Sverige. Så længe de svenske socialdemokrater bekymrer sig mere om lederskribenternes meninger end vælgernes, vil deres historiske nedtur fortsætte.

Vejen til Canossa

Historisk set findes der ikke et mere succesfuldt socialdemokratisk parti end det svenske. Vel er det tyske SPD det første og det største, og andre har strålet i perioder. Men ingen andre social­demokratiske partier var så altdominerende i et samfund i så lang tid og med så stor gennemslagskraft som det svenske.

På en rejse i Sverige ser man det overalt. I selv de mindste provinsbyer ligger »Folkets Hus«, ejet af arbejderbevægelsens organisationer. Når man ankommer til Stockholm med toget, bliver man budt velkommen af den store lysreklame for landets største dagblad, det socialdemokratiske Aftonbladet. Redaktionen ligger i det tidligere Klara-slumkvarter omkring Centralstationen, som blev fuldstændig nedrevet i årtierne efter krigen. Fra Centralstationen kan man tage tunnelbanen til en af de hundrede stationer i den svenske hovedstad, og ved mange af dem kan man opleve det millionprogram, som den legendariske statsminister Tage Erlander satte i stedet for de sanerede slumkvarterer. En million betonboliger blev på ti år bygget i forstæder som Tensta, Rinkeby eller Husby, der hver rummer flere indbyggere end en gennemsnitlig dansk købstad.

Sverige er på godt og ondt idealtypen på et land formet efter værdierne i socialdemokratiernes gyldne epoke i efterkrigsårene. Hvor vi i Danmark har måttet leve i kompromisernes grå virkelighed, har vores svenske partifæller haft bedre greb om det politiske liv. Mens vi herhjemme kan mindes højdepunktet ved det ikoniske valg mellem Stauning og kaos, hvor Socialdemokratiet opnåede over 45 procent af stemmerne, har det samme været tilfældet ved 16 valg til den svenske riksdag.

Men partiets magt er svækket siden riksdagsvalget i 2006. En ting er, at den tidligere statsminister Fredrik Reinfeldt var den første borgerlige regeringsleder, der opnåede genvalg. Men den væsentligste forandring ligger i Sverigedemokraternes opstigning fra en perifer bevægelse under spærregrænsen til et parti, der måske ender som valgets største.

Set fra denne side af Øresund ligger årsagen lige for: Den meget liberale flygtninge- og indvandringspolitik, som har været en væsentlig del af svensk selvforståelse fra højre til venstre i riksdagen. En selvforståelse, der i 2014 blev formuleret af statsminister Fredrik Reinfeldt over for Politiken: »Hvad betyder ordet ’nok’? Er Sverige fyldt op? Er Norden fyldt op? Er vi for mange mennesker? Vi er 25 mio. mennesker, som bor i Norden. Jeg flyver ofte rundt over det svenske landskab. Det vil jeg anbefale andre at gøre. Der er uendelige marker og skove. Der er så meget plads, man kan tænke sig. De, der hævder, at landet er fyldt op, må jo vise, hvor det er fyldt op.« Da man to år før spurgte vælgerne hos hans parti Moderaterne om ideen om at tage imod flere flygtninge, var 57 procent imod, mens 12 procent var for.

Samme konflikt mellem ledelse og vælgere fandtes dengang hos Socialdemokraterne, hvor kampene om udlændinge­politikken på mange måder mindede om dem, vi kender herhjemme. Det var således også blandt storbyborgmestrene, at man i første omgang oplevede modstand. »Göteborgs stærke mand« Göran Johansson gik sammen med sine borgmester­kolleger fra Malmø og Södertälje i 2007 i offensiven for en mere restriktiv udlændingepolitik: Stop for anvisning i storby­kommuner, mulighed for at fratage kriminelle udenlandsk­fødte deres statsborgerskab og mulighed for at tilbagesende flygtninge, der er ankommet til Sverige med hjælp fra menneske­smuglere. Forslagene faldt på klippegrund, og den socialdemokratiske partiformand Mona Sahlin bedømte dem som »dumme og uretfærdige«, ligesom de blev kategorisk afvist af den borgerlige migrationsminister Tobias Billström.

Der skulle gå otte år, før borgmestrenes opråb blev taget alvorligt. Ligesom herhjemme blev 2015 det skelsættende år i svensk indvandringspolitik. Efter modtagelsen af 160.000 asylansøgere vendte de politiske partier, anført af ­stats­minister Stefan Löfven, på en tallerken. På få uger gik man fra ­kontinentets måske mest liberale udlændingepolitik til en af de mest restriktive: Hård grænsekontrol, nedbringelse af regler for asyl og opholds­tilladelse til et »europæisk minimum« og tvungen geografisk fordeling af flygtninge. Lovgivning, som svenske socialdemokrater havde brugt det meste af nullerne på at kritisere danske og norske partifæller for, blev nu gennemført uden tøven.

Opstramningerne standsede en udvikling, hvor Socialdemokraterne i løbet af et år var dalet fra 32 procent til 24 procent i de vægtede gennemsnit af målingerne og blev fulgt af nye tiltag for at signalere kontrol over tilstrømningen. Migrationsminister Morgan Johansson, der repræsenterer den mest liberale socialdemokratiske tilgang til udlændingepolitikken, blev erstattet af Heléne Fritzon. Hun kom fra borgmesterposten i Kristianstad i Sverigedemokraternes absolutte kerneland i det østlige Skåne.

