Massakren i Templet. Den 18. november 1978 drak Jonestown-kolonien i Guyana gift, og hundredevis omkom. »Et revolutionært selvmord,« kaldt den religiøse bevægelses leder Jim Jones det. Peter Elsass, professor emeritus i sundhedspsykologi, besøgte kolonien en uge før. Her fortæller han historien om, hvad han oplevede i lejren i disse dage for 40 år siden.

Den næstsidste gæst

Den næstsidste gæst

I mange år har jeg ikke kunnet komme mig over, at jeg blev forført af Jim Jones og hans tempel til ikke at forudse den massakre, der nærmede sig. Med sine 914 dræbte var massakren det største samlede drab af civile i nyere tid, næstefter ødelæggelsen af Twin Towers. Jeg har skammet mig og har forholdt mig tavs om, hvad jeg oplevede. Det, der har rystet mig, er sådan set ikke, at jeg selv kunne have risikeret livet, som de andre 914 mennesker gjorde, men snarere at jeg ikke anede uråd.

Jeg blev den næstsidste gæst. Den sidste besøgende var kongresmedlem Leo Ryan. Han kom for at undersøge en række klager over lejren og blev dræbt sammen med et par journalister fra hans lille følge, da de skulle forlade stedet. De drab satte massakren i gang.

Jonestown-beboerne havde flere gange øvet sig på, hvad Jim Jones selv kaldte »et revolutionært selvmord«. De vidste, hvad der skulle gøres, og stillede op på rad og række og modtog en frugtjuice iblandet cyankalium. Lejrens cirka 300 børn modtog giften som de første og blev lagt i en bunke for sig. Derefter kom de ældre beboere, forældrene og til sidst de enlige. Massakren er blevet optaget på et kasettebånd; det såkaldte »death tape«. Her kan man høre, at der flere gange udbrød panik; beboerne råbte op, og der blev affyret skud.

I de 40 år, der er gået siden mit besøg, har jeg nægtet at fortælle om mit ophold og har kun skrevet ganske lidt. Jeg havde så mange modstridende følelser af frygtløshed og skam, at jeg besluttede at have Jonestown-oplevelsen for mig selv. Nu er der gået 40 år, og jeg har taget mine dagbøger frem igen. I dag læser jeg dem på nye måder.

Turen dertil

Jeg besøgte lejren en uge før massakren. Jeg rejste rundt i Latinamerika og var i færd med at skrive en bog om, hvordan indianere overlevede ved at isolere sig fra storsamfundet. Jonestown var tilsyneladende en sådan isoleret ghetto.

Min gode ven, filmfotografen Morten Bruus, havde mødt sagføreren Charles Gary i San Francisco. Han havde fortalt Morten om Jonestown-kolonien. Jim Jones var hans nære ven, og Charles Gary betragtede ham som en sand helt. Gary havde givet Morten sit telefonnummer og opfordrede ham til at ringe, hvis han fik lyst til at besøge lejren. Morten havde ikke tid, men foreslog, at jeg besøgte Jonestown i stedet.

Jeg vidste ikke noget om Folkets Tempel, da jeg en morgen tog flyet fra Georgetown til Matthews Ridge i Guyana i det nordlige Sydamerika. Flyveturen tog halvanden time og gik hen over den tætteste og mest ubeboede jungle, jeg har set. Fra Matthews Ridge fortsatte jeg to timer med Landrover i et hjulspor, før jeg ankom til indgangen til Jonestown. Her ventede jeg tre-fire timer på, at min tilladelse til at besøge lejren blev clearet.

Solen var netop gået ned, da jeg blev kørt til lejren på en traktor i halvmørke og plaskregn. Efter en halv times kørsel så jeg lys. Vi var kommet til et stort ryddet areal. Huse og værksteder lå spredt. Folk sad under halvtage og i åbne pavilloner og snakkede. Der var pløret overalt, og beboerne balancerede af sted på planker i mudderet og med paraplyer og plastikstykker over hovedet.

Den næste dag blev jeg ført rundt i kolonien. Der var en stor imødekommenhed. Undervejs blev jeg præsenteret for beboere, som gerne ville tale med mig. Selvom de fleste var sorte, var det de hvide, som stillede op til interview.

Et par interviews husker jeg i dag, 40 år efter massakren. Jeg har skrevet noter i min dagbog.

