Et par hundrede meter fra kong Harald 5. og dronning Sonjas slot i Oslo møder jeg Niels Fredrik Dahl på gaden. Vi går sammen op til det gamle maoistiske forlag Oktober; forfatteren bekender, at han som 14-årig, mens forældrene kort kiggede væk, flirtede med maoismen, ja, selv hans norske favoritavis, Klassekampen, har i en stadig fjernere fortid sjosket i den kinesiske diktators spor. Men alle har flyttet sig, og Dahl er del af en generation, hvor han med anerkendte forfattere som sin hustru, Linn Ullmann, sin redaktør, Geir Gulliksen, Karl Ove Knausgård og Tomas Espedal er gået stik op imod de maoistiske vindes sans for det marcherende fælles; alle skriver de tæt på levet liv, interesserer sig ikke nævneværdigt for brede historier eller plot, men tager temperaturen på tilværelsen – tit deres egen.

Således også i Mor om natten, hvor Niels Fredrik Dahl skriver om en forfatter, der ligner ham betydeligt. Tændsatsen er den »natbog«, forfatteren i romanen får af sin mor. Her har hun skrevet en slags depressionens dagbog i løbet af sønnens barndom, og da han mange år senere læser den, sætter det store dele af hans liv i et andet lys, og han begynder at skrive sig ind på hende i en fragmentarisk stil, der væver stumper af hendes og sønnens og slægtens historier sammen. For hvem var hun? Og hvem er han selv?