Nybrud. Nationalpopulisme har haft vanskelige kår i det moderne Spanien, hvor sporene fra Franco-tiden skræmmer. Men nu har den catalanske løsrivelseskamp og tiltagende migrationsstrømme fået de to store borgerlige partier til at sætte forsvaret for nationen øverst på dagsordenen.

Flaget hejses

BARCELONA – Den har glimret ved sit fravær: en politisk bevægelse, der stolt hævder at sætte Spanien først og gør forsvaret for de nationale essenser til et politisk våben. Mens nationalpopulismen i årtier har vundet frem i andre europæiske lande, har der i Spanien været opsigtsvækkende tomt på denne del af den politiske spilleplade.

Lige indtil nu. De seneste måneder er Spanien-først-retorikken blevet skærpet, og national identitet er blevet det nye sort på den spanske centrum-højrefløj. Konflikten med Cataloniens separatister har været den udløsende faktor, og migrantpresset på landets kyster har givet retorikken en indvandringskritisk komponent, som har været stort set fraværende i den politiske debat.