Olsen Banden og Hvidovres Britta Nielsen on the run drømmer samme let genkendelige drøm. Om et liv i sus og dus i de varme lande, wienerbrød fløjet ind fra Danmark, kostbare heste og pelse. Om penge nok til at efterligne de rige, man stjæler fra. Men vi holder kun med udvalgte forbrydere, og hun tog ikke bare fra de fattige, men fra fælleskassen. Egon, Benny og Kjeld er lige så selviske, de tænker på sig selv – frygtsomme Kjeld mest på Yvonne, hans livs lårkorte dressør – men den lille københavnske bande udgør alligevel en modstandslomme mod det, vi ikke kan lide.

Undskyld for det kollektive »vi« til de få danskere, der er upåvirkede af den 14 film og 20 år lange propaganda vendt mod international storkapital, velfærdsstatens kvælende sociale omsorg og systemer, et EF hærget af lattervækkende bureaukrati, bagmænd i alle afskygninger, oliesheiker, gangsterbossen Serafimo Motzarella og hans hird af duffelcoatklædte mænd med violinkasser, grådige spekulanter med dobbeltnavne som Holm Hansen og Bang-Johansen eller Hallandsen, der efter en særlig fed forretning lader sig vælge ind i det konservative folkepartis hovedbestyrelse. Politikerne har overladt landet til store virksomheder, som kun tænker på profit, og politiet jagter nidkært de små og lader de store gå. Snobbede, humorforladte og dybt ambitiøse Egon Olsen »rummer alle elementer til fascisten i sig«, sagde Erik Balling, og han HADER de store med pengene. Hans mål er ikke så meget at bruge pengene som at gennem­føre et perfekt kup, vinde over dem, få dem ned med nakken. Systemet er tæt sammenvævet, storkapitalens og storpolitikens interesser smelter sammen i en så provokerende størrelse, at den tigger om at blive offer for en forbrydelse.