Som dansk socialdemokrat undrer jeg mig over regeringens argumenter for stramningerne. Tog man dem for pålydende, var lovgivningen ikke så meget noget, man selv ønskede, men en handling man var påtvunget af de andre europæiske landes ­manglende solidaritet. Miljöpartiets talsperson Åsa Romson græd ved præsentationen af de stramninger, som hun alligevel stemte for. Heller ikke i den igangværende valgkamp har man villet fremhæve stramningerne, som ellers er populære i befolkningen.

Anna Libak beskriver i sin nyeste bog Forstå populismen, hvordan det er lykkedes EU-Kommissionen at stoppe strømmen af flygtninge over Middelhavet, men vægrer sig ved at stå ved sine resultater. Ifølge Libak fodrer man dermed populisterne, fordi man giver dem en spillebane, som de egentlig ikke fortjener. De etablerede politikere har jo faktisk skabt reelle løsninger. Stoler man på Libaks analyse, finder man her en væsentlig del af svaret på Sverigedemokraternes jordskredslignende succes i sommerens målinger.

Når Socialdemokraterne har forsøgt at kommunikere stramningerne, har det ledt til voldsom kritik. Da partiet på facebook slog et billede af en politikontrol i en togvogn op med teksten »Vi står vagt om Sveriges sikkerhed«, blev det fordømt i en række aviser, herunder de to store tabloidaviser Aftonbladet og Expressen. Debatredaktøren på Dagens Samhälle smed den ultimative trumf: »En S-kampanj med dansk ton«.

Vægringen mod at vedkende sig egne resultater skal også findes internt i partiet. Grupperinger som »Socialdemokrater for tro og solidaritet« og »Den migrationspolitiske S-forening« anser den vedtagne lovgivning som et forræderi mod socialdemokratiske grundværdier. Sidstnævnte, der ledes af nuværende og tidligere riksdagsmedlemmer, gav i maj Stefan Löfven den ultimative hadegave i et valgår, i form af en 43 sider lang kritik af udlændingestramningerne.

Snakker man med ældre sosser, kan man opleve en skepsis, der kan føres tilbage til troen på det land, man har skabt i det socialdemokratiske billede. Et land, hvor man byggede betonhøjhuse til arbejderklassen, og hvor man tog imod tusindvis af flygtninge på flugt fra krig og politisk forfølgelse i Chile, Grækenland, Iran og Vietnam. Et land, der stod som forbillede for dusinvis af socialdemokratier i Europa og resten af verden, herunder også mit eget parti. Husker man tilbage på den tid som det svenske socialdemokratis storhedstid, bliver man lammet bare ved tanken om at rive betonen ned og holde op med at hjælpe folk på flugt.

Kombineret med de stigende identitetspolitiske strømninger, der præger mange af de yngre partiaktive, har man skabt en stemning i baglandet, der nok tolererer, at der føres en udlændinge­politik på det europæiske minimum, men som omvendt ikke ønsker det sagt højt. Samlet set det dårligst mulige budskab, der hverken beroliger kernevælgerne eller tilfredsstiller aktivisterne.

Resultatet bliver med al sandsynlighed, at Socialdemokraterne står til stor tilbagegang, men ikke nødvendigvis at tabe statsministerposten. Siden december 2014 har de syv etablerede partier i riksdagen afvist at medregne Sverigedemokraternes mandater, og uanset deres store fremgang, står den rød-grønne regeringsblok til samlet 39 procent af stemmerne, mens den borgerlige alliance står til 36 procent, hvoraf de tre procent tilhører Kristdemokraterne, der dermed ryger under spærregrænsen på fire procent. At man kan regere med mindre end to femtedele af stemmerne i ryggen er uvant i Skandinavien, men dagens orden i mange andre europæiske lande. Det er ikke døden for Sveriges ­folkestyre.

Men på lang sigt må de svenske socialdemokrater stå ved deres udlændinge­politik og gå mere håndfast til parallel­samfundene, hvis de vil begrænse Sverigedemokraternes fremmarch og fastholde rollen som førstearving til magten lokalt og på Rosenbad. De nuværende svenske sosser må vise samme handlekraft som deres forgængere, der etablerede folkhemmet, byggede en ­million boliger og skabte et social­demokratisk idealsamfund, der blev beundret af ligesindede overalt i verden. Handlekraften består netop ikke i at kopiere bedrifterne fra dengang, men at tage den svenske befolknings side i udlændingepolitikken, fremfor lederskribenterne og identitetsaktivisterne.

Ligesom dengang er det ikke nemt. Den udlændinge­politiske vej til Canossa er lang og stenet. Men ­alternativet er, at Sverige følger rækken af europæiske lande, hvor social­demokratierne har marginaliseret sig selv og overladt scenen til en kamp mellem liberale og konservative. Det ville være et stort tab, ikke bare for Sverige, men for den socialdemokratiske bevægelse i hele Europa.

Kaare Dybvad er folketingsmedlem for Socialdemokratiet.

Læs også: »Ord som formede Sverige« og »I byens sprækker«.