Gasser. Vi har længe vidst, at der i forbindelse med optøning af permafrost frigives CO2 og metan. Nu viser ny forskning, at der frigives flere hundrede flygtige gasser fra tøende permafrost.
Smalltalk i permafrosten
Med en temperatur, som konstant er under frysepunktet, et lavt indhold af tilgængelige næringsstoffer og lommer med meget høje saltkoncentrationer, burde permafrosten ikke være et sted, hvor man frivilligt bosatte sig. Ikke desto mindre trodser op mod 10 millioner bakterier per gram jord de barske livsbetingelser i permafrosten. Mange overlever ved at gå i dvale, mens nogle har tilpasset sig et aktivt liv i den frosne jord ved eksempelvis at danne antifryse-proteiner, så der ikke dannes iskrystaller inde i cellerne.
Ligesom vi mennesker har brug for at kommunikere med hinanden i løbet af hverdagen, har bakterier det også. Hvor vi bruger tale som kommunikationsmiddel, bruger bakterierne af praktiske årsager flygtige gasser, når de har noget vigtigt at meddele. Eksempler på bakteriesnak kunne for eksempel være: »Jeg har fået svamp! Skynd dig herover med noget svampegift.« Eller »i dette område er der gode vækstmuligheder, lad os reproducere her«. Derudover frigiver bakterierne også mange andre stofskifterelaterede affaldsgasser til deres omgivelser. Disse flygtige organiske forbindelser kaldes under ét: VOC (volatile organic compounds).
Del: