En studenterforening i Manchester vakte for nylig postyr i de britiske aviser efter at have opfordret deltagere i deres arrangementer til ikke at klappe. For at gøre foreningen mere inkluderende og tilgængelig for folk med angst og sensoriske forstyrrelser anbefalede de i stedet, at man viftede med hænderne – en gestus kendt som »jazz hands« – hvis man ville udtrykke sin begejstring. Klap og andre højlydte former for applaus kan nemlig udløse panikangst og flashbacks, lød logikken.

Klappeanvisningerne er det seneste påfund fra en bredere studenterbevægelse, som ønsker at omforme universiteterne til safe spaces – sikre frirum, hvor både marginaliserede og traumatiserede kan føle sig trygge, tilpasse og beskyttede mod overgreb, krænkelser og diverse ubehageligheder. Mens tendensen i USA har været kendt i årevis, er fænomenet for alvor kommet til Danmark dette efterår, da Københavns Universitet indførte deres retningslinjer mod krænkende adfærd.