Richard Tropp var prototypen på den amerikanske intellektuelle, som havde deltaget i menneskerettigheds- og fredsbevægelserne i 60erne og i begyndelsen af 70erne. Han var intelligent og velartikuleret. Jeg citerer fra mine notater: »Jeg er vokset op i den slags middelklassehjem i Berkeley, Californien, hvor alt var tilladt og ligegyldigt. Når jeg er gået ind i Folkets Tempel, er det dels for at hjælpe andre og dels for at bringe struktur og selvdisciplin ind i mit eget liv.«

Han fortæller Folkets Tempels historie: om Jim Jones, der var den første hvide i Californien, der adopterede et sort barn. Om bevægelsens kamp for menneskerettigheder, om dens oprettelser af børnehjem, om dens ældreforsorg, om folkekøkkenerne, og om hvordan medlemmerne flyttede sammen i kollektiver, dels for at leve et mere meningsfyldt liv, og dels for at spare penge sammen til bevægelsens aktiviteter.

Han fortæller, at der er sammensværgelser imod dem, og at agenter forsøger at infiltrere dem. Det er grunden til, at de er flyttet til Guyana. I månederne inden, de tog af sted, blev der to gange sat ild til deres hovedkvarter i San Francisco; indboet var blevet ødelagt, og kartoteksskabe var blevet brudt op. Han viser mig billeder af dette hærværk. Han fortæller, at agenter også har været i Guyana og forsøgt at terrorisere kolonien.

Richard Tropp begik selvmord sammen med kolonien.

Mike Prokes møder jeg, da jeg spiser morgenmad med lejrens ledelse. Atmosfæren er afslappet, og vi taler om dagligdags ting, junglen, varmen og Guyana. Mens de andre taler, introducerer denne tidligere filminstruktør sig for mig. Han er meget interesseret i at tale og trækker mig til side og spørger mig om en række tekniske detaljer ved mit kamera, og om hvad jeg skal bruge billederne til. På et tidspunkt blinker han til mig med det ene øje, som om vi har en hemmelighed sammen. Det undrer mig, og jeg skriver det i min dagbog.

Mike Prokes flygtede fra lejren, da selvmordet begyndte. Han blev senere anholdt i Georgetown. Et par måneder efter afslørede han under en pressekonference, at han var blevet placeret i lejren som meddeler, måske for CIA. Men han var kommet til at holde så meget af Jonestown-beboerne, at han følte sig medskyldig over, hvad der var sket. Umiddelbart efter pressemødet gik han ud på et toilet og skød sig.

Mødet med Jim Jones

Jim Jones møder jeg som den sidste i rækken af personer, der stillede op til interviews. Han taler og taler. Han er en bitter og en angst mand. Han fortæller, at han mange gange har været ved at miste livet for sin socialistiske overbevisning.

Vores første samtale fandt sted lige efter min ankomst via telefon i lejrenes radiorum. Jeg fik at vide, at han af sikkerhedsmæssige grunde ikke kunne møde fremmede ansigt til ansigt.

Den sidste dag lykkedes det dog at møde ham. Han syntes at være under påvirkning af medicin og sagde, at han havde feber på grund af en maveinfektion. Han virkede udslidt og træt, talte langsomt og en smule snøvlende.

Han fortalte, at selvom de havde valgt at give lejren det religiøse dæknavn »Folkets Tempel«, og selvom de var flyttet til et af de mest isolerede steder i Latinamerika, var de ustandselig udsat for sammensværgelser, der forsøgte at udslette dem. Specielt i april og maj 1978 havde CIA angrebet dem. Han sagde, at jeg ikke ville tro mine egne ører, når han fortalte, hvad de havde oplevet af forfølgelse herude midt i junglen.

»Vi er jo den største socialistiske bevægelse i USA. Vi har 20.000 mennesker i vores organisation, og dermed udgør vi en stor trussel mod det amerikanske kapitalistiske samfund. Derfor vil de gøre alt for at udrydde os. Men det skal ikke lykkes dem. Om det så skal komme så langt, at vi skal udslette os selv, så gør vi hellere det, end at CIA skal udslette os i den kapitalistiske idés ånd.«

Som psykolog hæfter jeg mig i dag ved to udtalelser:

»CIA benytter alle kneb for at kontrollere mig. I perioder kontrollerer og påvirker de også mine tanker, så jeg ikke kan tænke klart. De har jo deres midler, så de forgifter min mad, og den gift påvirker min hjernevirksomhed.«

»I perioder er jeg så opslugt af socialismens idé, at jeg virkelig er Lenin og taler med Lenins stemme.«

Den blikspand med frugtjuice iblandet cyankalium, som lejrens beboere drak af. Først fik babyer og børn sprøjtet giften i munden med en sprøjte. Cirka 300 børn omkom. FOTO: FRANK JOHNSTON/ AP.
Den blikspand med frugtjuice iblandet cyankalium, som lejrens beboere drak af. Først fik babyer og børn sprøjtet giften i munden med en sprøjte. Cirka 300 børn omkom. FOTO: FRANK JOHNSTON/ AP.

