Tretten år senere, efter Charlie Hebdo, Bataclan, Nice, Bruxelles, Berlin, Manchester, London, Ankara, Istanbul, Boston, San Bernadino, Orlando, for ikke at tale om Mumbai, Garissa, Lahore og utallige andre ekstremistiske terrorangreb, kan det måske tage sig ud, som om krisen efter trykningen af Jyllands-Postens Muhammedtegninger i september 2005 blot var et tidligt stadie af en uundgåelig storkrig mellem på den ene side kampen for ytringsfrihed og demokrati og på den anden en voksende islamistisk fundamentalisme.
For mig at se forholder det sig lige omvendt: Muhammedkrisen er et skoleeksempel på, hvor let det er for demagoger og andre polemikere, i en tid fuld af frygt, at tænde op under en ukontrollerbar radikalisering på baggrund af en stort set opdigtet fortælling; hvor let det er at skabe et kunstigt skel, som gør vores brødre til fjender og vores fjender til brødre; hvor let det er – yderligere hjulpet på vej af den lynhurtige digitale kommunikation – at gøre en ubetydelig myg til en eksplosiv myte, som ændrer virkeligheden for os alle.
I betragtning af alle truslerne, volden og den (selv-)censur, som fulgte efter trykningen af tegningerne, hvordan kan jeg så hævde det?
Svaret er, at der ud over den udpræget islamofobiske og fremmedfjendske stemning, som herskede i Danmark på det pågældende tidspunkt, er ét helt grundlæggende aspekt af hele Muhammedkrisen, som alt for få synes at være klar over: nemlig at selve begrundelsen for at trykke tegningerne, og dermed altså grundlaget for hele konflikten, i bedste fald ikke fandtes, i værste fald var en decidereret fabrikation.
Uanset hvad der siden er sket, uanset hvad der er blevet sammenvævet af historier og argumenter – og uanset om Flemming Rose selv sidenhen har vist rosværdig vilje til at gå i dialog med sine modstandere – finder man kun sandheden, og dermed sandkornet, der synes at have gjort verdenssamfundets øje blindt, når man går helt tilbage til udgangspunktet.
Jyllands-posten og kulturredaktøren, Flemming Rose, som bestilte tegningerne af Profeten (og dernæst lancerede sig selv som den heltemodige ridder af ytringsfriheden i det 21. århundrede), kunne godt siges, som de selv ville påstå det, at have handlet i »god tro«. Det var kommet frem, at den danske forfatter Kåre Bluitgen ikke havde kunnet finde en dansk tegner, som ville illustrere hans bog om Profeten Muhammeds liv, fordi de var for bange for »vold og repressalier«. Et rygte begyndte at sprede sig om, at blandt andet mordet på den islamkritiske hollandske instruktør Theo van Gogh havde sat sig så voldsomme spor, at danske kunstnere og intellektuelle censurerede sig selv af angst for religiøst begrundede gengældelser.
Hvis dette var sandt, kunne det have set ud som om ytringsfriheden i Danmark vitterligt var under pres, og Jyllands-Posten derfor havde gode grunde til at udfordre danske illustratorer og bladtegnere. Men i stedet for at undersøge, om Bluitgens påstand og det verserende mediehysteri omkring kunstnerfrygt havde hold i virkeligheden, greb Jyllands-Posten den belejlige stafet og gik, uden yderligere spørgsmål, i gang med at søsætte deres eget projekt – et projekt, som på paradoksal vis ved sin blotte udførelse modsagde sin egen eksistensberettigelse: Det var tydeligt for enhver, at det var særdeles let at finde adskillige danske bladtegnere, som var villige til at lægge navn til deres tegninger af Profeten på tryk!
Alligevel gjorde hverken Flemming Rose eller hans avis noget for at se de påstande, Bluitgen var kommet med, efter i sømmene. Næppe overraskende, eftersom historien lå helt i tråd med Jyllands-Postens redaktionelle synspunkter om islams uforenelighed med dansk demokrati. Mere sært er det, at hverken nogen andre danske aviser eller, så vidt jeg ved, internationale mediehuse gjorde det. Indrømmet, det tog også en særlig samtale med nogle illustratorer, før jeg selv begyndte at stille spørgsmålet.
