Pels var menneskehedens første beklædning, men op igennem civilisationens historie er den igen og igen blevet et stridspunkt. Således også i disse år.
»Moderne luksus betyder socialt og miljømæssigt ansvar. Den overbevisning står i centrum for Burberry og vores succes på langt sigt,« lød den højtidelige melding fra modehusets direktør, Marco Gobbetti, i sidste uge. Tirsdag viste den nye chefdesigner, Riccardo Tisci, sin første kollektion for det gamle britiske mærke, og i ugerne op til showet havde man travlt med at reparere på Burberrys omdømme. Det blev nemlig for nylig afsløret, at modehuset sender store mængder af usolgte varer til destruktion. Samtidig håber man med Tisci ved tegnebordet endnu en gang at kunne forynge husets udtryk og vinde de unge, rige forbrugeres hjerter, så man kan opnå de eksorbitante vækstrater, som er målet i modebranchen. Det skal blandt andet ske ved at sætte takten op med langt flere kollektioner, eller som det hedder på moderne: hyppige drops af nye varer i butikkerne. Alt sammen præcis det modsatte af en bæredygtig strategi, som tilskriver, at modens hastighed skal sættes ned. Som led i charmeoffensiven op til Tiscis første show gav man hele to løfter som bodsøvelse: ikke mere afbrænding af tøj. Og ikke mere pels i kollektionerne.
Det sidste er påfaldende, for netop udfasning af pels er blevet lidt af en mode i modebranchen. Gucci, Armani, John Galliano, Ralph Lauren, Tommy Hilfiger, Donna Karan, Jimmy Choo og det store konglomerat Inditex – ejer af blandt andet kæden Zara – har allerede forkyndt deres hensigter, ofte ledsaget af uldne mumlerier, såsom at »pels ikke rigtig føles moderne mere« – en lidt overraskende udtalelse af Guccis direktør, Marco Bizzaro, efter flere sæsoner, hvor blandt andet pelsforede slippers havde været mere end hotte.
Det kunne se ud, som om der er gået symbolpolitik i pelsen, og modehusene kan da også løse hele to problemer med disse udmeldinger, mener designforskeren Else Skjold, en af forfatterne bag den nye rapport The Re-New Project om pels og bæredygtighed. »Dels kan det løse frygten for negativ opmærksomhed, da antipels-bevægelsen gennem dens aktioner er meget synlig og meget konfrontatorisk. Og dels kan udfasning af pels købe tid til at få mere styr på problematiske produktionsforhold – eller bare at fortsætte som vanligt. Udfasning af pels er meget nemt at kommunikere og udløser meget kontant positiv respons. Det er ganske få, der efter min opfattelse gør det, fordi de reelt er imod pels – kun pionerer som Stella McCartney gør det konsekvent og er dermed med til at skabe nytænkning i branchen på materialeniveau, fordi hun vælger alle animalske materialer fra.«
Pels er et materiale, som er ladet med følelser. Kampen for nuttede pelsdyrs velfærd er en dragende fortælling for bekymrede forbrugere; påfaldende få føler lige så stærkt for krokodiller eller pytonslanger, som også må lægge skind til moden. At rase over brugen af pels er også meget lettere end at rase over, i hvor høj grad modeindustrien udpiner ressourcer, forurener og underbetaler sine millioner af arbejdere – områder som i høj grad kalder på det sociale og miljømæssige ansvar, som Gobbetti så smukt besang. Men det er helt efter bogen. For pelsen har altid været kontroversiel.
Den dyre pels er en markør for sociale forskelle og sladrer både om økonomi, kultur og status. Derfor er det typisk i perioder med sociale omvæltninger, at den bliver problematisk, konstaterede Andrew Bolton, da han i 2005 kuraterede en udstilling om pels for Victoria and Albert Museum. Ofte har man forsøgt at regulere denne luksusvare oppefra. I det tumultariske 1500- og 1600-tal var der strikse regler for, hvem der måtte bære luksuriøs pels. Mens den brede befolkning gik i ræv, ulv, ged, ko og fårepels for at holde varmen, måtte kun kongelige og hoffolk bære fin pels fra smådyr som mink, mår, zobel og hermelin, og de bar den diskret som fór inden i tøjet, selvom pelsen kunne titte frem som krave eller manchetter.
De strikse regler gjaldt dengang mænds brug af pels, for det var hoffets mænd, der kappedes om at være mest pyntede og fashionable. Det forandrede sig drastisk, da borgerskabets mænd i 1800-tallet adopterede jakkesættet som deres nedtonede uniform, og alle former for pynt blev kvindernes domæne. Pelsen blev til gengæld overtaget af den nyrige klasse i det fremadstormende industrisamfund og har stadig ofte afsmag af det: Det ligger ligefor at aflæse en mand i pels som enten hæmningsløst nyrig, alfons eller hiphop-kendis. I 1900-tallet blev den også et symbol på overklassehustruen eller den holdte kvinde, der passivt modtager dyre gaver – endnu en problematisk figur.
