Tolerance. Vi er nødt til at forholde os til konsekvenserne af at anerkende og sidestille en hvilken som helst seksuel og kønsmæssig orientering.

Inklusionens grænser

Jeg må erkende, at jeg har visse forbehold over for LGBTQA+-personer og deres selvskabte stammemiljøer. Den ulykkelighed, som i stor udstrækning præger queer-personers liv, gør mig skeptisk over for at anerkende seksuel mangfoldighed og omskiftelighed i ens kønsidentitet og -orientering som psykisk sundt. Begge køn kan jo alt, og alle kan have seksuelle forhold til andre voksne med en speciel orientering eller særlig forestilling om egen natur. Men vi er nødt til at forholde os til konsekvenserne af at anerkende og sidestille en hvilken som helst seksuel og kønsmæssig orientering.

For nogle år siden mindede en præmieret film os om Lili Elbes tragiske psyke. Født som Einar Wegener, der ønskede at blive en kvinde. Efter at lægerne havde fjernet penis og testikler, indsatte de »friske kvindelige kønskirtler« og en livmoder i hans biologiske mandekrop. Ikke desto mindre slog de unødige operationer i 1930-31 Einar ihjel efter både fysiske og psykiske lidelser – Lili havde ladet Einar dræbe.

Uanset hvad transpersoner måtte mene, kan man ikke bare skifte køn. Mennesket fødes med et bestemt biologisk køn, som kan afgøres umiddelbart efter fødslen undtagen i sjældne tilfælde med misdannelser og tvekønnethed. I sådanne situationer med interkøn er det en fordel at holde kønsbestemmelsen åben. Ny praksis har vist, at undlader man voldsom indgriben, vil en sådan person som regel selv lægge sig fast på en stabil kønsidentitet i 14-16-årsalderen.

En person uden fysiske anomalier kan ikke være født i et forkert køn. Kønnet ligger nemlig ikke ét sted. Først har vi vort dna og kønskromosomer, der i fosterlivet styrer udviklingen fra, at alle fostre er hunkøn, til, at nogle efter syvugersstadiet forandres til hankøn. Dernæst er der de indre kønsorganer (livmoder og æggestokke, testikler) og de ydre kønskarakteristika (penis, klitoris og kønslæber), hvor mere kommer til i løbet af livet (kropsform, skæg, bryster). Endelig er der de kønshormoner, man selv producerer, og som styrker kroppen til at være sit køn – et køn, der er komplementært til det andet køn. Undervejs i barndommen, mens kroppen vokser, formes den subjektive kønsidentitet, som er min egen oplevelse af, hvilket køn jeg er.

Seksuel tiltrækning til det komplementære køn, som man kan formere sig med, eller til eget køn, er en anden sag. Ikke så få skifter mellem homo- og hetero-partnere i deres liv, og mange gange kan aversion mod sex med modsat køn spores til oplevelser i barndommen. Kønsrollen – hvad eksempelvis en mand bør beskæftige sig med, og hvordan hans adfærd bør være, er igen noget helt tredje, som i høj grad er kulturelt formet.

Seksualitet og identitet er meget komplekse størrelser, og der kan nemt gå noget galt i udviklingen. Det er vigtigt at forstå, at den seksuelle udvikling og udviklingen af personligheden følges ad og er én og samme sag. Seksualitetens væsen er både udtryk for og afspejler indtryk på personligheden. Det foregår på den måde, at et individs erfaringer med relationer til andre mennesker, personens erfaringer med at få sine behov opfyldt og ens erfaring med at være et kønsvæsen nedfældes i og former ens personlighed gennem opvæksten. Alle disse erfaringer præger både seksualiteten og karakteren, og forvaltningen af seksualiteten er derfor et udtryk for brede og mangeartede erfaringer.

Det kom for nylig frem i en omfattende britisk undersøgelse om kønsforstyrrelser hos 40 unge, at dette segment bærer på mange andre psykologiske problemstillinger. Over halvdelen af de 17 mænd og 23 kvinder i undersøgelsen gav udslag på seks eller mere af de 15 faktorer forskerne have listet op som bestemmende for eller medvirkende til psykologiske forstyrrelser. Blandt de 15 faktorer var selvskade og depression. Denne forskning matcher dansk forskning om voksne i LGBTA+-miljøet, der blandt andet viser, at homo- og biseksuelle forsøger at tage deres eget liv tre gange så ofte som heteroseksuelle. Og samtidig at mange i LGBTA+-miljøet har et ringere sexliv, flere følelsesmæssige problemer, hyppigere stress og langvarig sygdom, flere oplevelser med seksuel vold og tvang end resten af befolkningen, foruden et større forbrug af alkohol, hash og cigaretter.

