Køllebank. 17 år efter »The Duel in the Desert« står Thomas Bjørn og Tiger Woods igen over for hinanden på en golfbane: danskeren som kaptajn for det europæiske Ryder Cup-hold i dysten mod USA, amerikaneren på kanten af et usandsynligt og alligevel længe imødeset comeback.

Bjørnen og Tigeren

I denne weekend genopføres en duel, som strækker sig over 20 år tilbage, og som mange golffans ville have forsvoret, at de nogensinde ville komme til at opleve igen. Det skyldes ikke mindst den ene af duellanterne.

For blot halvandet år siden bliver hans ophovne ansigt med de slørede øjne vist over hele kloden. Den nat i maj 2017 kan de tunge øjenlåg ikke dække over ydmygelsen i blikket, og som om offentliggørelsen af dette mug shot ikke er nok, giver politiet i Jupiter, Florida, hurtigt medierne adgang til den video, som blev optaget fra politibilens kamera.

En sort mand i en lys Nike-T-shirt står og svajer let på den hvide stribe mellem to betjente i lyskeglen fra patruljevognen. De har fundet ham sovende ind over rattet i sin bil i vejkanten. Med alt for langsomme bevægelser forsøger han at udføre den indledende spiritusprøve – følg min finger med øjnene, gå ligeud med lukkede øjne – men kroppen vil ikke parere ordre. Fødderne lander langt væk fra vejstriben, når den muskuløse overkrop tager et sving.

Den efterfølgende test viser ikke spor af alkohol. Til gengæld indeholder den rester af to forskellige morfinbaserede, smertestillende midler, angstmedicinen Xanax, et sovemiddel samt marijuana. Med hænderne fikseret på ryggen bliver han skubbet frem mod bilens motorhjelm, så man helt tæt på kan se apatien i det foroverbøjede ansigt. Den ene betjent går i gang med at tømme hans lommer og fjerner den kasket, som ud over sponsorens fejende swush også bærer den anholdtes eget personlige logo: TW.

Tiger Woods. Eller for en hel generation af fans bare Tiger – gennem mere end et årti den ubestridt bedste til golf og en af alle tiders største sportsstjerner. Op gennem nullerne står alt i Tigers tegn. Han vinder nærmest efter behag de mest prestigefyldte turneringer, rekorder på stribe falder, og han tjener rundt regnet en milliard kroner i præmiepenge. Hans navnetræk bliver et kommercielt megabrand, som ifølge magasinet Forbes menes at have indbragt Tiger lige under ni milliarder kroner for reklamer og sponsorater – som den Nike-kasket med Tiger Woods-logo, som betjentene lægger på politibilen en nat i maj 2017.

Anholdelsen er kulminationen på en krise, som med enkelte opture har strakt sig over otte år.

For glansbilledet af den perfekte sportsmand med succes og trofækone krakelerer meget offentligt, da han i 2009 bliver afsløret i at have levet et dobbeltliv med masser af kvinder ved siden af og et misbrug af piller for at dulme de fysiske smerter fra en dårlig ryg og dårlige knæ. En aften bliver han jaget ud af huset i Florida af en rasende hustru med en golfkølle i hånden. Efterfølgende kører han sin Cadillac Escalade ind i et træ i indkørslen. Billederne af den havarerede bil havner også dengang i medierne.

Skandalen og skilsmissen ser ud til at have knækket ham. I to år er resultaterne middelmådige, indtil han pludselig begynder at vinde igen i 2012 og 2013. Tiger er kortvarigt tilbage på tronen, men så sætter problemerne med ryggen for alvor ind. Fire operationer holder ham helt ude i flere år. Kun de skiftende kvinder skaffer hans navn i medierne – indtil anholdelsen i maj sidste år.

Jorden ryster igen

Men Tiger Woods giver aldrig op. Fænomenet, som har trænet ubønhørligt hver eneste dag, siden han lærte at gå, fighteren som ville vinde på trods af de værkende knæ og den smertende ryg, og som finder en udvej, uanset hvor dårligt et leje bolden er landet i. Tigeren, som alle andre golfspillere frygter at møde, på trods af at han for bare halvandet år siden angiveligt fortalte kolleger, at han var »færdig«.