Vi har med andre ord et helt sæt overvejende negative associationer med i bagagen fra historien, når det gælder pels, og ikke overraskende har pelsproducenter og buntmagere i dag svært ved at trænge igennem den udbredte skepsis med budskabet om, at pels tværtimod er bæredygtig og et oplagt materiale at satse på i fremtiden. De peger på, at pels er en vedvarende ressource, at det er muligt at producere den miljørigtigt og med passende hensyn til dyrene og vigtigst af alt: Pels har en ekstremt lang holdbarhed, kan repareres, sys om og nedarves til nye bærere. Når pelsen til sidst er slidt helt op, er den fuldt nedbrydelig.
I Danmark har pelsbranchens interesseorganisation Kopenhagen Fur de seneste år finansieret flere forskningsprojekter i samarbejde med blandt andet Designskolen i Kolding for at blive klogere på, hvordan man rehabiliterer pelsen og udnytter dens bæredygtige kvaliteter. Man har udviklet vejledninger til designere om, hvordan man opnår størst mulig æstetisk bæredygtighed; altså en sådan kvalitet i designet, at pelsen ikke går af mode i løbet af få år, men forbliver et værdsat stykke tøj. Man har sat forskere til at undersøge den særlige emotionelle tilknytning mellem ejer og pels, som er en stor del af forklaringen på, at man har sin pels så længe. Man har givet designere både i Danmark og udland gratis adgang til materialerne, så de kunne forny pelsens udtryk, væk fra det klassiske og let mølkugleduftende og over i en ny tid. Hvis nutidens fast fashion skal erstattes af en ny langsomhed, så der kan komme balance i forbruget af ressourcer i fremtidens verden, er det nemlig ikke nok med kritiske kampagner som »Who made my clothes«, der har sat fokus på problemerne i selve produktionen. Det er afgørende også at skabe en bevidsthed om, at tøj skal leve længst muligt – og her kan pels ligefrem være med til at vise vejen.
»Høj kvalitet og holdbarhed, reparation, re-design og gensalg er væsentlige parametre for at forlænge levetiden af tøj, som igen er afgørende for en bæredygtig udvikling,« siger Frederik Larsen, antropolog og medforfatter til The Re-New Project. »Pelsindustrien kan fungere som et eksempel for resten af industrien, netop fordi disse aspekter stadig findes der, men det betyder ikke, at pelsproduktion og forbrug ikke er forbundet med store bæredygtighedsudfordringer.« Især dyreholds store indflydelse på miljøet må tages med i beregning.
»Pels er et rigtigt godt læringseksempel på både cirkulær økonomi og langtidsholdbart design, som er det, der i sidste ende batter på den bæredygtige bundlinje,« mener Else Skjold. »Vi ser desværre sideløbende en tankegang om, at hvis bare man sørger for, at produktionen foregår på ordentlig vis, så er de mange og billige produkter, man sender på markedet, bæredygtige. Det er ikke korrekt.« Hun mener til gengæld, at modebranchen bør kigge ganske nøje på den måde, man designer, forbruger og håndterer pels på, for der er en stærk tradition for at pleje, reparere og omsy pelsen, så den holder i årtier og kan gå videre til ikke bare én, men flere forbrugere. Det kunne være en model for vores tøj i fremtiden.
At træde indenfor hos buntmager Nels Erichsen i Store Kongensgade er som at træde ind i en behageligt tidløs zone. Han har drevet butik på adressen siden 1966, i starten direkte fra sit værksted på kvisten, indtil den fine butik mod gaden blev ledig. Alt i butikken er eget design og produktion, og han holder aldrig udsalg. Skindene køber han på auktion, han sender dem til garvning og indfarvning i Italien, og sammen med sine faste folk eksperimenterer han løbende med nyt design og nye metoder. At købe en pels her er næsten altid at indlede et længere forhold til butikken, for om sommeren sendes pelsen til opbevaring, og der vil typisk være små reparationer hen ad vejen. De seneste år har Nels Erichsen haft flere og flere omsyninger og re-design. Folk kommer ind med en pels, de har arvet eller købt, og vil gerne have den tilpasset deres egen krop og deres behov. Så længe skindet er i fin form, giver det mening; de fleste skind holder omkring 25 år, mink længere endnu. Man kan skille en kåbe helt ad og skabe en ny model af den, eller man kan bruge pelsen som besætning på et nyt stykke tøj. Af og til må Erichsen dog råde til at lade være, hvis pelsen er alt for slidt. Det kan ikke svare sig.
