Efter finanskrisen. Underholdende leg med koder og livsstil på den skrøbelige grønne gren.

Hvem sagde lykke

Lotte Kaa Andersen: Syv sind. 304 sider, 249,95 kr. Rosinante.

Veloplagt uden at være overgearet, udleverende uden at blive dømmende, satirisk uden at mangle empati. Sådan er Lotte Kaa Andersens trilogi om den grønne grens skrøbelige bæreevne under og efter 00ernes finanskrise. I det sidste bind, Syv sind, om efterveerne på Hambros Allé og nærmeste omegn, undersøges seriens tre centrale par og en enkelt søn for de ar, det har givet at stirre ned i afgrunden. Har deres selvforståelse og prioriteringer ændret sig? Har de mentalt overskud og økonomi til igen at udfylde den lykkelignende livsstilsskabelon, der forventes af folk med postnumre, der begynder med 29?