Miraklernes eller ulykkernes tid er ikke forbi. Efter næsten halvtreds år med subsidier er danske vindmøller blevet rentable, især i Norge. Snart vil de dække store dele af det norske fjeldlandskab.
Hvad negativt er der at sige om vindmøller? Jo, vi ved, at de skaber energi, men det er også en kendsgerning, at selv om de engang har været en pittoresk landsbykulisse, er de nu blevet til hæslig betonbrutalisme. Desuden ødelægger de både flora og fauna og slagter fugle. Lyden, de frembringer, er på linje med KGBs vandtortur. Ja, alt det kan man indvende imod vindmøllerne, men det er hverken poetisk eller nyskabende – kun de traditionelle, klichéagtige beklagelser.
Nej, her må man bare erkende, at også på dette punkt har dronning Margrethe udtrykt det bedst, da hun ifølge en verserende anekdote engang spurgte en repræsentant for vindmølleindustrien: »Kan De ikke snart begynde at grave dem ned ligesom el-ledningerne?« Ikke nok med at det var meget lyrisk sagt af Dronningen, det var også i pagt med moderne økonomiske teorier. For vindmøller er ikke samfundsøkonomisk rentable, har vi lært af socialøkonomerne og af vismændene i de økonomiske råd. Se, her har vi en berettiget klagesang. For vi vil da være økonomisk rentable, ikke sandt?
Hvad er samfundsøkonomisk rentabelt, vil man spørge? Det er, når vi gør noget nyt, gennemfører et projekt, som fører til, at det samlede overskud, den samlede velstand i et samfund bliver højere, end hvis vi ikke havde gjort dette nye. Stikordet er »samlede«: Når vi subsidierer nogen for at gøre noget, skal denne »nogen« have et større overskud end summen af vores subsidier – hvis den pågældende produktion skal kunne kaldes samfundsøkonomisk rentabel.
Og vindmøller skal producere noget, de skal producere kraft, elektricitet. Danske vælgere betaler mere end nogen andre i verden for, at netop dette skal ske. Og de, der ejer vindmøllerne, skal være i stand til at sælge elkraften på et marked med et overskud, der er stort nok til at forsvare subsidierne, og desuden skal elkraften være mere rentabel end andre energiformer. Et sådant overskud har vindmøllerne aldrig genereret. Alligevel har I danskere lokket hele verden til at købe den ene vindmølle efter den anden.
I det skotske højland
Lad os se på Vestas, hvis vindmøller findes overalt, selv i det skotske højland – der er for øvrigt noget smukt i, at den danske milliardær Anders Povlsen sagsøgte den skotske regering for at forhindre den potentielle opstilling af blandt andet danske vindmøller i de skotske fjelde. For cirka ti år siden begyndte Vestas at give tilbud på leveringen af vindmøller til det skotske højland. Den skotske regering mente i lighed med den danske nogle årtier forinden, at den burde gøre sig fri for fossile energikilder i kraftproduktionen. Skotske og britiske socialøkonomer protesterede voldsomt: Vindmøller i det skotske højland var den dårligste af alle løsninger, mente de. Møllerne kom alligevel, og der kommer flere endnu. Den store skotske jordbesidder Povlsen tabte sin sag.
Lørdag den 28. juli i år var en god dag for dem, der producerer elkraft ved hjælp af vindmøller i Skotland. Fra National Grid, det offentlige britiske netselskab, fik de besked om at afbryde alle forbindelser til elkraftnettet. De skulle med andre ord holde op med at producere elkraft. Til gengæld tjente producenterne omkring 27 millioner kroner den dag. Siden 2010 har ejerne af skotske vindturbiner fået 3,5 milliarder danske kroner for ikke – ja, De læste rigtigt – for ikke at producere elkraft på de dage, hvor det blæser mest. Hvorfor? Det skotske elkraftnet har ikke kapacitet til at tage imod så meget elkraft, som vindmøllerne producerer.