Så forførende var fortællingen om kultursammenstødet – såvel for dem, der roste udgivelsen af tegningerne, som for dem, der ligesom jeg anså det for at være en ondsindet dumhed, en dæmonisering af et mindretal, af uhørt omfang – at vi alle glemte at se nærmere på det rationale, som misèren gav sig ud for at have.
Kåre Bluitgen har altid selv nægtet at sætte navn på de tegnere, som han påstod af frygt afviste at deltage i hans bogprojekt. Han hævdede i første omgang, at det var tre, sidenhen blev det både af ham selv og medierne gengivet som, at det ikke var til at finde nogen som helst, der turde illustrere profeten Muhammed til bogen. I alt skulle fem-seks være blevet spurgt. Uanset det præcise antal kunne en simpel rundspørge blandt illustratorerne i Danmark nemt have taget luften ud af påstanden.
Helle Vibeke Jensen, som er illustrator og dengang sad i illustratorgruppen (styrelsen) i Dansk Forfatterforening, kunne oplyse mig: efter omfattende forespørgsler blandt illustratorer i og uden for forbundet var det kun lykkedes at finde fem, som Bluitgen havde været i kontakt med med henblik på udgivelsen. Af de fem havde to sagt nej grundet andre arbejdsopgaver, to havde ikke brudt sig om hans projekt eller om den måde, hvorpå han ville bestemme over deres arbejde ned til mindste detalje og diktere lige nøjagtigt, hvad han ville have på hver enkelt tegning (såsom en meget konkret pædofil hentydning til Profetens ægteskab med den niårige Aisha) – altså en de facto begrænsning af den kunstneriske frihed, som anses for normen på deres felt. Kun én enkelt illustrator viste sig at have udtrykt en form for nervøsitet med hensyn til at tegne Profeten som sådan, og selv da var det ikke den eneste grund til at afvise Bluitgens projekt.
Ingen af de andre danske illustratorer – som var lige så eller endda mere etablerede – og hvoraf adskillige lige som Helle Vibeke Jensen selv tidligere havde samarbejdet med Kåre Bluitgen om andre bøger – blev spurgt af ham. I stedet for at henvende sig til en større kreds af illustratorer eller til flere af dem, som han før havde haft et succesfuldt samarbejde med, valgte Bluitgen at lade historien gå videre til offentligheden – og erklære, at han var nødt til at lade sin bog trykke med illustrationer af en anonym illustrator.
En så omfattende grad af selektiv udelukkelse giver en stærk formodning om, at Bluitgen – der tidligere i andre projekter som debatbogen Til gavn for de sorte (2002) havde gjort sig bemærket som yderst islamkritisk – nærmere var bandsat på en dagsorden, som handlede om at komme med anklager mod islam og muslimer i Danmark, snarere end på at få sin bog illustreret på bedst mulig vis.
Den benyttede anonyme illustrator har selv i et interview til Weekendavisen (2006) udtalt, at han af forlaget blev specifikt advaret om risikoen ved at illustrere bogen, og sagde, at »havde redaktøren ikke nævnt det, havde jeg blot kastet mig ud i det, som var det en hvilken som helst anden opgave«. Så måske det heller ikke skal underkendes, at en skandalisering af en nok så selvopfundet frygt for en fatwa helt sikkert ville skaffe gratis reklame for den delvist selvudgivne bog.
Hvad angår de øvrige grunde, som Flemming Rose nævner i sin muslimudskældende artikel til tegningerne, fremstår de fleste endnu mere tågede: Han skriver blandt andet, at én dansk komiker, Frank Hvam, havde fortalt, i et interview i Jyllands-Posten(!), at han ikke turde gøre grin med koranen for åben skærm. Men samtidig gjorde andre og også muslimske komikere i hele Skandinavien tykt grin med deres religion, eksempelvis den dansk-egyptiske Omar Marzouk og den norsk-pakistanske Shabana Rehman. Et tredje argument var, at der i løbet af sæsonen var tre danske teaterforestillinger, som gik til angreb på præsident George W. Bush, og ingen om Osama bin Laden – hvilket kunne synes ganske naturligt i betragtning af førstnævntes indflydelse på Danmark (den danske regering havde uden at stille spørgsmål gjort vores land til USAs nære allierede i krigene i Afghanistan og Irak, hvilket var de første ikkeforsvarskrige med dansk deltagelse i moderne dansk historie) i sammenligning med sidstnævntes. Under alle omstændigheder havde der ingen forlydender været om teatre eller manuskriptforfattere, som undlod at skabe et stykke om al-Qaeda af frygt!