I kliniske sammenhænge vil man benævne dem som tankeforstyrrelser, der giver mistanke om paranoid psykose. Jeg hæftede mig ikke så meget ved dem dengang. Hvad kan man ikke komme til at sige mand og mand imellem i den isolerede jungle?

Jim Jones begik enten selvmord eller blev skudt af en af lejrens vagter. På en båndoptagelse kan man høre, at han døde som en af de sidste.

I de to dage, jeg var i lejren, var jeg under konstant overvågning. En eller flere beboere fulgte mig hele tiden. Når jeg skulle på toilettet, ventede de udenfor, og om natten var der altid en person, der sad vagt ved mit værelse. Hvis jeg ville tage billeder, skulle jeg bede vagterne om at tage dem for mig.

Kun én gang var det muligt for mig at undslippe den konstante overvågning. Jeg skrev i min dagbog:

»Sollyset generer mig, og jeg vil hente mine solbriller på mit værelse. Men guiden kalder på en person i nærheden og beder ham om at hente dem. Jeg insisterer på at gøre det selv og siger, at jeg også skal på toilettet; med et ’kommer straks tilbage’ lykkedes det mig at blive alene. Jeg tager mig den frihed at gå den forkerte vej og ender i en del af kolonien, som jeg ikke har set tidligere. Her ligger fire store barakker, og gennem vinduerne kan jeg se mennesker ligge stuvet sammen lige så tæt som i slaveskibene – 80 til 100 mennesker i etagesenge med mindre end en meters mellemrum, hovedsageligt gamle mennesker.«

Jeg hæfter mig ikke særligt ved det syn og skriver i dagbogen: »Det er vel de vilkår, man må leve med, når man vil bygge et alternativt samfund midt ude i den tætte jungle.«

Den sidste dag, jeg var i lejren, var det, som om min tilstedeværelse var blevet lidt besværlig. Hvad skulle de underholde mig med resten af dagen? Af mangel på bedre blev jeg tilbudt en omfattende lægeundersøgelse. Jeg forsøgte at undslå mig. Jeg var sund og rask, så der var ingen grund til at besøge lægen. Men lægen insisterede.

På et tidspunkt blev jeg bedt om at tage bukserne af, og han førte en finger op i min endetarm angiveligt for at søge efter hæmorider. Han havde fingeren oppe i min røv i så lang tid, at det blev til en seksuel tilnærmelse. Jeg følte mig forsvarsløs og ydmyget.

Det var den samme læge, der blandede giften til selvmordet en uge senere.

Tiden efter massakren

I efterspillet skete mærkelige ting. Jeg var netop landet i København, da jeg fik nyheden om, at lejren havde begået selvmord. Jeg blev kørt til TV-Avisen til et kort interview. Og herefter tog det fart. Journalister begyndte at ringe. Jeg var den eneste, der uden tilknytning til Folkets Tempel og uden nogen forhåndsindstilling havde besøgt Jonestown, og jeg var uddannet psykolog og havde talt med Jim Jones.

Men jeg var jo blot en ung rygsækrejsende, der var taget ud i den store verden for at møde frygten. Det troede ingen på. Newsweek og Washington Post skrev: »Han fik adgang til lejren i junglen ved at bruge et falsk navn« – og dermed var scenen ligesom sat for at blive en del af en større konspiration.

Jeg fik breve fra pårørende til de dræbte, som udbad sig yderligere oplysninger om, hvad jeg havde oplevet under mit korte besøg. De havde fundet mit navn og adresse i gæstebogen i Jonestown.

På et tidspunkt stod en mand uden for den opgang, hvor jeg boede. Han talte engelsk og ville gerne have et interview med mig og spurgte, om han måtte gå med mig op i min lejlighed. Jeg afslog og undveg ham. Han vendte flere gange tilbage til min bopæl og stod i timevis og ventede.

 

Dokumentar om tragedien i Jonestown:

 

Jeg modtog en engelsk-rumænsk ordbog med posten og blev ringet op af en ukendt mand, som fortalte, at ordbogen var blevet sendt til mig ved en fejltagelse, og spurgte, om han måtte komme forbi og hente den? Jeg stillede den uden for døren, så han selv kunne tage den. Men da jeg hørte ham på trappen, kunne jeg ikke lade være med at åbne døren og hilse på ham. Han var pågående og ville gerne udspørge mig om Jonestown, men jeg lukkede døren.