Det var præcis denne situation, de skotske socialøkonomer havde forudset. Før udbygningen begyndte, påpegede de, som sandt var, at der boede meget få mennesker i det skotske højland. Og så få mennesker har ikke brug for et omfattende ledningsnetværk. Socialøkonomerne sagde, at det ville være idioti at bygge vindmøller, før man havde anlagt et nyt og meget mere effektivt elnet. Ja, de gik endda længere end som så. De sagde, at den skotske stat hverken burde opføre vindmøller eller udbygge elnettet.
Sagen er nemlig den, som de fleste af os efterhånden har forstået, at vind producerer ustabil og ikke-regulerbar elkraft. Vindkraft kræver mindst 80 procent reservekraft, typisk gas, kul eller vandkraft, hvis man altså ikke vil have atomkraft, for forbrugerne skal have elektricitet, også når vinden ikke blæser. For hver ny vindmølleturbine er der lidt forenklet sagt behov for en tilsvarende stabil kraftproducerende turbine, en turbine, som man med store omkostninger ofte må lukke ned, når vindmølleturbinen skal producere. Og dertil kommer, at der er behov for et omfattende elnet mellem vindmøllen, reservekraften og forbrugerne.
Hverken den skotske eller den britiske regering hørte på socialøkonomerne. De subsidierede en ualmindeligt dyr skotsk vindkraft, før de begyndte at bygge et nyt elnet. Nu betaler skotske forbrugere en høj pris for al denne nye vindkraft med tilhørende net. Den skotske historie er på ingen måde unik. Det samme er sket i større eller mindre grad i alle lande, der har satset på vindkraft.
Det miljøindustrielle kompleks
Men stod der ikke noget i manchetten om, at vindkraft er ved at blive rentabel, især i Norge? Jo. Og nu kommer der en lang og lidt kompliceret historie. Hvad ville de britiske socialøkonomer have, at England og Skotland skulle gøre i stedet for at bygge vindmøller og et nyt elnet til det skotske højland? De ville have nye gasrørledninger og kraftkabler til resten af Europa, især til Norge. Og på det punkt lyttede politikerne til en vis grad. Der er kommet og kommer stadig flere gasledninger og elkabler til Europa.
I 2016 blev den britiske CO2-udledning reduceret med 25 millioner tons, hvilket svarer til næsten hele Danmarks udledning og var det laveste i 120 år. Den største reduktion skyldtes, at briterne skiftede kul ud med gas, især norsk gas – gas udleder under halvdelen af kul pr. produceret kraftenhed. Men udledningen kommer meget længere ned, blandt andet fordi både Skotland og England fremover får endnu flere elkabler til Norge. Og den norske kraftproduktion vil efter alle solemærker at dømme blive forøget takket være rentable danske vindmøller.
Jens Stoltenberg er den eneste norske politiker, som I danskere har hørt om bortset fra Gro Harlem Brundtland og Quisling. Men han er ikke kun generalsekretær i NATO, men også socialøkonom, faktisk en meget dygtig socialøkonom; han var forsker i Statistisk Sentralbyrå, før han blev minister. Havde det stået til ham, havde Norge ikke haft en eneste dansk vindmølle. Da Stoltenberg gik af som statsminister i 2013, skrev han en selvbiografi. I den bruger han en hel del plads på noget, han betegner som det miljøindustrielle kompleks, et begreb, han har lånt af Eisenhower, der talte om det militærindustrielle kompleks, da han gik af.
Norge har enorme mængder elkraft. Vi har halvdelen af Europas vandkraft, og 75 procent af Norges kraftproduktion stammer fra stabil magasinkraft. På et gennemsnitsår producerer vi 140 terawatt-timer (TWh); en TWh er en milliard kilowatt-timer (kWh). En normal dansk husholdning bruger omkring 5000 kilowatt-timer om året. Omkring 1985 holdt Norge op med at udbygge nye kraftværker, da vi i forvejen havde mere end nok. Kraftoverskuddet blev eksporteret til kontinentet, især Danmark, som havde brug for stadig mere reservekraft, efterhånden som man subsidierede flere og flere ustabile vindmøller. Den norske magasinkraft er betalt for længe siden, og produktionsomkostningerne ligger på cirka to øre pr. kWh. Danske husholdninger betaler i øvrigt 2,30 kroner pr. kWh i 2016, den suverænt højeste pris i Europa.
