En diskussion bliver til et skænderi. Trusler bliver til skubberi. Pludselig er din krop i højeste alarmberedskab. Sveden driver ned ad ryggen, blodet suser i ørerne, din mave bliver til is – og alt i dig skriger: Kæmp eller flygt!

Mød krybdyrhjernen, den ældste og mest primitive del af din hjerne. Når du befinder dig i en ubehagelig situation, som du ikke kan overskue, så er det den, der tager rattet. Den kan få dig til at slå vildt omkring dig, stivne og flygte ind i dig selv eller simpelthen tage benene på nakken. Den er fuld af ideer, og ingen af dem er særligt opbyggelige.