaderne. Holder gerne tilbage i bilen, når cyklister, gående eller andre bilister med fordel kan få fortrin – uanset jeg har lovens strenge arm på min side. Men når vi sidder i cykelsadlen, er vi pludselig blevet konger og føler os som sådan hævet over pøblen og drøner hjernedøde afsted på vores bredsporede cykelsti. Rødt lys og ensrettede gader er ingen hindring, og både gående og bilister får gladeligt fingeren, når de forsigtigt forsøger at håndhæve deres lovfæstede ret. Man får på fornemmelsen, at cyklister kollektivt har pålagt sig selv retten til at udvise passiv aggressivitet, når de (vi!) i høj fart drøner afsted på de københavnske cykelboulevarder. Tanken om at stoppe op og lade en bil eller to svinge til højre henover cykelstien er ikkeeksisterende. Det er, som om der sker en kortslutning i frontallappen på jern­hestens rytter, i samme øjeblik han eller hun har placeret rumpetten i sadlen. Frontallappen er som bekendt forreste del af hjernen, der blandt andet samordner tankevirksomhed, intellektuelle funktioner og følelser. Bum. Og jo, der findes naturligvis undtagelser, og hvis du er en af dem, så beklager jeg på forhånd. Til alle jer andre: Skulle vi ikke kollektivt tage medansvaret på os og forsøge at komme i kontakt med vores frontallap – også når vi cykler. God tur.

Whistleblowers

Michael Gøtze, professor, ph.d.
Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

I den aktuelle oprydning hos Danske Bank har vi fået endnu et navn til listen over whistleblowers, nemlig Howard Wilkinson, den tidligere chef for handels­afdelingen i bankens estiske filial. Han er trådt frem på scenen i Danmark og har delt ud af sin viden om skandalen med hvidvask i Danske Banks estiske filial. Det skete for nylig under en høring i Folketinget, hvor han også rejste kritik af den fortrolighedsaftale, han ellers indgik med Danske Bank, da han forlod banken. Sagen har sat fokus på den svage beskyttelse, som vi har i Danmark af whistleblowers. Selv om whistleblowing kan være en tvetydig aktivitet, viser Danske Bank-forløbet, at der er brug for whistleblowers som målvogtere.

Det gælder både i det private og det offentlige. Inden for det offentlige kan vi også opremse sager, der viser, hvor svagt whistleblowers står. Tag for eksempel Eritrea-sagen, som var oppe og vende for nogle år siden. Her valgte to ansatte i Udlændingestyrelsen offentligt at kritisere en fact finding-mission til Eritrea. Efter de to ansattes opfattelse var missionen udtryk for bestilt arbejde, og rejsen til Eritrea var forhåndsbestemt til at munde ud i en embedsmandsrapport, som flugtede med et bredt politisk ønske i Folketinget om asylretlig opstramning. Man kunne have sparet rejseudgifterne. De to ansatte er nu for længst væk fra deres stillinger, og der er lagt låg på sagen. Den har dog næppe øget lysten til at agere whistleblower. Det samme kan muligvis siges om Howard Wilkinson, selv om sidste ord ikke er sagt om Danske Bank.

Der er for mig at se fortsat grund til at overveje et styrket ansættelsesretligt værn. Der kan arbejdes videre med forslaget om øget lovmæssig beskyttelse af whistleblowers og en stærkere bevismæssig beskyttelse af whistleblowers mod afskedigelse. Selv om der er vigtige forskelle på det private og det offentlige, kan der også være en værdi i at få en samlet kortlægning af mønstrene og praksis på arbejdsmarkedet. Selv om der uundgåeligt vil være dilemmaer i rollen som whistleblower, er en klarere juridisk ramme en messe værd. I EU er man gået langt videre end Danmark. Man skal eksempelvis ikke undervurdere symbolværdien af en mulig lov, der beskytter den samfundsvigtige whistleblowing. Det vil give mere fast grund under whistleblower-fødderne.