Ny lyrik fra Bosnien-Hercegovina. Udvalgt og oversat fra bosnisk af Thorvald Bertelsen, Jane Kabel og Milena Rudež. 650 sider. 200 kroner. Det Poetiske Bureaus Forlag.

Krigen i Bosnien 1992-95 blev en brat opvågning efter ophøret af Den Kolde Krig og oven på en relativt fredelig periode med nedrustning og optimisme. Jugoslavien, der havde været det mest åbne samfund i Østblokken, blev på kort tid kastet ud i blodige borgerkrige med etniske udrensninger og brutale overgreb mod civilbefolkningen til følge. I juli 1995 kulminerede det med massakren i Srebrenica. Verdenssamfundet så længe passivt til, og med fredsslutningen, Paris-aftalen i december 1995, blev landet på én gang samlet og splittet op i nogle indbyrdes uforsonlige republikker, som befolkningerne her mere end 20 år senere stadig må leve med.