Et fjerde argument lød, at én imam havde opfordret den danske statsminister til at bede danske medier om at bidrage til et mere positivt billede af islam i deres reportager – hvilket statsministeren havde afvist at gøre. Besynderligt at gøre et nummer ud af lige denne ene forespørgsel, når man påtænker, hvor mange mere eller mindre seriøse forespørgsler en statsminister nødvendigvis må modtage – og afvise. (Særligt fordi det på daværende tidspunkt ikke var et urimeligt synspunkt at anse den kontinuerligt nedgørende og dæmoniserende dækning af islam og muslimer som en minoritet i Danmark for at være i strid med Grundloven og Menneskerettighedserklæringen).
I betragtning af at der i Danmark var udgivet adskillige bøger, som enten kritiserer islam eller i vidt omfang citerer fra Koranen, sådan som jeg selv gjorde det i min både anmelderroste og meget velsælgende roman fra 1999, Odins ø (en moderne nordisk saga om religiøs og politisk fanatisme), helt uden at de eller jeg er løbet ind i problemer, tvivler jeg oprigtigt på, at nogen dansk kunstner dengang for alvor ville lægge frygt for islamistiske modreaktioner til grund for selvcensur, sådan som Flemming Roses artikel postulerede. Selv flere år senere, i præcis samme periode, da Odins ø stod for at skulle udkomme på engelsk, og den første anerkendte oversætter (som også havde oversat Peter Høeg) insisterede på, at den del af historien, som omhandlede militant muslimsk fundamentalisme, skulle stryges hvis hun skulle oversætte bogen, var jeg ikke angst eller tøvede den mindste smule med at stå fast: Og jeg fik af min engelske forlægger, Grove Atlantic, fuld opbakning til, at vi fandt en anden oversætter med mod på hele romanen.
Alligevel angiver Flemming Rose altså i sin artikel som begrundelse for at trykke tegningerne, helt eksplicit:
»… hvad enten den oplevede frygt hviler på et falsk grundlag eller ej. … Der sker en intimidering (fra muslimers side, red.) af det offentlige rum. Kunstnere, forfattere, tegnere, oversættere og teaterfolk går derfor i en stor bue uden om vor tids vigtigste kulturmøde, det mellem islam og de sekulære, vestlige samfund med rod i kristendommen.«
En så åbenlys usandhed, at det eneste, der er mere forbløffende end selve påstanden, er, at Jyllands-Posten og Flemming Rose – og dem, der fulgte trop – slap af sted med den.
Ja, jeg ville ønske, at vi kunne have grinet det væk. I Danmark og siden hen verden over. Ville ønske, at vi alle havde anset Flemming Rose og Jyllands-Posten for de fjolser, de var, at vi havde gennemskuet Bluitgens påstande og alt det andet nonsens og grinet endnu højere.
Jeg ville ønske, at flere, ikke mindst internationalt, havde bemærket de fire tegninger blandt Jyllands-Postens illustrationer, der modigt gjorde grin med hele projektet.
Men med den islamforskrækkede atmosfære, der herskede i Danmark, og med den nationalistiske og fremmedfjendske indflydelse, som Jyllands-Posten havde på det danske samfund, kunne projektet desværre ikke blot ses som en harmløs eller latterlig fornærmelse, men snarere som alvorlig fortræd. Grænsen for det sjove blev overskredet, ikke på grund af de enkelte tegninger som sådan, men på grund af initiativets intention og det miljø og den stemning, som det blev gennemført i. Med den tilknyttede artikel, understregende at i et moderne verdsligt demokrati, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse, kan trykningen af tegningerne kun sammenlignes med, at man i USA for tredive år siden trykte tolv tegninger afbildende en sort person som slave i klovnedragt, med hvid og rød mund og med n-ordet og for evigt skrevet hen over brystet, en af dem forestillende en lynchning.
Et eller andet sted går humoren tabt, gør den ikke?
