Diagnose. Pornoafhængighed er nu kommet på WHOs liste over anerkendte sygdomme. Det skyldes ikke mindst forskning ved Aarhus Universitet, hvor man har fokus på, hvordan afhængighed af sex på nettet ændrer på folks hjerne.
Porno på hjernen
Siden internettet i 1990erne gik fra at være små, lukkede netværk for beskeder på californiske universiteter som Stanford og UCLA til at være en enorm database med global rækkevidde, har det været en stående joke, at udviklingen blev drevet frem af pornografi. Som Holden McNeil, Ben Afflecks karakter i kultfilmen Jay and Silent Bob Strike Back formulerer det: »Internettet er et kommunikationsredskab brugt over hele verden, hvor folk kan mødes for at klage over film og dele porno med hinanden.«
Overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen, men noget er der alligevel om snakken. Studier af vores adfærd på nettet peger nemlig på, at 10-15 procent af al trafik på de store søgemaskiner er en søgen efter pornografisk materiale. Alene »Pornhub«, der er blandt de største hjemmesider inden for sin genre, besøges hver dag af 75 millioner mennesker eller omtrent én procent af verdens befolkning. Danmark, pornofrigivelsens pionerland, anslås at være det land i verden, der har det tiendehøjeste forbrug per indbygger, og undersøgelser peger på, at op mod 70 procent af alle 20-40-årige herhjemme ser porno regelmæssigt.
Del: