Ida Jessen: Telefon. 168 sider. 199,95 kr. Gyldendal.

Efter sin solide succes med dobbelt­portrættet af hr. og fru Bagge i Thyregod, En ny tid (2015) og Doktor Bagges anagrammer (2017), har Ida Jessen skiftet stil. I den nye roman, Telefon, bruger hun ikke sin berømmede flair for at skildre provinsmiljøer og natur i lette sproglige penselstrøg. Her er det nøgen dialog; ordene står fritskrabet, afleveret gennem en telefonlinje. I den ene ende sidder anonyme mennesker, som søger vejledning, trøst eller bare et villigt øre, i den anden lytter frivillige hjælpere med professionel venlighed. Efter hver vagt skriver de ind på en liste, hvor længe snakken har varet, og det markeres med en stjerne, hvis opringeren har talt om selvmord.