Anne Lise Marstrand-Jørgensen: En flod skal være i bevægelse. Erindringer og samtaler om angst og depression. 301 sider. 299,95 kr. Gyldendal.

Om 100 år vil vi sikkert se tilbage på vor tids famlende håndtering af depression med let hovedrysten, ligesom vi i dag gyser over en ikke så fjern fortids brug af arsenik mod syfilis eller grusomme psykiatriske behandlinger. Men her og nu lever vi i mørket, spændt ud mellem en lang række teorier og behandlingstaktikker. Derfor kan man heller ikke skrive en definitiv bog om depression og angst med svar på det hele, selvom behovet er der så rigeligt. 300 millioner mennesker anslås at lide af depression, mens hvert 13. menneske på kloden lider af angst, og en gennemgående tendens er, at lidelserne debuterer tidligere end før og derfor nødvendigvis også fylder mere og mere i billedet.