Debat. Der har været rigelig med etiske diskussioner og følelsesladede debatter om aktiv dødshjælp, og Etisk Råd antyder, at vi måske aldrig bliver enige. Men det kunne ændre sig, hvis vi kunne skaffe afgørende data om, hvor mange døende i Danmark der overhovedet ønsker at benytte sig af tilbuddet.

Hvor mange vil gerne dø?

Skal aktiv dødshjælp være tilladt i Danmark? Spørgsmålet rejses regelmæssigt, når medier bringer endnu en hjerteskærende historie om en håbløst syg, der ikke kan få hjælp til at afslutte sine lidelser. Efter en følelsesladet debat, der ikke bringer en afklaring nærmere, synker problemet atter ned i glemsel. For tiden verserer der ingen sådanne historier – i den forstand er denne kommentar uaktuel. Men man kunne jo udnytte sådan en rolig fase til en mere nøgtern overvejelse af, hvorfor denne diskussion har stået i stampe i årtier. Min påstand er, at der har været rigelig med etiske diskussioner, men at der mangler nogle afgørende empiriske data, som kunne fremskaffes.

Lad mig begynde med Etisk Råds rolle i sagen. »Diskussionerne i Det Etiske Råd har demonstreret, at man kan have en modvilje mod at acceptere lovliggørelse af aktiv dødshjælp, uden at man er i stand til at begrunde denne modvilje på en måde, man selv finder tilfredsstillende.« Sådan skriver Etisk Råd i dets seneste redegørelse om aktiv dødshjælp (2012). En forfriskende om end ikke specielt kvalificeret nyskabelse fra et råd, der ellers ikke har haft meget nyt at sige om den sag de sidste 20 år.

Den foregående redegørelse fra Etisk Råd (2003) havde ikke den slags anfægtelser. Den er en temmelig ensidig indstilling imod legalisering af aktiv dødshjælp, hvilket allerede ses af titlen, »Eutanasi – lovliggørelse af drab på begæring?« samt rapportens opbygning, hvor man først har et afsnit om Rådets argumenter imod lovliggørelse og derefter et afsnit med argumenter for og imod. Konklusionen er givet på forhånd.

På det punkt stod det bedre til med rådets første redegørelse fra 1996. Her havde man i det mindste én tilhænger, lektor Jørgen Husted. Hvordan udvalgsarbejdet er foregået, kan man kun gisne om, men resultatet var i hvert fald, at Husted skrev en mindretalsindstilling i skarp polemik med flertalsindstillingen, og at flertallet ikke fandt anledning til at revurdere deres del.

Senest har Ole Hartling, som var formand for Etisk Råd, da 2003-rapporten blev til, skrevet sin egen redegørelse, Aktiv dødshjælp. Kan vi mere end vi kan magte?, en sober, grundig, pædagogisk, endda personlig gennemgang af argumenterne. Hartlings position er klart imod legalisering af eutanasi. I kort form, som måske ikke yder Hartling fuld retfærdighed, er begrundelserne: Der vil være store skadevirkninger af en legalisering i form af udhuling af princippet om livets ukrænkelighed, læge-patientforholdet vil lide skade, der vil opstå et pres på plejekrævende patienter til at begære deres egen exit, og døden er nu engang et almenmenneskeligt vilkår, som man ikke skal lave om på. Lidelse kan pallieres, det vil sige, at ubærlig lidelse kan afhjælpes gennem lindrende behandling, derfor er der ikke brug for at legalisere aktiv dødshjælp – der er simpelthen ikke noget problem.

Heroverfor står Jørgen Husted, hvis standpunkt i tilsvarende kort form er, at ethvert menneske former sit eget liv og har ret til at bestemme over det. Hvad den enkelte anser for et godt liv er det enkelte menneskes beslutning eller måske nærmere projekt, og har et menneske som en del af sit livsprojekt eksempelvis besluttet, at det ikke vil afslutte livet med tab af værdighed og selvstændighed, skal dette menneske have muligheden for at blive hjulpet herfra, omgivet af sine kære og lægen, der er villig til at gøre det nødvendige. Videre siger Husted, at når spørgsmålet »vedgår nogle menneskers ’berettigede interesse’, har samfundet en ubrydelig forpligtelse til at tage dette alvorligt og anstrenge sig for så vidt som overhovedet muligt at imødekomme disse mennesker«.