Som mange danskere vil huske: I stedet for at tage de mange fredelige udtryk for bekymring over diskrimination og dæmonisering alvorligt, i stedet for at fremme initiativer til fordel for et mere sandfærdigt og afbalanceret billede af islam og dens følgere i Danmark og i stedet for at lytte til de stadigt flere internationale advarsler og søge at afspænde atmosfæren af stigende konflikt og kollision valgte daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, og hans regering, af indre parti- og magtpolitiske grunde (deres parlamentariske flertal afhang af Dansk Folkepartis stemmer) at optrappe situationen. Statsministerens afvisning af at mødes med elleve ambassadører fra muslimske lande, som havde tilkendegivet betænkelighed over diskrimination mod muslimer i Danmark, såvel som modviljen mod at kere sig om de gentagne advarsler fra Egyptens udenrigsminister og i breve fra FNs generalsekretær og andre større internationale aktører er blot enkelte eksempler på de talrige, forbløffende og stædigtdumme fejltagelser, som den danske regering begik i kølvandet på udgivelsen.
Enhver, der kritiserede tegningerne og anså udgivelsen af dem for ufølsom, uhensigtsmæssig eller kort og godt en stupiditet, blev offentligt skældt hæder og ære fra, erklæret fjende af demokrati og ytringsfrihed og stemplet som en forræder af Danmark. Det ikke bare af den yderste højrefløj, men også af regeringens ministre, ja, selv af statsministeren, som notorisk med reference til Bibelen skilte danskerne op i »får og bukke«, hvoraf det mindst ønskværdige prædikat naturligvis blev sat på alle, der udtrykte foruroligelse over dæmoniseringen af muslimer i Danmark.
Det dobbeltmoralske i, at regeringens ministre slog hårdt ned på enhver, der ytrede kritik mod tegningerne, og samtidig fastholdt, at det skulle være imod ytringsfriheden at kritisere udgivelsen af dem, var lige så svimlende absurd som himmelråbende skamløst!
Strået, der knækkede kamelens ryg, var formentlig den afvisning på et mildt sagt tyndt grundlag, som statsadvokaten i Viborg 7. januar 2006 kom med (og som 15. marts 2006 blev stadfæstet af rigsadvokaten), da en gruppe danske muslimer anmodede om, at der rejstes sigtelse mod Jyllands-Posten med henvisning til blasfemiparagraffen, som dengang stadig var gældende lov (afskaffet juni 2017).
Men allerede inden da havde en gruppe danske imamer i november 2005 taget sagen i egen hånd og var rejst til Mellemøsten for at fortælle om deres utilfredshed over tingenes tilstand i Danmark. Der fremviste de de stødende tegninger – og lidt til: I deres egen sags tjeneste havde de medbragt et par ekstra fornærmende tegninger, der aldrig var blevet trykt, hverken i Jyllands-Posten eller andetsteds i Danmark, eksempelvis afbildende Profeten som et svin.
Rygterne svirrede, og eftersom ethvert forsøg på forsoning eller aftrapning af krisen klart blev overdøvet af viljen til at opildne, blev Danmark og verden splittet midtover. Verdensomspændende voldelige sammenstød fulgte – mange lokalpolitiske dagsordener gjorde sagen til deres – og en ny krig langs helt nye skillelinjer var en realitet: multikulturalister af alskens slags mod monokulturalister af alskens modus operandi.
Bortset fra at det lod til, at de krigende parter var to modsatrettede monokulturelle ekstremer: nemlig på den ene side højreorienterede nationalister og på den anden militante muslimske fundamentalister.
Begge monokulturelle ekstremer havde så stor interesse i at puste yderligere til ilden, at de udnyttede alle former for falske informationer i deres sags tjeneste (falske nyheder, før nogen overhovedet havde fundet på begrebet).
Og verden gik lige i fælden.
I stedet for at stå skulder ved skulder og grine ad (og bekæmpe) de to typer fundamentalistiske uhyrligheder, der udspillede sig i udkanten af hver vores egne grupper, lod de moderate – troende af enhver art som ikketroende – ekstremisterne sætte dagsordenen og optegne brudlinjen ifølge religiøse tilhørsforhold og ikke dér, hvor den burde gå: mellem på den ene side moderate af enhver tro og overbevisning og på den anden ekstremister af enhver tro og overbevisning. På den ene side dem, der ønsker at leve i fred og er villige til at acceptere andres ret til at leve, som de har lyst til, så længe det foregår uden at være til skade for noget menneske eller samfund; på den anden dem, der vil udstikke én eneste korrekt levevis for alle mennesker og er villige til at bruge alle midler for at nå deres mål, også enhver form for magtmisbrug og vold, der måtte skulle til for at få andre til at opføre sig på den eneste måde, som de finder passende.
