Debat. Tiden er inde til at give frisindskulturen et realitetstjek.

Følelsen af værdighed

Følelsen af værdighed

Hun har vistnok kysset med ham inden. Det er sent, og hun vil hjem. Han vil gerne med, men hun skynder sig at sige, at hun ikke gider noget – altså sex. Jamen, det er helt fint med ham, for det er jo også rart at sove sammen og ligge og kysse. De kommer hjem til hende og går i seng. De er begge trætte, og lidt berusede, og er jo sådan set enige om, at de skal sove, men så får han alligevel lyst til sex – eller måske har han haft det hele tiden. I hvert fald forsøger han nu at komme i trusserne på hende, som de ligger i sengen. Hun afviser, men han er ihærdig: »Kom nu, bare spidsen.« Og selvom det er op ad bakke at gentage sig selv halvt fuld og halvt i søvne, så fastholder hun sin afvisning. Bare spidsen, hvad skulle hun med den? Og havde han overhovedet tænkt på, hvad hun ville få ud af det? Nok ikke.

Selvom denne anekdote fra en ven tilsyneladende er harmløs, og måske nogen også finder den morsom, ja, så ser den straks anderledes ud set i lyset af rækken af seksuelle krænkelser, som jeg i forbindelse med mit ph.d.-projekt har hørt unge kvinder fortælle om. Afvisninger, som overhøres og til sidst bliver til sex, selvom begge parter godt ved, at det her er kun i fyrens interesse.

Og så er der alle krænkelserne, som kommer ud af det blå. Bemærkninger i klassen som »kran«, tilråb fra fremmede mænd på gaden med invitationer om at »smage fars kødrulle«, berøringer og dickpics. Og alle de uartikulerede krav til piger om at være attraktive og lækre – men ikke »slutty«. Ikke snerpede og kedelige, men heller ikke for seksuelt tilgængelige og uden selvrespekt. »Du er på en eller anden måde bange for at miste din værdighed,« fortalte en af pigerne mig. Men hvordan hænger værdighed sammen med pigers seksualliv?

Værdighed optager flere piger i mit ph.d.-projekt. Den er vigtig, men til tider også en udfordring at bevare, for hvad der er værdigt og uværdigt kan til en vis grad være styret af modstridende moralske fortællinger om køn og seksualitet. Det vil sige strømninger i samfundet, der angiver, hvad der er acceptabelt og ikke acceptabelt, og som kan ændre sig, så det, vi engang har fundet uacceptabelt, nu er acceptabelt.

I mit projekt kan jeg se, at det på den ene side er helt accepteret blandt unge at have tilfældig sex og sende nudes, men på den anden side kan piger risikere at blive fordømt for præcis samme handlinger. Men pigers oplevelse af værdighed er ikke kun knyttet til moralske strømninger.

Vi er følende, sociale væsener, som den britiske sociolog Andrew Sayer skriver. Det vil sige, at vi kan opleve at blive krænket, selvom handlingen ikke umiddelbart opfattes som moralsk forkert. Når piger i mit forskningsprojekt beskrev egne eller veninders uønskede seksuelle erfaringer, var det eksempelvis med følelser af at være blevet udstillet, at være ligegyldig eller tingsliggjort. Det er følelser, der fortæller os, at deres værdighed som menneske er blevet krænket. For pigerne er værdighed derfor ikke kun et individuelt anliggende, der afhænger af, om de efterlever opfattelsen af, hvad der nu er moralsk acceptabelt. Det er tillige relationelt afhængigt. Det vil sige, at værdighed også handler om, hvordan andres handlinger får os til at føle med os selv – uagtet om handlingerne i sig selv er acceptable.

Følelsen af værdighed afhænger også af, at andre ikke udnytter vores sårbarhed, særligt når vi viser dem tillid. De følelser, der opstår, når nogen har krænket vores værdighed som menneske, kan være med til at ændre de samfundsmæssige strømninger. De kan så at sige give os et hint om, at de gældende moralske fortællinger måske ikke helt er i trit med virkeligheden. Siden jeg påbegyndte mit ph.d.-projekt, kan der spores sådan et moralsk skifte.