Her står vi med to ret forskellige opfattelser af sagen, begge relativt kategoriske, nogle ville sige fundamentalistiske, al den stund at de hver især bygger på fundamentale principper som henholdsvis menneskelivets ukrænkelighed og menneskets ret til selvbestemmelse. Hvad stiller man op? Kan man ganske enkelt ikke diskutere sig til enighed, når det gælder etik? Sådan kan man godt læse Etisk Råds seneste redegørelse.

Her skal man måske spørge sig selv, om det var på tide at gribe sagen anderledes an. Ifølge nej-siden vil ulemperne ved en legalisering af aktiv dødshjælp være større end fordelene. Men hvordan er det regnestykke egentlig gjort op? Der er opregnet nogle åbenlyse ulemper, og på plussiden opregner man – ingenting! Det er jo smart, så slipper man for at lave en rigtig afvejning. Men at der slet ikke skulle være en plusside, er lidt svært at acceptere, når man overvejer Husteds position.

Men også over for Husteds position har jeg reservationer. Der må vel være en eller anden grænse for, hvad et samfund skal gøre for borgerne? Hvor ofte sker det i dagens Danmark, at døende har brug for den type hjælp, som Husted efterlyser? Hvad er det for et problem, man forsøger at løse? Jeg mener ikke begrebsligt, men helt empirisk, vitalstatistisk, om jeg så må sige. Når man læser diverse rapporter, er det ganske slående, at ingen ved, hvor almindeligt problemet er.

Det er vel grunden til, at diskussionen har stået stille i to årtier: Hvis der findes nogle få døende om året af Husteds type, er det tvivlsomt, om samfundet skal bruge betydelige ressourcer på at yde dem denne service. Er det fire procent af alle dødsfald, sådan som det tilsyneladende er i Holland, er det en anden sag.

Denne diskussion er ikke nødvendigvis kørt fast, fordi den handler om etik. Noget empiri kunne sagtens få sagerne til at stille sig anderledes. Vi ved reelt ikke, om det er Hartling eller Husted, der har ret angående problemets omfang. Det er da udmærket, at de to specialister i palliation, som Etisk Råd rådførte sig med i 2012, siger, at alt kan pallieres, men det kan man ikke betegne som et seriøst forsøg på at forstå problemets omfang. Rådet citerer en udenlandsk artikel til støtte for de to eksperter. Den har jeg læst, og det er svært at se, at den overhovedet har noget med sagen at gøre. Desuden kan man spørge, om specialister i palliation har det fulde overblik over problemets omfang i praksis. Det er i hvert fald påfaldende, at i Holland, hvor aktiv dødshjælp har været tilladt i en årrække, udføres 85 procent af eutanasierne af praktiserende læger, ikke specialister i palliation, og 80 procent udføres i patienternes hjem.

Hollandske læger, der har udført eutanasi, foretager en detaljeret indberetning til en komité, der bedømmer, om lovens krav har været overholdt i hvert enkelt tilfælde. Med 6.000 tilfælde om året burde disse indberetninger være en sand guldgrube af information om, hvad der ligger bag eutanasierne. Desværre synes den ikke at blive brugt til andet end overordnede statistikker.

Årsrapporten fra komitéerne i 2016 indeholder imidlertid nogle typiske eksempler, hvoraf jeg vil referere det mest udførlige: En mand i 60erne havde haft tyktarmskræft med metastaser til leveren gennem flere år. I 2013 tilkom lungemetastaser, og tilstanden kunne kun behandles palliativt. Patienten havde konstant kvalme, hyppige opkastninger, uro, og han havde ingen energi eller styrke. Han kunne stort set ikke foretage sig noget, og intet gav ham længere nogen glæde. Han led under udsigten til yderligere forværring og tab af værdighed. På den baggrund ønskede han, at lægen skulle udføre eutanasi. Der var ingen alternative måder at lindre hans lidelser på, som var acceptable for patienten.

Denne patient gjorde det bevidste og, må man antage, velinformerede valg, at der ikke var alternativer, han fandt acceptable. Jeg tror ikke, at jeg selv ville have truffet det samme valg, men hvem er jeg, at jeg skulle anfægte hans valg? Hvis denne case er typisk for de 6.000 personer, der årligt vælger eutanasi i Holland, ville der være i omegnen af 2.000 mennesker om året i Danmark, der ville vælge denne død, hvis de kunne. Tallet er omtrentligt, men noget kunne da tyde på, at der faktisk foreligger et problem, som kunne fortjene seriøs overvejelse. Hvis man vidste noget mere præcist om problemets omfang, kunne man måske begynde at diskutere på et kvalificeret grundlag, om ulemperne faktisk overstiger fordelene.

Torsten Skov er læge, ph.d. i epidemiologi og bachelor i filosofi.

Side 13