Hån og latterliggørelse i stedet for sand kunst!
Naturligvis endte det med, at den form for selvcensur, som Jyllands-Posten havde påstået at ville gøre det af med, blev til virkelighed, selv i det Danmark, som aldrig før havde set den slags.
I dag står vestlige kunstnere og intellektuelle vitterlig over for et vanskeligt valg, når det gælder om at forholde sig til islam. Ikke bare på grund af den nu virkeliggjorte frygt for ekstreme, fundamentalistiske gengældelsesaktioner, men også af den form for højreorienterede racistiske eller islamofobiske ekstremister, som kunstnerne risikerer at blive hyldet af og taget til indtægt for. Således har de kunstnere, der gør det, en tendens til også at være dem, der løber de radikaliserende grøftegraveres ærinde: nemlig dem, der ikke har andet budskab end hånen i sig selv.
At afbilde Muhammed på en krænkende måde blev, og er stadig, den sikreste måde en middelmådig vestlig kunstner kan få opmærksomhed på.
Ligeledes er det blevet den sikre vej til højere stemmetal for demagogiske politikere at beskylde enhver, der opfordrer til at moderere den målrettede dæmonisering og angreb på alle andres tro eller kultur, for at være modstander af ytringsfriheden og demokratiet. Og i den anden ende af spektret er det også den sikre vej til at opnå yderligere opbakning og fremtidige martyrer for islamistiske fundamentalister.
At skellinjen er fuldstændig kunstig og hviler på et falsk grundlag, er tilsyneladende ligegyldigt, når først den er skabt.
Så hvad var der egentlig på spil under Muhammedkrisen?
Var den ikke bare en myg, som alt for mange ekstremister, højrefløjsnationalister såvel som islamistiske fundamentalister havde alt for mange interesser i at gøre til en sprængfarlig myte, som kunne bekræfte og forstærke al deres frygt og fordomme om den anden?
Og efterhånden som myten voksede, voksede også dens konsekvenser: diskriminerende love og praksis, vidtrækkende overvågning af civilsamfund, indskrænkning af frihed og demokratiske rettigheder – og parallelt: terrorhandling på terrorhandling.
Her så mange år senere tror jeg ikke, at nogen har lært det, som Tegneseriekrisen burde have lært os, fordi verden blev solgt – og købte – et falsk narrativ om, hvad det hele handlede om.
For hver dag vi fortsætter med at lade dette falske narrativ udstikke kursen for os, vil flere moderate ende som ekstremister. Det vil blive bevist, at vi ikke er i stand til at leve sammen, ved at gøre det umuligt for os at leve sammen.
For hver gang en begivenhed får os til at rette vores vrede imod den fiktive anden i stedet for imod ekstremisterne (både vores egne og øvrige), vil ekstremismen vinde flere tilhængere. Terrorangreb får for mange mennesker til at skyde skylden på hele islam. Og vestlige politikeres og mediers stereotypier samt racistisk eller islamofobisk vold og aggression såvel som Vestens fortsatte dobbeltmoral i forhold til Saudi-Arabien, Palæstina og så videre – gør det alt for let for islamistiske fundamentalister at rekruttere endnu flere hidtil moderate muslimer og føre dem ind i deres radikale kviksand.
Er der mon stadig en chance for, at Tegneseriekrisen og det blodbad, der fulgte efter, vil kunne blive set for det, som det var: en bevidst – eller i bedste fald en meget vildledt – radikalisering fra to ydersider af vores verdenssamfund, som foregav at være hinandens modsætninger, men dog begge havde en fælles urokkelig interesse og alt at vinde i netop denne gensidige radikalisering?
Hvis ja, tror jeg også, at der stadig er en chance for, at moderate mennesker af alle trosretninger, nationer, kulturer og politiske overbevisninger vil kunne tage vores verden tilbage fra ekstremister af enhver art – og, om nødvendigt, fra vores egen værste indre svinehund – og atter begynde at leve sammen i fælles fred og fordragelighed.
Janne Teller er forfatter. Kronikken er en forkortet udgave af et essay fra hendes bog »At gå nøgen«, der udkommer i næste uge på Politikens Forlag.
Læs også anmeldelsen af »At gå nøgen« i Weekendavisen #46, fredag 16. november 2018: »Godtkøbsfilosofi«