Da jeg startede mit ph.d.-projekt i begyndelsen af 2015, var viden om unges uønskede seksuelle erfaringer ikke just i høj kurs. Det var vel slet og ret et umoderne forskningsemne. Hvad var problemet? Piger kunne vel bare bruge deres frie vilje til at sige fra? At problematisere køn og uønskede seksuelle erfaringer harmonerede måske knap så godt med idéen om den progressive danske frisindskultur. Frisind er indgroet i vores opfattelse af danskhed og fremhæves som en af de ti kerneværdier i Bertel Haarders Danmarkskanon. Men når vi spejler os i vores idealer om frisind, kan vi til tider fremstå moralsk forblændede. Det kan resultere i, hvad sociolog Andrew Sayer kalder krypto-normativitet. Det vil sige bestræbelser på ikke at komme med moralske vurderinger – og for eksempel undgå såkaldt »svenske tilstande«.

Vi har set samme samfundsmæssige tendens tidligere, da vi som det første land i verden frigav pornografi, men først 11 år senere forbød »børneporno«, som det beskrives i Weekendavisen 12. august 2011. At være tolerant og ikke-dømmende er således også udtryk for en moralsk stillingtagen. Når jeg så frisind omsat i denne krypto-normative form blandt de unge, var deres fokus på at forsvare de involverede individers frie vilje til at sige fra. Det blev nogle gange et forsvar, der var blindt over for seksuelle krænkelser, ulige magtforhold og det gensidige ansvar, som de unge har for hinandens værdighed i en seksuel situation, hvor de er særligt sårbare.

Igennem mit projektforløb har jeg kunnet se, hvordan de moralske strømninger gradvist har ændret sig. I 2016, året efter mit feltarbejde, kom der et øget fokus på delinger af såkaldte nudes uden samtykke og den sexistiske sprogbrug, der kan følge med delingerne på nettet. Først blev de opfattet som unges nye digitale seksuelle udfoldelser, der måske var gået lidt over stregen. I dag ser vi en skærpet opmærksomhed på straffen på området. Senest med en indbringelse af en sag for Højesteret.

I efteråret 2017 kom så #Metoo-bevægelsen – dog ikke uden modstand fra frisindsaktivister. Seneste skud på stammen er et lovforslag vedrørende seksuel chikane, som refereres i Politiken den 7. september. Nu skal arbejdspladsens omgangstone – altså dét, der moralsk set opfattes som acceptabelt på en vilkårlig arbejdsplads – ikke længere kunne retfærdiggøre, at man for eksempel kan kalde en kvindelig ansat for »fars lille suttetøs«, som Tvisthedsnævnet ellers mente i den pågældende sag. Og hvorfor skal det så ikke længere være i orden? Jo, det skal det ikke, fordi det krænker den kvindelige ansattes værdighed og kan have psykiske og sociale konsekvenser til følge. Ved at anerkende, i stedet for at negligere, de følelser, som sådanne handlinger forårsager, kan vi få nye indsigter. Skabe nye moralske strømninger.

Da jeg lavede feltarbejde, så jeg, hvilken betydning det har haft for nogle piger at være blevet ydmyget og føle sig tingsliggjort ved at få sit nude rundsendt, blive udnævnt som »årets luder«, eller ved at blive tvunget til sex. For pigerne er det både de modstridende moralske strømninger om køn og seksualitet og egne og andres uønskede seksuelle erfaringer, der former dem.

Erfaringerne kan introducere en usikkerhed og mistillid i pigerne og kan indskrænke deres frihed, for kan de nu stole på ham fra 3.g, eller er han opportunist? Nogle sammenligner sig med andre piger og deres seksuelle handlinger eller kendte SoMe-personligheder for at sikre sig, at de i hvert fald har styr på deres værdighed. Og selvom piger umiddelbart frit kan udforske deres seksualitet, kan der også snige sig en snert af bekymring ind for, om deres udfoldelser vil efterlade dem med en følelse af at blive brugt eller blive »hende dér, fyrene kan have sex med – bare sådan én gang i hvert fald«. Det kan give dem følelsen af ikke at være noget værd – eller i hvert fald ikke nogen respekt værdig. Sådan nogle følelser kan komme i kølvandet på uønskede seksuelle erfaringer, uanset hvad de moralske strømninger fortæller os om dem.

Tilbage til den indledende anekdote om fyren og spidsen. Måske havde en anden pige givet efter for fyrens påtrængenhed, men hun havde i så fald også måttet give afkald på en del af sin frie vilje til at følge, hvad hun egentlig selv havde lyst til, og dermed oplevelsen af at være respekt værdig. Måske er tiden inde til at give frisindskulturen et realitetstjek og se på, hvordan vi kan få en fælles forståelse af, hvad der betinger vores alle sammens frisind – og værdighed.

Katrine Bindesbøl Holm Johansen er ph.d.-studerende ved Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet.

Side 15