Politikens redaktion kontaktede mig og fortalte, at de havde modtaget et brev med en dødsliste på ti personer, som havde angivet Jonestown til CIA. Jeg var ikke nævnt, men de havde også modtaget et andet trusselbrev, som de imidlertid ikke kunne finde. Nu havde jeg fået nok. Jeg forlod København og lånte et sommerhus i en uges tid. Efter det hørte jeg ikke mere til Jonestown.

Frygten for terror

Jeg kigger på billederne af ofrene, både mine egne og andre. Nogle af de døde kan jeg genkende. Det var dem, jeg var sammen med i de to døgn i 1978. En del af dem snakkede jeg med, og vi morede os over noget, jeg ikke længere kan huske.

Massakren tog tre kvarter. Richard Tropp gav sig tid til at skrive en seddel, som senere blev fundet ved hans lig:

»De vil aldrig kunne komme til at ødelægge, hvad vi har opbygget, fordi vi for lang tid siden har taget den beslutning, at hvis de kommer efter os, så må de tage os alle sammen. Vi har fundet noget at dø for. Det kaldes social retfærdighed. Så gør det ikke så meget, hvilken måde de i øjeblikket vælger at udslette os på, og hvordan vi engang vil blive beskrevet. Vi har i det mindste oplevet tilfredsstillelsen ved at leve i retfærdighed her. Det var ikke, fordi det gav os succes og belønning, men simpelthen fordi det var det rigtigste at gøre; den bedste måde, vi kunne leve vores liv på.«

Nogle af disse udsagn kunne også være kommet fra andre undertrykte folk. Jonestown var ikke en ø og var ikke blevet skabt i et vakuum. Massakren var ikke blot en reaktion på en despotisk leder, men også en fortvivlelse over, at det ikke var lykkedes at skabe et alternativt samfund hovedsagelig bestående af underprivilegerede folk.

For 40 år siden var jeg ung og frygtløs, da jeg besøgte Jonestown. I dag har jeg fået frygten tilbage, og jeg er blevet skrækslagen for at møde forudsætningerne for terror: En konspirationsteori om, at ’vi har fundet noget at dø for’. Et isoleret sted, hvor medlemmerne afskæres kontakt med omverdenen. En karismatisk leder, som opfattes som helt og ikke vil lade sig anfægte.

Peter Elsass har skrevet om sine oplevelser i Jonestown i sin seneste bog: Kunsten at være bange – Om frygt og helte. Gyldendal.

Jim Jones og Folkets Tempel

I 1956 grundlagde Jim Jones (1931-1978) den religiøse bevægelse Folkets Tempel i San Francisco. Jim Jones talte imod racisme og adopterede børn fra hele verden i sin såkaldte »regnbue-familie«. Han hjalp ubemidlede og byggede bosteder og folkekøkkkener, blev hurtigt populær og fik mange støtter blandt etablerede politikere, blandt andet af borgmesteren George Moscone.

Medlemmerne af Templet var hovedsageligt fattige og underprivilegerede. I midten af 1970erne var Folkets Tempel vokset til cirka 20.000 medlemmer. Det benævnte sig nu en politisk bevægelse, og der blev flere gange rapporteret om overfald på medlemmerne og ildspåsættelse af Templet. Jim Jones følte sig forfulgt og luftede konspirationsteorier om, at CIA ønskede at udrydde bevægelsen.

Her ses Jim Jones. FOTO: RITZAU SCANPIX
Her ses Jim Jones. FOTO: RITZAU SCANPIX

I 1977 bosatte Jim Jones sig i den tætte jungle i Guyana sammen med 500 medlemmer af Folkets Tempel. Guyana var det eneste erklærede socialistiske land på det latinamerikanske kontinent, og Folkets Tempel blev hilst velkommen. Det kaldte sig nu Jonestown og betegnede sig som et socialistisk eksperiment, som ønskede at opbygge et alternativt kollektivt samfund uden racediskrimination og ulighed.

I 1978 var gruppen vokset til omkring 900 hovedsagelig sorte medlemmer. Flere af de pårørende til Jonestown-beboerne klagede over forholdene i lejren. Når man først var blevet indlemmet i lejren, kunne man ikke slippe ud. Kongresmedlem Leo Ryan tog til lejren med en lille gruppe pårørende og nogle journalister for at undersøge forholdene. Fem blev dræbt af Jim Jones’ sikkerhedsvagter, deriblandt Leo Ryan, da de skulle flyve hjem. Det indledte massakren, og den 18. november 1978 udslettede lejren sig selv. Der blev fundet 914 døde.

 

Hør også Radio24syvs dokumentar om Jonestown: »Jeg er din Gud«

Side 5