Jordan B. Peterson: 12 regler for livet – en modvægt til kaos. Oversat fra engelsk efter »12 Rules for Life – An Antidote to Chaos« af Hans Larsen og Ulla Oxvig. 406 sider. 300 kr. Jyllands-Postens Forlag.

Kernen i Jordan B. Petersons succes skal muligvis findes i regel nummer otte. I hans nye bog, 12 regler for livet – en modvægt til kaos, opstiller han et dusin anvisninger på, hvordan man får et bedre liv, og regel nummer otte lyder i al sin enkelhed: »Sig sandheden – eller lad i det mindste være med at lyve.« Inde i det mere end 30 sider lange kapitel forklarer han i detaljer, hvad han mener. Det handler om modet til at skære igennem og aflevere smertefulde og pinagtige sandheder ligefremt, og det kan man kun gøre, hvis man faktisk siger, hvad man mener. Jordan B. Peterson taler, som man siger, lige fra hjertet. Eller som flere mennesker skriver om ham på de sociale medier: Manden siger jo simpelthen sandheden – om både verden og livet.