Men i Norge har elpriserne traditionelt været meget lave, cirka 50 øre pr. kWh for husholdninger inklusive netleje og afgifter, før Jens Stoltenberg i 2005 dannede regering med Senterpartiet (det gamle Bondepartiet) og Sosialistisk Venstreparti. Dengang havde svenskerne ligesom danskerne før dem fundet frem til, at de skulle frelse verden med ren strøm. Svenskerne havde i lighed med Norge stort set kun ren strøm, eftersom de havde en hel del vandkraft og meget atomkraft. Men de ville have endnu mere ren strøm. Den svenske stat lagde ligesom den danske en ekstra afgift på strømmen til svenske husholdninger. Denne afgift blev kaldt »det grønne certifikat« og blev først og fremmest brugt til at opstille urentable vindmøller i Nordsverige. Desværre for Stoltenberg tilbød svenskerne Norge at komme med i denne ordning.
Stoltenberg fortæller i selvbiografien, at han gjorde alt, hvad der stod i hans magt, for at forhindre en aftale med Sverige (det gjorde han så ikke helt, for han kunne jo være gået af som statsminister), men modstanden blev for stærk. Senterpartiet, det vil sige bønderne, den kraftkrævende industri, LO og den miljøbevidste venstrefløj ville have mere ren strøm. Bønderne ville selvfølgelig have en udbygning af kraftproduktionen, eftersom de ejer det meste af jorden i Norge. Den kraftkrævende industri regnede med, at billig norsk strøm ville blive endnu billigere, hvis der blev produceret mere. LO regnede med, at flere ansatte i industrien og elproduktionen ville give flere medlemmer, og miljøbevægelsen forestillede sig, at norske biler og skibe kunne fungere på ren strøm.
Enden på det blev, at virksomheder, der udbyggede ren ny strøm, blev garanteret en mindstepris på cirka 50 øre, hvis udbygningen blev sat i gang inden 2021. Norge og Sverige skulle sammen producere ny, subsidieret kraft i et omfang af 28 TWh. Alle omkostninger blev lagt over på vælgerne. Den kraftkrævende industri i Norge, som er en af verdens største aluminiumsproducenter, er i praksis fritaget for både netleje og de fleste af de øvrige udgifter. Der skete det, at overskuddene i de hovedsagelig kommunalt ejede vandkraftselskaber blev reduceret, fordi den nye strøm førte til lavere energipriser, hvilket igen førte til lave indtægter i kommunekasserne.
Forbrugerne mærkede dog ikke noget til de lavere priser, men fik en dramatisk højere netleje, fordi nettet skulle udbygges for rundt regnet 200 milliarder kroner for at tage imod den nye kraft, og forhøjelsen kom på selve elprisen, som også gik op for at lave »grønne certifikater«. Norge gjorde med andre ord det samme, som I danskere har gjort i snart 40 år.
Grønne certifikater
Der var nok ikke mange, der regnede med, at de »grønne certifikater« ville føre til mange vindmøller i Norge, for især på Vestlandet var der mange små elve, som kunne udbygges. Men der var ikke desto mindre en hel del spekulanter, der faktisk var villige til at bygge vindkraft i Norge. Til at begynde med gik det ikke så godt for disse investorer, for ikke engang med en garanteret mindstepris på 50 øre var vindkraften rentabel. Det endte med, at de solgte til internationale pensionsfonde og store kraftselskaber.
Men så var der Vestas. Nej, ny vindkraft er i udgangspunktet ikke rentabel i Norge og heller ikke de fleste andre steder, hvis man medregner både reservekraft og net. Men når Norge først har udbygget et nyt net og har store mængder reservekraft i form af gamle magasiner, så sker der noget. Så kan man opstille vindmøller, der kan udnytte den infrastruktur, som allerede er der. Nu er norske ingeniørblade og erhvervspressen fuld af begejstrede reportager om superprofitten, som kommer og vil komme fra vind. Vi, der ikke bryder os om vindmøller i den norske natur, har tabt.