I Norge arbejder psykiater professor Espen Benestad, der har indflydelse på behandlingen af unge mennesker med kønsidentitetsforstyrrelser. Benestad hævder, at han på en og samme tid kan være både mand og kvinde. Derfor tager han kvindelige hormoner, har udviklet bryster og klæder sig af og til i dametøj – også når han er i behandlerrollen. Hustruen er psykolog og finder situationen problematisk – for hun har ikke lesbiske tendenser og tiltrækkes af det naturligt maskuline, som hun forklarer i dokumentarfilmen Even Benestad: Alt om min far.

Mange kønsforskere og en del behandlere er selv queer. Kunne det tænkes at influere på deres arbejde på en sådan måde, at der er emner, der ikke undersøges? Eksempelvis adoptivbørns kønsidentitetsforstyrrelser, overrepræsentationen af selvmord hos de kønsskiftede, hvorfor queer-personer hyppigt projicerer og angiver miljø-stress (manglende anerkendelse) som grund til indre psykologiske problemer, årsagen til mange bøssers tilknytningsproblemer, integrationsproblemer hos forfulgte homoseksuelle/transpersoner fra tredjeverdenslande, queers’ manglende tilpasning på arbejdsmarkedet og så videre.

Derfor har jeg stor faglig betænkelighed over for at lade børn vokse op i miljøer med seksuelt usikre og måske kønsidentitetsforvirrede forældre. Adopterede, der jo nu om dage næsten alle er udlændinge, scorer højere på kontakt til psykiatriske afdelinger. Betænkeligheden gælder også, når en erklæret single-bøsse køber sig til et surrogat-moderskab i udlandet og derefter importerer eget barn, eksempelvis en pige, der forbliver moderløs og uden nær kvindelig rollemodel. I Malmø var der d. 21. oktober indkaldt til et seminar for single-bøsser og bøssepar om svangerskabsdonation (surrogacy motherhood). Metoden går ud på at betale en kvinde i udlandet for at være gravid med sit eget æg eller et indkøbt menneskeligt æg, befrugtet af pågældende bøsse, hvorefter barnet importeres for at leve sammen med sin far. Svangerskabsdonation er ikke tilladt i Danmark.

Endnu har vi ikke set et tilstrækkeligt antal børn opdraget udelukkende énkønnet hos homoseksuelle par, blive 25 år og altså hjernemæssigt og følelsesmæssigt være så voksne, at vi kan vurdere, om deres kønsidentitet og seksuelle orientering har udviklet sig naturligt komplementært. Altså mangler vi at se, om et stort flertal føler sig tiltrukket af det køn, som de naturligt formerer sig med, eller om de også bliver queer og kræver videnskabens hjælp, hvis de engang ønsker at få børn.

Det er selvsagt vanskeligt som dreng at spejle sin psykoseksuelle udvikling til maskulint hankøn hos et lesbisk par, der ikke finder mænds kroppe attraktive. Det er en kendsgerning, at lesbiske med børn i stor udstrækning omgås andre lesbiske par med børn. For drengen er der ikke nogen nær rollemodel og noget spil mellem kønnene at observere i hjemmemiljøet. At det ikke er ligegyldigt, viser det generelle børnesagkyndige råd til almindelige skilsmisseforældre om at sørge for, at børn holder nær kontakt til begge forældre (=begge køn).

Identitetsproblemer kan have andre fremtrædelsesformer. Nogle mener eksempelvis, at de egentlig er et dyr som en ulv eller en bjørn. Disse individer opfatter sig selv som havende en dyrenatur, som uheldigvis er født i en menneskekrop. Det fortæller de vidt og bredt om – på menneskesprog naturligvis – til hinanden, på internettet og til imødekommende symbolanalytikere. Man vil gerne dyrke, hvad man føler og oplever sig som, ligesom de transkønnede, så flere mødes gruppevis, og indkøbte plysører og -haler hæftes på kroppen, hvorefter der promeneres. »Furries« kan opleves på YouTube .

For øjeblikket kører der en udstilling på Statens Museum for Kunst af Danh Vō. Han er en vietnamesisk bådflygtning accepteret til Danmark og homoseksuel. På et tidspunkt lod han sig registrere i parforhold med en af sine venner for hurtigt derefter at opløse det. Imidlertid giftede Danh Vō sig senere igen med en mand og lod sig igen hurtigt skille. Alle attesterne indgår i udstillingen. Hele denne øvelse har »rod i en queer-afvisning af konforme mainstreamnormer, som kan være undertrykkende eller irrelevante for andre grupper«, som katalogteksten lyder. Givne rettigheder kan altså både anvendes og samtidig opleves som undertrykkende i en queer-kontekst.

Der bliver flere og flere skæve mennesker i samfundet, der finder sammen i »stammer« og kræver rettigheder til at blive det, man føler sig som – og retur igen – foruden ressourcekrævende assistance til ikke-komplementær formering. Etiske valg skal træffes. Men et samfund kan ikke lovgive sig til eller snitte sig til kønsidentitetsforstyrrede individers lykke. Voksne kan te sig for egen regning, børn – også de ufødte – har krav på samfundets omtanke.