Svend Brinkmann: Det sørgende dyr – om sorgen, selvet og samfundet. 232 sider. 299,95 kr. Klim.

Al kultur foregår i pendulsving mellem ekstremer. Efter årtier hvor døden er blevet klinisk afviklet på hospitalet, hvorefter de efterladte er blevet rost for at være tapre og stærke, hvis de holdt sig til at græde i enrum og hurtigt var ude i social cirkulation igen, svinger pendulet – heldigvis, nok – nu den anden vej. Død og sorg bliver følsomt behandlet i fiktion og kunst, der skrives bøger om, hvordan man kan forberede sig bedst muligt på sin egen død, og ikke mindst børns sorg tages meget mere alvorligt i dag. Den nye interesse er også udtryk for en fælles famlen, for i det vestlige sekulære samfund har vi i høj grad mistet drejebogen for, hvordan man egentlig gør, når nogen dør. Man siger så smukt, at sorg er kærlighed, som er blevet hjemløs, men selve sorgen er på mange måder også blevet hjemløs i det moderne samfund. For 100 år siden kunne man stadig trække i sørgedragt eller få sat sørgerand på brevpapiret og på den måde gøre sorgen til mere end et privat anliggende, så at sige vende den indre følelse udad og få andres anerkendelse af den. I dag er der et stort behov for at genopfinde sorgens ritualer.