Tag for eksempel vindparken Ånstadblåheia på Sortland i Nordnorge. Den blev reguleret og endegyldigt koncessionsbehandlet for det lokale selskab Vesterålskraft i 2013, fortæller Teknisk Ukeblad. Men investeringen blev for stor og urentabel selv med en statsgaranteret pris på 50 øre pr. kWh, hvilket var trist for Vestas, der skulle levere vindmøllerne. Men Vestas gav ikke op. Over hele EU har subsidierne haft medvind, og Vestas har kunnet forske videre. Fra den dag, Ånstadblåheia blev planlagt og frem til 2017, lykkedes det Vestas at gøre vindturbinerne 80 procent mere effektive. Den finske kraftgigant Fortum købte projektet i januar 2017 og begyndte straks på udbygningen:
»Vi bygger vindturbiner med de samme fysiske mål, som de lokale ejere har ønsket, men de turbiner, vi bygger nu, producerer 3,6 MW mod de cirka 2 MW, som det var muligt at producere tidligere,« udtaler projektlederen i Fortum, Markus Rönnquist, til Teknisk Ukeblad. Når det hele er færdigt, vil parken kunne producere 140 GWh. Og da Fortum har garanti for subsidier, bliver profitten meget stor.
I oktober kom så det norske Statnett med en rapport, der var bestilt af regeringen, og som fortrinsvis var skrevet af socialøkonomer. Overskriften var: »Stort potentiale for vindkraft i Norge.« Manchetten: »Statnetts analyser tyder på, at det er muligt at udbygge væsentlige mængder ny vindkraft i Norge, uden at der er behov for nye og større ledningsinvesteringer.« Konklusionen: »Dette giver i udgangspunktet en betydelig rentabilitet for vindkraft uden subsidier.«
Økonomen i Statnett regner med, at råprisen, prisen før afgifter for en kWh i det nordiske kraftmarked, vil være på mindst 30 øre i fremtiden. Det er et konservativt skøn, og mange andre regner med meget højere priser, efter at EU har forøget prisen for CO2-kvoter og dermed kulkraft ganske betydeligt. Så bliver vindkraft endnu mere rentabel. Teknologiudviklingen kombineret med et nyt, kraftigt net og reservekraft bevirker, at norske vindkraftproducenter kan producere til en pris på mellem 18 og 22 øre pr. kWh i fremtiden, siger Statnett. Danmark får en ny storkunde.
Den største udbygning af nettet har fundet sted på det regnfulde Vestlandet, hvor der også er meget vind. Statnett regner med, at alene Sydnorge, det vil sige hovedsagelig Vestlandet, i de kommende tyve år kan udbygge vindkraft op til 45 TWh. Alt kommer til at gå til eksport, og selv med en så lav pris som 30 øre pr. kWh vil det give eksportindtægter på 13,5 milliarder kroner. Dette tal blegner dog i sammenligning med indtægterne til Danmark, som i 2016 eksporterede vindmøller og andre vindprodukter for 55 milliarder kroner. Denne eksport vil efter alt at dømme stige yderligere, hvis ikke kineserne overtager hele butikken.
Tusind tak, Danmark
Historien om Norge er ikke enestående. I Holland har den hollandske stat udliciteret et stort havvindsprojekt uden subsidier. Investorerne stod i kø. Det samme er ved at ske i Tyskland. Indbyggerne i Nordeuropa, især i Danmark, har i mange år betalt enorme summer for urentable net og ustabil kraft, især vindkraft. Nu er tiden til at høste måske kommet, især fordi stadig flere kabler går på kryds og tværs af landegrænser og dermed giver vindkraft stadig større backup-kraft.
Vi nordmænd bør vel takke jer danskere. Nu kan vi både sælge stabil gas og ustabil vind foruden olien. Dronning Margrethe er nok knap så begejstret. Hun har alle år gået ture i de vestlandske fjelde og fjorde. Nu bliver horisonten fuld af dansk betonbrutalisme. Ingen kender prisen på ødelagt natur.
Oversat af Claus Bech.
