Kunsthistorie. Pragtudgivelse dokumenterer og demonstrerer Vilhelm Hammershøis nære forbindelse til fotografiet og dets arbejde med beskæringer, perspektiver og lys.
Hammershøi eksponeret
Annette Rosenvold Hvidt og Gertrud Oelsner: Vilhelm Hammershøi – på sporet af det åbne billede. 575 sider (storformat), rigt ill. 599,95 kr. Lindhardt og Ringhof.
Slørede ruder. Hvide døre med fyldinger. Stille stuer med en enkelt rygvendt kvindefigur – sådan kender vi maleren Vilhelm Hammershøi (1866-1916). Trods de afdæmpede farver fæstner hans billeder sig markant på nethinden, og fordyber man sig i dem, vikles man uhjælpeligt ind i et spændingsfelt mellem det intime og det afvisende. Ikke sært, at Hammershøi allerede ved sin debut på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1885 fik ord for at være en gådefuld kunstner.