Det var før den sidste rygoperation og inden anholdelsen. Men den indædte vilje og de ambitioner, som bragte ham helt til tops, har også kunnet trække ham op af mudderet igen. Mens 2017 bød på karrierens nok største nedtur, er han fem år efter sin seneste sejr og i en alder af 42 år lige nu i gang med et af de mest bemærkelsesværdige comebacks i sportshistorien.

2018 har budt på en fuld turneringskalender og har indtil august resulteret i seks top 10-placeringer inklusive to andenpladser. Sjettepladsen i British Open og andenpladsen i årets sidste major, US PGA Championship, udløste et wildcard til at spille i Ryder Cup, den traditionsrige holddyst mellem USA og Europa, som begynder fredag morgen på Golf National uden for Paris.

Vi ønsker alle at se Woods i toppen af golf, han gør så meget godt for sporten.

Thomas Bjørn om Tiger Woods

Og i søndags satte Tiger så en tyk streg under det rigtige i kaptajn Jim Furyks valg: I sæsonfinalen Tour Championship på den amerikanske tour vandt Tiger Woods i noget, der ligner den gamle, suveræne stil, tilsat en stor portion ydmyghed:

»I begyndelsen af i år ville dette have været meget at bede om, men jeg beviste, at jeg kunne udvikle mig. Jeg måtte tage mig sammen for ikke at græde på det sidste hul,« sagde Tiger Woods efter sejren. »Jeg kan næsten ikke tro, at det lykkedes. Det har været hårdt. De seneste par år har ikke ligefrem været nemme. Det er bare svært at tro på, at jeg vandt.«

Tiger lig med golf

Under Ryder Cup står Tiger Woods over for 47-årige Thomas Bjørn, som på bagkant af en fantastisk karriere er europæernes holdkaptajn. Selv om danskeren altså ikke selv skal spille denne gang, bliver det et gensyn med en figur, som har haft vidtrækkende indflydelse på Bjørns eget liv, og han glæder sig over, at Tiger Woods er tilbage.

»Vi ønsker alle at se Woods i toppen af golf, han gør så meget godt for sporten. Jeg synes, det er fantastisk, at han vinder igen, det er godt for golf i et større perspektiv,« kommenterede Bjørn på et pressemøde efter Woods’ sejr i søndags.

Det glæder også tv-stationerne, som oplever en stigning i seertallene på mellem 50 og 100 procent, når Tiger er med fremme.

Tiger Woods var i sin storhedstid synonym med golf, og han trak et helt nyt publikum til en udpræget hvid sportsgren med et snobbet image. Det kunne ses allerede i 1997, da han for alvor sparkede døren til golfeliten ind på netop Augusta National i Georgia, som er en uhyre konservativ klub. Først i 2012 accepterede klubben for eksempel sine første to kvindelige medlemmer.

Et andet eksempel på Tigers popularitet og gennemslagskraft findes inden for elektroniske spil. Fodboldspillet til PC og PlayStation med alle de store klubber og verdensstjerner hedder bare »FIFA«. Det tilsvarende golfspil hed i 15 år i træk »Tiger Woods PGA Tour«. Tiger var touren, han var spillet.

Thomas Bjørn udkæmpede i sine bedste perioder drabelige sværdslag med Tiger, han følte på egen krop luften sitre, når Tiger hensatte publikum i ekstase, og han mærkede jorden ryste, når tilskuerne kæmpede for at komme frem for at se Tigers næste slag.

Woods debuterer som professionel i september 1996, et par måneder efter Thomas Bjørns første sejr. Bjørn bliver også kåret som årets bedste rookie i Europa. Inden året er omme, har Tiger allerede vundet to gange i USA, og i 1997 vinder han først årets første turnering og kort efter Masters Tournament. Det anses af mange for at være den fineste af alle golfturneringer, og han nøjes ikke med at vinde; som 21-årig – den yngste vinder i Masters nogensinde – smadrer han resten af feltet med 12 slag ned til nummer to, den største margin nogensinde og med den laveste score nogensinde på den krævende Augusta National-bane.

The Duel in the Desert

Dubai er i 2001 scenen for en mindeværdig duel mellem den danske Bjørn og amerikanske Tiger, mens begges karrierer står stærkest. Da er Tiger Woods 25 år, Thomas Bjørn knap fem år ældre. Bjørn er nået op på fem sejre, mens Tiger Woods er midt i det mest imponerende forløb i golfhistorien. Tiger har da vundet 24 turneringer på fire år. Han ligger nummer 1 på verdensranglisten i den længste sammenhængende periode i sportens annaler.