Alt er præcis, som det altid har været i buntmagerfaget: omhyggeligt håndværk, høj kvalitet, høj pris og en tæt forbindelse mellem kunde og producent. Lige bortset fra, at der i dag er langt færre buntmagere. Danmark har med sine store pelsauktioner altid været et knudepunkt i pelsens verden, men kunderne siver fra i både Europa og USA, hvor der også er den største modstand mod pelsproduktion. Kina er i dag det vigtigste marked for skandinaviske pelse, mens Rusland overvejende er selvforsynende. I Kina forbinder man stadig pelse med status og mode, mens der er ret lille interesse for dyrevelfærd eller bæredygtighed.
»Lukningen af buntmagere og salget af pelse i diverse butikker taler for sig selv,« mener Else Skjold. »Det er en udvikling, vi har set siden slutningen af 1980erne. At købe en ny pels er i dag noget, man gør i bestemte, afgrænsede cirkler blandt mere velhavende forbrugere – i de lag, hvor man altid har købt pels og altid har købt luksus, med enkelte undtagelser blandt yngre kvinder i den kreative, højtuddannede forbrugergruppe. Og så har nogle grupper af helt unge kig på vintagepelsen, som kan fås mange steder. Den danske udvikling følger den generelle udvikling i Vesten: Salg af pels er dalende, og det er ikke et entydigt positivt signal at gå med pels. I Harbin i Kina derimod er pels ligesom den optimerede Weber-grill; det er et tegn på, at man har klaret sig ud af fattigdom. Netop derfor er designet også typisk meget ens – nøjagtigt ligesom Weber-grillen eller Kähler-vasen – så alle kan se, at naboen eller kollegaen nu har nået et økonomisk niveau, som man kan måle sig op imod.«
»Et dyrebart materiale,« kalder Søren Bach pelsen; han skaber fabulerende pelsværker ved at trække på sine mangeårige erfaringer med menneskehår. Oprindeligt er han frisør, siden modist, og begge dele spillede med, da han begyndte at skabe pelshatte. »Jeg har skabt en ny niche ved at klippe i pelsen, som man klipper i hår, og ved at indfarve eller blege den. Det ville slet ikke kunne lade sig gøre i kunstpels,« forklarer han. Modehuse som Gucci har trukket på de nye teknikker, hans eksperimenter har ført til, og han har været leverandør til tv-serien Game of Thrones – ikke overraskende, for i hans hænder får pelsen et på en gang helt nyt og dybt arkaisk udtryk. Der er netop brug for at forny pelsen, hvis den skal relanceres i Vesten og appellere til de unge generationer – denne gang som »dyb luksus«: Luksus, som ikke bare er sjælden og har høj status, men som også hviler på dybere værdier, og hvor miljø, økonomi, sociale hensyn og dyrevelfærd alle balancerer. Smertepunktet er især dyrenes forhold.
»Vi mener, at det skal være socialt uacceptabelt at handle, købe og gå med pels. Vi gør opmærksom på, at det ikke bliver en stille protest, og vi opfordrer alle til at tage ordet og sprede budskabet om pelsdyrenes forfærdelige forhold.«
Oplægget til Vegan Activisms kommende demonstration imod pels i København den 13. oktober er ikke just forsonligt, og man skal ikke kimse ad det politiske pres fra denne fløj. I Norge fik man ved en hurtig politisk manøvre forbudt al pelsproduktion fra 2015, og det betyder i praksis, at produktionen rykker til Østeuropa og Kina, hvor kontrollen er langt ringere.
Hvad er så de reelle forhold for dyrene herhjemme? I den danske produktion lever mink typisk parvist i et bur på 90 x 30 x 45 centimeter med rør at kravle i, materialer at bide i og en hylde, som hunnen ofte bruger til at slippe for den større og mere dominerende han. I naturen er mink solitære, men en hans territorium kan overlappe med flere hunners. Man kan måle dyrenes stress på mængden af bid, og et studie fra Aarhus Universitet i 2011 viste, at under en promille af dyrene får alvorlige sår eller skader, mens 2,1 procent af hvalpene får alvorlige bidsår, hvis fire hvalpe skal dele bur fremfor at leve parvis. Sammenlignet med forholdene for danske husdyr som svin eller kyllinger lever mink et luksusliv; de flyttes sjældent og aflives til sidst ved deres bur. De mange forbrugere, som finder brug af pels anstødelig og foretrækker fake fur af kunststoffer, burde altså rent logisk have endnu større problemer med landbrugets øvrige animalske produktion. Samtidig er fake fur mere miljøbelastende end pels, både under produktion, vask, og når tøjet destrueres.
Læs også Jon Hustads artikel om produktion af minkpelse, som Danmark tjener milliarder på: »Om at redde pelsen«