I sommeren 2000 vinder han den ældste major, The Open Championship, som det år spilles på linksbanerne i St. Andrews, The Home of Golf, med hele otte slag – foran Thomas Bjørn på andenpladsen. Woods vinder i løbet af to sæsoner fire majors i træk, og han præsterer i hele 2000 det laveste samlede scoregennemsnit i historien.

Det er med andre ord en frygtindgydende modstander, Thomas Bjørn står over for i februar 2001, hvor arrangørerne på Bjørns nye hjemmebane med sans for dramaet naturligvis sætter dem sammen i de to første runder. Resultaterne falder sådan, at de også følges ad om lørdagen, og igen søndag står de over for hinanden i en direkte duel.

Efter fire dage i bagende sol ansigt til ansigt med sportens største spiller er det Thomas Bjørn, der holder nerverne i ro. Man siger, at turneringen først rigtigt begynder på de sidste ni huller, og netop på 10. hul om søndagen sænker Bjørn en eagle – to slag under hullets par – og ryster måske Woods en smule. I hvert fald spiller han usikkert mod slutningen, og på allersidste hul sender han først bolden ind mellem nogle træer og bagefter i vandet foran greenen.

Bjørns sejr giver genlyd. Tiger er ikke usårlig.

Thomas Bjørns sejr over Tiger Woods i Dubai i 2001 gav genlyd i golfverdenen. Ikke kun fordi Bjørn vandt – Tiger har trods alt »kun« vundet omtrent hver fjerde turnering, han har stillet op i gennem hele karrieren – men mest på grund af måden, det skete på: På de afgørende huller var det Thomas Bjørn, som holdt hovedet koldt i den direkte duel. Modstanderne plejede at lade sig intimidere af Tiger på de sidste huller om søndagen. Foto: EPA PHOTO AFP/RABIH MOGHRABI.
Thomas Bjørns sejr over Tiger Woods i Dubai i 2001 gav genlyd i golfverdenen. Ikke kun fordi Bjørn vandt – Tiger har trods alt »kun« vundet omtrent hver fjerde turnering, han har stillet op i gennem hele karrieren – men mest på grund af måden, det skete på: På de afgørende huller var det Thomas Bjørn, som holdt hovedet koldt i den direkte duel. Modstanderne plejede at lade sig intimidere af Tiger på de sidste huller om søndagen. Foto: EPA PHOTO AFP/RABIH MOGHRABI.

»Tiger er meget imponerende, og han vinder en masse turneringer. Men folk er ved at opdage, at det ikke kan nytte at blive intimideret af ham, man bliver nødt til at gå ud og kæmpe med ham. Så simpelt er det: Jeg gik ud med én tanke i hovedet, og det var at vinde,« siger Bjørn bagefter.

Men »så simpelt« bliver det alligevel ikke i årene derefter. Thomas Bjørn kommer mange gange senere til at mærke intimideringen fra en utroligt velspillende Woods. Og ligesom Tiger kommer Bjørn til at blive forstyrret af skilsmisse og uro i privatlivet, og som Tiger lider også Bjørn under en dårlig ryg, som til tider holder ham helt ude af spillet.

21 gange har Bjørn vundet, men hans seneste sejr ligger også en håndfuld år tilbage. Til gengæld nyder Bjørn så stor respekt på European Tour, at han altså er kaptajn for det Ryder Cup-hold, som møder en Tiger Woods på vej mod det mest usandsynlige comeback. Tiger Woods nærmer sig med sin sejr nummer 80 i USA forleden rekorden på 82. Man taler igen om, at Tiger vil overhale Jack Nicklaus’ rekord med 18 sejre i majorturneringerne; Woods har 14.

Konkurrenterne frygtede ham, da han var på sit højeste; nu glæder de sig over, at han igen kaster stjernestøv og dollars over golfsporten. Og de unge generationer af golfspillere kan komme til at opleve jorden ryste, når Tiger Woods og hans fans blæser forbi dem.

Ryder Cup 2018 spilles 28.-30. september på Golf National i Frankrig.